Har forbrugerne et ansvar for tøjproduktion?

MED AFSTEMNING: Den voldsomme ulykke på en tøjfabrik i Bangladesh har rejst spørgsmålet om, hvordan man som forbruger undgår at købe tøj, der er produceret under slavelignende forhold. Svaret er ikke så ligetil, mener både forskere og folk i branchen

Tøjbutikken bugner med billige cowboybukser og T-shirts, der ligger sirligt i lag sorteret efter farve, størrelse og model. Du skal egentlig bare have et enkelt par bukser, men det er svært at vælge. Og det er endnu sværere at vælge, hvis du vil have tøj, der ikke bare sidder ordentligt, men også er produceret socialt ansvarligt.

Forholdene i tekstilbranchen blev forbrugerne igen opmærksomme på for nylig. Onsdag den 24. april omkring klokken ni om morgenen fandt en af de største fabriksulykker i historien sted. En otteetagers bygning i Savar, 25 kilometer nordvest for Bangladeshs hovedstad, Dhaka, kollapsede, og 1127 mennesker er indtil videre fundet døde. Den kollapsede bygning, Rana Plaza, husede flere tekstilfabrikker, der syr tøj for vestlige mærker.

Historien er gået verden rundt og har fået virksomheder og stater til at kigge deres praksis efter i sømmene. Men hvad med den enkelte forbruger? Kan man med sit dankort i tøjbutikken gøre noget for at påvirke forholdene for tøjproduktionen i Asien, eller er det her, den politiske forbruger kommer til kort?

LÆS OGSÅ: Globale tøjfirmaer tager ansvar i Bangladesh

Svarene er ikke så ligetil som spørgsmålene, mener både forskere i politisk forbrug og branchefolk, der arbejder med det populære begreb CSR, der står for corporate social responsibility (virksomhedernes sociale ansvar).

Vi har et ansvar som forbrugere inden for de ressourcer, vi har. Men det er ikke altid lige let, og det kræver, at der skal være et produkt at købe, siger Niels Kornum, der er lektor ved Handelshøjskolen i København, CBS, hvor han forsker i politisk forbrug.

Alligevel mener han, at forbrugerne kan gøre en forskel på flere måder: De kan slå sig sammen og bruge deres indflydelse i forbrugerorganisationer, de kan genbruge og reparere mere, de kan være aktive på sociale medier og andre steder, hvor de kan gå i dialog med virksomhederne, og de kan stille krav om mere åbenhed.

Samtidig kan forbrugerne undersøge, hvad den enkelte virksomhed skriver på sin hjemmeside om CSR, påpeger bestyrelsesmedlem i researchcenteret Danwatch Mads Klæstrup Kristensen, der også er kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp.

LÆS OGSÅ: Dødstal ved fabrikskollaps i Bangladesh er på over 540

Det er selvfølgelig vigtigt, at hvis virksomhederne skriver noget, så skal de gøre det i praksis og lade sig kigge efter i kortene. Forbrugeren bliver ladt i stikken, hvis intentionerne ikke bliver fulgt til dørs, siger Mads Klæstrup Kristensen.

Ifølge Pia Odgaard, der er CSR-chef i brancheorganisationen Dansk Mode og Textil, kan man også skele til miljømærkerne på tøj, hvis man vil gøre en social forskel blandt fabriksarbejderne i blandt andet Bangladesh.

Som forbruger kan man kigge efter certificerede økologiske tekstiler og miljømærker som Svanen og Blomsten. Miljømærkerne bedrer arbejdsmiljøet, for hvis du fjerner farlige kemikalier fra produktionen, gør du også noget godt for dem, der arbejder med kemikalierne, siger hun og tilføjer, at miljømærkerne bliver strammet op hvert tredje til femte år, hvor der også kommer flere sociale tiltag med ind over.

Men kan man lave mærkningsordninger til tøj på samme måde, som man gør det på fødevarer i dag?

Det er ikke let, mener seniorforsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Mads P. Sørensen.

Den manglende transparens i tøjbranchen er et stort problem og samtidig en konsekvens af den globale arbejdsdeling. En skjorte skal mange led igennem, før den havner i en butik, siger Mads P. Sørensen.

De mange led komplicerer det for forbrugeren, for mens man kan producere Fair Trade-bomuld et mærke, der sikrer, at bonden har fået en rimelig betaling er det sværere med resten. For efterfølgende skal bomulden laves til tråd, væves, farves, sys og transporteres den halve jordklode rundt. Og ved siden af skal sytråden det samme, ligesom knapperne og lynlåsen og måske en lille detalje med noget stof i en anden kvalitet.

Ovenstående kan hurtigt give åndenød for den enkelte forbruger. Men bortset herfra, er vi så som forbrugere reelt interesserede i at gøre en forskel for tekstilarbejderne?

Vi kan se af undersøgelser, at der er stor forskel på, hvad vi siger, at vi gør, og hvad vi gør. Hvis man kigger på, hvordan vi rapporterer køb af Fair Trade-varer eller buræg, så siger vi, at vi køber mere Fair Trade og færre buræg, end vi i virkeligheden gør. Vi vil gerne imødekomme samfundets ønske om at gøre noget bestemt, siger Niels Kornum.

Men nogle af forbrugerne gør også det, som samfundet ønsker, de skal gøre.

Det er vores værdisæt, der styrer os i forhold til forbrug. Hvis ens værdisæt handler om, at det er meget vigtigt at købe etisk forsvarligt ind, vil man bruge mere energi på at sikre sig, at man kan leve op til det. Man skelner mellem dem, der er idealistisk orienterede, og dem, der er mere livsnydere. Sidstnævnte er drevet af nogle andre ting, hvor det handler om for eksempel at få et spændende måltid mad, og derfor kommer de etiske overvejelser i anden, tredje eller fjerde række, siger Niels Kornum.

Han tror sagtens, at de etiske overvejelser i tøjkøb kan vokse.

Økologi er vokset fra ingenting til syv procent af de solgte fødevarer, så selvfølgelig kan vi som forbrugere også gøre noget på tøjsiden. Men vi har brug for, at der er nogen, der går foran og laver et større sortiment, siger Niels Kornum.

Og det behøver ikke nødvendigvis koste så meget mere, mener Pia Odgaard fra Dansk Mode og Textil:

Det kan sagtens lade sig gøre at producere billigt tøj under ordentlige forhold. Det handler om engagement, ressourcer og om at tage det lange, seje træk. I forhold til de miljømæssige tiltag, sparer leverandøren pludselig på vand, strøm og så videre, så ofte viser det sig, at det ikke er dyrere. Det handler om, hvordan man som virksomhed arbejder med sine leverandører, og at man ikke presser dem unødigt på priser og leveringstider.

Men et af problemerne i dag er netop, at nogle af virksomhederne ofte skifter leverandører og presser dem på pris og tid, så de skal producere endnu mere på kortere tid.

Klaus Jensen er koordinator for ngoen Clean Clothes Campaign Danmark, en netværksorganisation, der arbejder for at forbedre vilkårene for tekstilarbejdere i udviklingslandene. Ifølge ham er prisen stadig hovedfokus i størstedelen af tøjproduktionen.

Tøjproduktion ligger under for de laveste prisers logik. Men det vil måske koste 15 øre mere pr. trøje at rette op på bygnings- og brandsikkerhed, siger Klaus Jensen og tilføjer med ulykken i Bangladesh in mente:

Der er ingen tvivl om, at regeringen i Bangladesh har svigtet groft. Det er ikke en velfungerende stat, og om det er ond vilje, inkompetence eller korruption, der ligger bag, er svært at sige. Men som tøjvirksomhed bør man forholde sig til virkeligheden og vide, at forholdene er sådan, når man outsourcer til Bangladesh.

Bestseller er den største danske tøjkoncern, og virksomheden står bag mærker som Vero Moda, Jack&Jones og name it. Ifølge virskomhedens kommunikationsdirektør, Mogens Werge har Bestseller da også taget sine forholdsregler, da den åbnede fabrikker i Bangladesh. Bestseller bruger såkaldte auditører, som tjekker fabrikkerne ved både semianmeldte og uanmeldte besøg. Efter besøgene melder auditørerne tilbage til Bestsellers egne ansatte i Bangladesh, som kommer og retter op på de fejl, der ifølge Mogens Werge altid vil opstå. Men selvom virksomheden bruger meget energi på arbejdsforholdene, er det sværere med lønnen til de ansatte.

Lønningsniveauet i Bangladesh er reguleret statsligt, og vi betaler den aftalte løn. Vi kan ikke gå ind og bestemme, hvad fabrikken skal give, for vi ejer ikke fabrikken. I teorien kunne vi godt købe vores fabrikker, men det gør ingen i denne branche, siger Mogens Werge.

Alligevel mener han, at virksomhederne har et stort ansvar.

Produktionen interesserer sjældent forbrugeren i købssituationen, for der går man mere op i, om tøjet er smart og har den rigtige pris. Men det mener jeg heller ikke, man skal som forbruger, for det skal være op til os i virksomheden at sørge for, at det bagvedliggende er i orden, siger Mogens Werge.

Selvom Bestseller ifølge Mogens Werge har styr på forholdene for deres arbejdere, viser ulykken i Bangladesh, at mange andre virksomheder ikke har det. Ifølge Mads P. Sørensen fra Aarhus Universitet skyldes det, at vi i Vesten har glemt, hvor brutalt det kapitalistiske produktionssystem kan være.

De forhold, som Karl Marx kiggede på i 1800-tallet i vores del af verden, gælder i mange tredjeverdenslande i dag, siger Mads P. Sørensen, der tror, at et ureguleret kapitalistisk produktionssystem vil blive ved med at komme i situationer, hvor sikkerhedsregler bliver omgået, fordi systemet kræver mere og mere profit.

Alligevel mener han ikke, at produktionen skal flyttes tilbage til Europa:

Som sociologen Ulrich Beck siger, så findes der kun en ting, der er værre end at blive tromlet ned af de multinationale selskaber, og det er ikke at blive tromlet ned af dem. De fattige lande er afhængige af, at vi efterspørger deres arbejdskraft.