EU's brandfarlige energipolitik skader verdens fattigste

Danske politikere bør lægge pres på EU for at sikre, at Unionens behov for energi ikke skader verdens fattigste og øger klimaforandringerne

Hvorfor skal vi interessere os for noget så tørt som EU's energipolitik? Svaret er enkelt: fordi energi er et interesse- og konfliktfyldt emne, og fordi de vigtigste beslutninger om vores energipolitik bliver taget på EU-plan.

Energi er på samme tid en begrænset ressource og en basal nødvendighed, for at vores samfund kan fungere. En kombination, der i sig selv er brandfarlig. Derudover kan vores energiforbrug være en klimatrussel og en farlig størrelse for verdens fattigste. I energipolitik er der kort sagt stærke kræfter på spil, for der er mange egeninteresser indblandet.

EU's energipolitik undergraver allerede på nuværende tidspunkt to af vor tids vigtigste opgaver: at mindske klimaforandringerne og at nå det første 2015-mål, nemlig at halvere fattigdom og sult i verden. Det er vigtigt, at danske politikere lægger pres på EU for at sikre, at vores behov for energi ikke skader verdens fattigste og øger klimaforandringerne.

Problemet med EU's energipolitik begyndte faktisk med en god intention, nemlig med direktivet om, at 10 procent af al transportenergi i 2020 skal komme fra vedvarende energi. Men problemet ved direktivet er, at bæredygtighedskriterierne i direktivet ikke sikrer, at medlemslandene vælger bæredygtige kilder til vedvarende energi.

Som det er nu, medregnes den såkaldte indirekte arealanvendelse (ILUC - Indirect Land Use Change) ikke i CO2-regnskabet for biobrændstoffer. Det betyder eksempelvis, at CO2-udslip fra skovfældning ikke tælles med. Desuden indeholder det ikke nogen sociale bæredygtighedskriterier.

Resultatet er, at de fleste EU-lande vil opfylde 2020-målet ved at bruge første generation biobrændstof, der skaber fødevareusikkerhed for verdens fattigste og ofte udleder mere CO2 end de fossile brændstoffer, som det skulle erstatte.

Biobrændstof fremstilles hovedsageligt af fødevareafgrøder som majs, soja, sukkerrør og rapsolie og kræver enorme mængder land at producere. Faktisk kræver det så store mængder land, at vi ikke kan finde det i EU alene.

Det opdyrkelige land i udviklingslande er derfor i høj kurs, og der skabes konkurrence mellem madafgrøder og energiafgrøder. Det betyder, at priserne på madvarer i de lokale områder i udviklingslandene stiger.

Dermed går fødevaresikkerheden tabt for udviklingslandenes fattigste mennesker, som i forvejen bruger 80 procent af deres indkomst på mad. Vestens produktion af biobrændstof sker altså på bekostning af fattiges mulighed for at få mad på bordet.

Allerede nu foregår den største del af produktionen af første generation biobrændstof i udviklingslandene: I Afrika anvender Europa et område på størrelse med Belgien til dyrkning af energiafgrøder. Og de biobrændstoffer, vi bruger i Danmark, bliver hovedsagligt produceret af sukkerrør i Brasilien.

Ét er, at det i længden er uholdbart for os selv - endnu en gang - at være afhængig af usikre kilder til energi uden for Europa. Men et mere presserende problem er, at vores produktion af biobrændstof i udviklingslande lige nu skaber fødevareusikkerhed for verdens fattigste.

Behovet for frugtbare marker og mad-afgrøder vil kun stige i takt med vores voksende befolkning. Der vil derfor kun komme endnu stærkere konkurrence om landområderne i fremtiden. Allerede nu ser vi konflikterne. Siden produktionen af energiafgrøder begyndte, har tusinder af mennesker i udviklingslande måttet se deres jord blive omlagt til kæmpeplantager med energiafgrøder.

I Tanzania er 11 landsbyer, som var hjem for 11.277 mennesker, blevet ryddet af vejen for at give plads til en energiafgrøde-plantage. I Colombia, er der rapporteret om væbnede grupper, som har fordrevet minoritetsgrupper fra deres jord for at rydde land til palmeolieplantager.

Med produktionen af biobrændstof er opdyrkelig jord blevet til det nye guld, og kampen om den er blodig og svær at vinde for verdens fattigste og mindst ressourcestærke mennesker.

Men undertrykkelse af verdens fattigste er ikke det eneste problem, som første generation biobrændstof medfører. Det skaber også miljøproblemer. Netop derfor kæmper mange miljøorganisationer lige nu for at få sat en stopper for produktion af første generation biobrændstof.

Den industrielle storproduktion udleder store mængder drivhusgasser gennem skovrydning, brug af pesticider ved dyrkningen og brug af så- og høstmaskineri (drevet på fossile brændstoffer). Og efter at biobrændstoffet er produceret, skal det fragtes til Europa, hvilket udleder yderligere drivhusgasser.

Desuden sker rydningen af arealer ikke kun til dyrkning af energiafgrøder. De mennesker, som er blevet frataget deres jord, har brug for ny jord til at dyrke fødevareafgrøder på. De rydder derfor nye jordområder. Det er det, man kalder indirekte arealanvendelse. Når disse områder bliver ryddet og omdannet til dyrkningsarealer bliver der - igen - udledt store mængder CO2.

Det er tankevækkende og paradoksalt, at det, som har berettiget fremskyndelsen og promoveringen af biobrændstof, nemlig drivhusgasreduktion, reelt ikke finder sted, når produktionen og dens konsekvenser bliver regnet med.

"Vi skal satse på anden generation biobrændstof, for så er vi ude over problematikken med mad i benzintanken," sagde klima og energiminister Lykke Friis (V) i programmet Deadline 17 den 28. oktober. Men på nuværende tidspunkt er 99 procent af alt biobrændstof af første generation.

Ganske vist reklamerer Statoil med, at de sælger biobrændstof med fem procent anden generation bioethanol. De har dog opkøbt hele den foreløbige produktion, hvilket kun rækker til en tredjedel af deres tankstationer.

Uanset hvordan man vender drejer det, vil en bæredygtig produktion af biobrændstof til kommercielt brug ligge langt ude i fremtiden. Faktum er, at energilovgivningens mål lige nu fremmer en ubæredygtig produktion af biobrændstof.

I slutningen af året skal EU-Kommissionen komme med en vurdering af, hvor meget CO2-udslip, der er forbundet med første generation biobrændstof, når man medregner det CO2-udslip, der opstår ved den indirekte arealanvendelse. Kommissionen skal også komme med et forslag til, hvordan effekten kan minimeres.

Det er her, de danske politikere har mulighed for at påvirke EU-lovgivningen. Det er essentielt, at ILUC-faktoren bliver medregnet i CO2-regnskabet for biobrændstof, for der mangler lige nu kriterier, der omfatter hele produktionsprocessen og specielt de indvirkninger, den indirekte er årsag til.

På sin vis er danske politikere bundet af EU i forbindelse med EU-Kommissionens retningslinjer for biobrændstof. Disse giver nemlig ikke medlemslandene mulighed for at kunne højne de gældende bæredygtighedskriterier nationalt.

Men Danmark kan gøre noget. Vores politikere kan vælge at lægge CO2-afgift på de biobrændstoffer, som er mest belastende for mennesker og klima. Lige nu er alle former for biobrændstof fritaget fra afgift, uanset deres faktiske CO2-udledning og uanset de menneskelige konsekvenser, produktionen af dem forårsager i udviklingslande.

Målene for biobrændstof skal sænkes, så incitamentet til forøget produktion af første generation biobrændstof bliver mindsket. Og det er vigtigt, at vores politikere lægger pres på EU, for at den indirekte arealanvendelse bliver en del af EU's bæredygtighedskriterier. Vi skal have en ansvarlig energipolitik nu - både i Danmark og i EU.

Karin Charlotte Vedel Fischer og Signe Brandt Andresen er begge aktivister i Mellemfolkeligt Samvirke