En sød tand skader miljøet

Danmark placerer sig som nummer to i kampen om at vælte de usunde sager indenbords med 16,8 kilo slik og 74 liter læskedrik om året pr. indbygger, viser en ny rapport fra Nordisk Ministerråd. Foto: Brian Bergmann

Søde sager er ikke kun skadeligt for krop og tænder. Også miljøet lider under skandinavernes forkærlighed for slik og snacks, viser ny undersøgelse

En ny nordisk rapport, udarbejdet for Nordisk Ministerråd af de svenske fødevaremyndigheder, viser, at klodens klimaændringer ikke bare er et spørgsmål om, hvad fabrikkerne og landbruget lukker ud i naturen. Hvad vi spiser er også væsentligt. Slik og snacks har en markant højere skadevirkning på miljøet end sunde fødevarer. Det er første gang nogensinde, at denne type miljøpåvirkninger blevet dokumenteret, skriver Nordisk Ministerråd på deres hjemmeside norden.org.
 
Rapporten viser for eksempel, at et kilo chips udleder 20 gange så meget CO2 som et kilo rå kartofler. Og slik er endnu mere skadeligt for miljøet.

Rapporten The environmental impact of the consumption of sweets, drinks and soft drinks er baseret på livscyklusanalyser af fødevaregrupperne slik, chips og væskedrikke. I Sverige alene udgør forbruget af slik, chips og læskedrikke næsten én procent af landets totale udslip af drivhusgasser.

Kød er den type fødevare, som har den største klimapåvirkning. Derfor er det bemærkelsesværdigt at konstatere, at en pose skumbananer påvirker klimaet lige så meget som en portion hakket kød, fortæller Ann-Karin Johansson fra Livsmedelsverket i Sverige på ministerrådets hjemmeside.

Danmark placerer sig som nummer to i kampen om at vælte de usunde sager indenbords med 16,8 kilo slik og 74 liter læskedrik om året pr. indbygger. Derudover spiser vi i gennemsnit 1,1 kg chips om året.
 
Kun islændingene er mere forslugne med imponerende 18,5 kilo slik og chokolade og 151 liter årligt pr. indbygger. Svenskere konsumerer 15,2 kilo slik og chokolade samt 87,7 liter læskedrik om året, Nordmændene henholdsvis 14 kg og 60 liter.

I gennemsnit spiser vi i dag dobbelt så meget slik som for 50 år siden og drikker fire gange så meget læskedrik.