Emballagehelvedet er over os. Kan vi virkelig være det bekendt?

"I vores egen dagligdag bliver vi så overdænget med emballage, at vi ender med at blive blinde for misbruget", skriver Peter Olesen i denne uges Lørdagsrefleksioner

PRØV ENGANG AT TJEKKE, hvor megen emballage De selv slæber med hjem efter en almindelig indkøbstur i et supermarked. Og prøv eventuelt over en uges tid at samle al emballagen og se, hvor meget den fylder. De vil formentlig få et lille chok og ikke mindst noget at tænke over. Og spørg eventuelt Dem selv, om det nu også var helt nødvendigt at pakke alle varerne så grundigt ind i plastik og pap.

Det fylder godt op i skraldespanden, det er et urimeligt misbrug af ressourcer, og det koster det hvide ud af øjnene at producere al emballagen. Og senere at få den af vejen. Og hvem betaler? Kunden, selvfølgelig. Hvem ellers?

Tomaterne ligger i stive plastikbakker med tyndt, gennemsigt plastik over. Store dele af året kommer tomaterne langvejsfra, de må ikke blive stødt undervejs, så de skal ligge beskyttet. Og selvom de er danske og helt friske, er de jo også blevet transporteret og skal være beskyttet mod slag og tryk. Altså være pakket beskyttende ind. Men i plastik? Ikke i nedbrydeligt pap?

Tag mange af de andre grøntsager. Champignon ofte i plastikbokse. Auberginer ligeså. Peberfrugter. Jordbær og hindbær tilsvarende. Økocitronerne i en plastikunderskål med plastik over. Kyllingerne i rene plastikbokse med stift låg. Kagerne. Brødet. Og jeg kunne blive ved. Det meste af det er pakket ind og pakket ind og pakket ind, så man kan blive helt flov på samfundets vegne.

Men går jeg hen på den skønne grøntsagsgård i Ørby i mit sommerland i Nordsjælland, så ligger varerne uindpakket side om side i trækasserne og tages enkeltvis op med de bare næver af kunden selv. Måske har vi en kurv med til at få varerne op i, eller vi kan måske få en brugt papkasse, hvis vi ikke selv har den fra sidste gang med hjemmefra. Går jeg til mit økologiske supermarked i Valby eller helsebutikken i Helsinge, er der også mindre emballage. Flere papirposer, mindre plastik. Men selvfølgelig skal hårshampooen, opvaskemidlet og den eventuelt flydende håndsæbe hældes på noget for at kunne videresælges. Men i så meget?

PRØV AT SE bag ved eller ved siden af supermarkedet før eller efter lukketid, hvor meget der er smidt ud af plastik og pap. De fleste supermarkeder har ikke plads til eller vil ikke afsætte plads til, at vi kunder kunne få de tomme papkasser at fragte hjem i – de flår dem hellere op og sender dem væk til forbrænding eller forhåbentlig til genbrug. Kunne vi få en kasse, sparede vi indkøbsposen af plastik.

Flasker er vi gode til at genbruge her til lands. De fleste flasker af glas og plastik kan leveres tilbage, og vi får panten igen. Men det gælder jo ikke indpakningen til champignon og tomater og alt det andet.

I min barndom undrede jeg mig over, at nabokonen, fru P., vaskede sine plastikposer og hængte dem til tørre på tørresnoren. Men hun var født i 1905 og døde i 2007, så hun havde kendt til knaphed, omtanke og sparsommelighed. Og da plastikposen, stor eller lille, kom til, var den jo en vidunderlig, ny opfindelse. Den smed man da ikke bare ud. Den kunne selvfølgelig genbruges. Og hun blev ved, til hun ikke selv kunne vaske og hænge til tørre. Men hun forventede så, at hendes hjælpere fortsatte proceduren. Hun lappede også selv sine sokker og sit tøj i øvrigt. Hun havde respekt for materialer og vareknapheden – set med globale øjne.

I dag ser vi i u-landene mennesker lave smukke og nyttige ting til hverdagen af vores gamle konservesdåser, plastikposer og gamle blade og aviser. Eller vores bildæk og cykeldæk. Alt kan genanvendes og endda ende som smukke tasker, sandaler, æsker eller kander, som vi så gerne køber, for nej, hvor pittoresk, originalt og fantasifuldt!

Men i vores egen dagligdag bliver vi så overdænget med emballage, at vi ender med at blive blinde for misbruget, og at vi bare lukker vores øjne for det og lader os rive med. Altså ikke går efter produkter, der ikke er pakket så skammeligt og overdrevent ind. Som med valget mellem burhønseæg og økoæg. Eller valget mellem kyllinger fra kæmpefarme og friland.

Vores affald må andre tage sig af. Og kan naturen ikke nedbryde al plastikken, så er det ikke vores problem. Så må andre løse det.

Kan vi være det bekendt? Kan vi virkelig ikke opdrage hinanden anderledes? Jeg køber stadig året rundt mine bedste stilktomater i Netto og smider hver gang en overvældende masse unødig plastik ud til ingenting. De bakker er der jo ikke genbrug af.

Måske skulle man starte med sig selv, blive forbrugerhellig og nægte al den emballage? Eller skulle man som her spørge til fællesskabet, om vi ikke sammen kunne gøre det anderledes? Lovgive om det? Forbyde unødig emballage og i stedet få både producent, forhandler og forbruger til at tænke sig mere om? Og handle mere ansvarligt. Helst begge dele – samtidig.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af direktør på Nationalmuseet Per Kristian Madsen, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, lektor og forfatter Henrik Jensen, præst og journalist Sørine Gotfredsen og forfatter og journalist Peter Olesen