Lægen skriver recepten

Er det i orden, at raske danskere medicinerer sig til at præstere bedre i hverdagen? Kristeligt Dagblad har spurgt Ida Sofie Jensen, administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen

- Hvem skal stille sig til dommer over almindelige menneskers behov?

Ida Sofie Jensen er administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen, som organiserer medicinalfirmaerne i Danmark. Og hun er lidt træt af at høre om, at raske danskere skulle medicinere sig til en bedre hverdag:

- Man skal huske på, at det er godkendte lægemidler til godkendte indikationer. Det vil sige, at de har været igennem en lang proces for overhovedet at komme på markedet. Og så er det vigtigt at forstå, at langt de fleste lægemidler jo skal ordineres. Det vil sige, at der skal udskrives en recept fra en en læge. Så når man taler om, at danskere medicinerer sig selv, så kan det altså ikke lade sig gøre, uden at der har været en læge henover.

Gør det nogen forskel?

- Ja, for der er en læge inde at vurdere, om der er et klinisk behov for patienten og hvilke muligheder der er for behandling. Når det er sagt, så er det jo ikke muligt at reklamere for lægemidler direkte til forbrugerne. Det er vigtigt at huske på. Man kan jo ikke bare piske et behov op, som man kan i andre lande. Det er en faglig vurdering, om der skal udskrives medicin eller ej.

Tror du ikke, der kan være nogle gråzoner, hvor lægen har svært ved at sige nej?

- Jamen, det vil stadig være en autoriseret læge. Selvfølgelig sker der hele tiden en udvikling i behandling. Og der sker hele tiden en udvikling i behov. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det er forkert. Hvem er det, der skal stille sig sig til dommer over for almindelige menneskers behov. Er det dig og mig og den almindelige pøbel? Eller er det en sundhedsfaglig vurdering baseret på ordentlige data?