Doping oversvømmer Europa

Handlen med doping-produkter er stærkt stigende i Europa. Det er ulovlige fabrikker i Østen, som producerer doping-produkterne. Derefter smugler kriminelle bander produkterne til Europa.

Det er nærmest håbløst at bekæmpe problemet. Det mener den italienske anti-doping ekspert, Sandro Donati.

- 90 procent af alle doping-produkter kommer fra lande som Kina, Thailand og Indien. Det er lande, hvor der ikke er den store kontrol med den slags ting. De kan producere enorme mængder af doping-produkter, uden at myndighederne opdager det. Det er et kæmpe problem, sagde Sandro Donati ved konferencen Play The Game.

Sandro Donati har i mange år arbejdet med at bekæmpe doping. Og en del af hans arbejde går ud på at kortlægge doping-ruterne til Europa.

Donati forklarede ved konferencen, at doping-produkterne fra Østen først og fremmest bliver smuglet til Europa og USA.

- Doping-produkterne bliver produceret af små medicinal-selskaber i Østen. Derefter sørger kriminelle organisationer for, at stofferne kommer videre til Europa og Nordamerika. Det tjener de gode penge på, sagde Sandro Donati.

/ritzau/