Det konstruerede menneske

Teknologien byder på mange muligheder for at forbedre menneskekroppen. Men hvor mange kunstige dele kan en person indeholde og stadig være et menneske, og er der grund til bekymring, når menneske og maskine smelter sammen?

Hele verden så fascineret til, da den sydafrikanske løber Oscar Pistorius gik ind på stadion ved OL i London i sommer. For Oscar Pistorius, der fik sine underben amputeret som spæd, stillede op i 400 meter løb på to bøjede benproteser i kulfiber og konkurrerede på fod med verdens bedste atleter. Konkurrenter med almindelige ben vel at mærke.

LÆS OGSÅ: Bo har et helt klædeskab fyldt med ben

Pistorius nåede kun til semifinalen i det individuelle løb og en landsmand på det sydafrikanske stafetlandshold styrtede, inden Pistorius nåede at løbe sin tur i 4x400 meter stafet.

Men Pistorius skabte alligevel verdenshistorie ved OL. For synet af de forunderlige bøjede kulfiberben, der gør det muligt for en benløs ung mand at træde ind i løbernes verdenselite, rejser spørgsmålet om, hvad der sker, når moderne højteknologi erstatter dele af menneskekroppen.

Kan teknologien forbedre en menneskekrop, så den bliver stærkere, smukkere eller mere intelligent end almindelige kroppe? Eller kan teknologien måske ændre vores krop, så vi kan udføre handlinger, der ellers er umulige for et menneske? Og er der grund til at være bekymret, når menneske og maskine på den måde smelter sammen?

I science fiction-litteratur og i forskningsverdenen kaldes et menneske, der er koblet sammen med højteknologiske dele, for en cyborg. Cyborger er beskrevet i filmene I, Robot, hvor helten har en kunstig arm med superkræfter, og i Blade Runner, hvor hovedpersonen Deckard er en kopi af et menneske. Filmene viser et fremtidsunivers, hvor skellene mellem menneske og robot, mellem menneske og maskine, er blevet udvisket.

Men tusindvis af danskere er allerede en slags cyborger. De har indopereret en elektronisk pacemaker, der kan overtage styringen af deres hjerte. Eller de er døve, men har fået skabt en hørelse af et implantat, der via en mikrofon uden på hovedet sender lydimpulser til en elektrode på hørenerven og videre til hjernen.

Og i maj i år beskrev tidsskriftet Nature, hvordan en 58-årige amerikansk kvinde, der i 20 år har været totalt lammet efter en blodprop, nu igen fået mulighed for at tage sig en kop kaffe. Ved hjælp af en chip, hun har fået indopereret i hjernen, kan hun med tankens kraft styre en robot-arm, så den tager kaffekoppen for hende og fører koppen op til munden. Maskinen, den kunstige arm, har overtaget den lamme arms plads.

I alle tre tilfælde har teknologien forbedret menneskers liv. Handicappede eller syge mennesker har fået genskabt en evne, der er gået tabt, eller som har manglet fra fødslen, og som raske mennesker også har. Og den type teknologi rejser ikke de store etiske spørgsmål, mener forskere, der beskæftiger sig med de nye teknologiske muligheder.

Så længe det handler om at fjerne hindringer for at leve et godt liv, er vi på den sikre side, siger filosof Morten Dige, lektor ved Aarhus Universitet og forsker i de etiske aspekter ved moderne teknologi.

Ved Aalborg Universitet arbejder forskerne ved Center for Sanse-Motorisk Interaktion på at udvikle neuroimplantater, der for eksempel kan hjælpe lammede mennesker. Med hjælp af teknologien føres beskeder fra hjernen uden om de nervebaner, der er skadet, og videre til arme eller ben og giver førligheden tilbage.

Men teknologien vil også kunne bruges til at ændre på hjernefunktionerne hos raske mennesker.

De teknologier, vi udvikler, kan bruges til at stimulere den del af hjernen, der ikke fungerer ordentligt. Der er for eksempel fra andre forskere allerede udviklet metoder, der hjælper mennesker, der lider af Parkinsons sygdom. Men vi vil i princippet også kunne sætte en chip ind, der stimulerer hjernen, så den føler velbehag eller bliver mere aggressiv. Hvis vi er inde at røre ved folks sindstilstand, rejser det nogle etiske problemstillinger. Hvad nu, hvis man eksempelvis ønsker at skabe en meget aggressiv soldat?, spørger Thomas Sinkjær, civilingeniør, dr.med og professor. Han er direktør for Danmarks Grundforskningsfond.

Han sammenligner de nye teknologier med en dolk, der kan bruges til en masse godt og nyttigt. Men den kan også bruges til en masse skidt.

Teknologierne bliver stadig mere raffinerede og kan bruges til meget positivt. Men der er også en risiko for misbrug. I dag er etikken god i langt de fleste lande, men det behøver ikke at tage lang tid, før det ændrer sig, siger Thomas Sinkjær.

Thomas Sinkjær er endnu ikke bekendt med forsøg på mennesker, hvor man bruger chips i hjernen til at skabe klogere eller stærkere mennesker. Men et amerikansk forskerhold er ved at udvikle en chipbaseret kunstig hippocampus. Den skal fungere som en protese i hjernen og vil kunne bruges til at genvinde hukommelsen eller måske endda gøre den bedre.

LÆS OGSÅ: Paraatleters gejst imponerer kronprinsen

Chippen med kunstig hukommelse er blevet testet på rotter, men er endnu ikke blevet afprøvet på mennesker.

Men allerede i dag eksperimenterer mennesker rundt om i verden med at koble nye funktioner til deres krop. Funktioner, som ingen mennesker er født med.

En 50-årig brite, der er født uden sin venstre arm, måtte tidligere balancere sin mobiltelefon på sin protese. Men nu har han med hjælp fra mobilgiganten Nokia fået hjælp til at indbygge sin smartphone direkte i sin kunstige arm. Han kan nu både modtage opkald og sende smser med kun en hånd, mens telefonen sidder fast i den anden arm.

Og her i Danmark har industriel designer Jonas Lönborg en chip indsat i hånden. Chippen, der er på størrelse med et riskorn, sidder under huden mellem tommel og pegefinger og udsender elektroniske signaler, så han vil kunne låse sine døre op uden at skulle bekymre sig om nøglerne. Chippen var en del af en opgave på Danmarks Designskole og er ikke i funktion. Men teknologien findes.

Det var en sjov måde at vise på, hvordan menneskekroppen og teknologien kan spille sammen, siger Jonas Lönborg.

Og denne type af teknologi er allerede i brug blandt elitesoldater, fortæller han. I sin research til opgaven er han stødt på soldater, der har en chip i hånden, der aktiverer deres håndvåben. Kun den, der har chippen, kan affyre våbenet.

Disse eksempler hører til de mere bizarre, men teknologien er der. Vi kan alle sammen være på vej til at blive cyborger med kroppe, der bliver hjulpet og forbedret ikke gennem evolutionens millioner af år, men ved brug af moderne teknologi. De depressive kan måske smide den antidepressive medicin og hjælpes af en chip i hjernen. Nye elektroniske fremskridt kan få de lamme til at danse. Men de mest epokegørende skridt kommer måske fra manipulation med menneskets byggesten: generne.

Ved Oxford Universitet i England forsker de såkaldte transhumanister i en kontroversiel brug af genteknologien. De anbefaler, at man gennem manipulation med arvemassen forbedrer mennesket, så kroppen ikke bare kan løbe hurtigere eller leve længere. Målet er at skabe væsener, der langt overgår standardmennesker i intelligens, modstandsdygtighed over for sygdom og tolerance over for alle andre.

Transhumanisterne drømmer om at frembringe atleter med overmenneskelige evner. Eller mennesker, der er i stand til at skabe vidunderlige kunstværker, der får Bach til at lyde som Mariehønen Evigglad, siger filosof Morten Dige fra Aarhus Universitet.

Jeg er mere skeptisk. Jeg har svært ved at se, at det er bedre, at vi er 10 gange mere intelligente. Jeg mener, at det gode liv skabes, når mennesker udfolder sig inden for den menneskelige ramme. Menneskelivet får en dyb mening af, at vi har begrænset tid og begrænsede evner. Og det, at vi ikke er lige tolerante over for alle, har jo den effekt, at vi vælger at knytte os tæt til nogle bestemte mennesker og finder dyb mening og værdi i det.

Men manipulerede gener kan på længere sigt også befri menneskeslægten for gener, der udløser for eksempel muskelsvind eller tendens til overvægt. Og denne kobling af teknologi og menneske er ikke nødvendigvis dårlig, mener Kasper Lippert-Rasmussen, professor i politisk filosofi ved Aarhus Universitet.

Vi bør forbedre generne hos fremtidige generationer, hvis det forbedrer deres livskvalitet. Der er ikke noget galt i at forbedre generne, hvis det kan fremme menneskers indfølingsevne eller hæmme aggressivitet, mener Kasper Lippert-Rasmussen.

Og han ser også positivt på genmanipulation, der eksempelvis vil kunne forhøje levealderen:

Hvis den genetiske al-dring indtræffer, når vi er 150 år, så er det principielt en udmærket ting. Forudsat at alderdom er noget andet, og at vi får en dobbelt så lang ungdom og et dobbelt så langt voksenliv, siger Kasper Lippert-Rasmussen.

Men det er langtfra sikkert, at et længere liv, hvor vi med teknologiens hjælp er blevet dygtigere eller smukkere, også er et bedre og mere ønskværdigt liv, påpeger filosof Morten Dige. For hvad nu, hvis det kun er teknologiens skyld, at man får succes?

Han sammenligner med Tour de France-ryttere, der opnår deres gode resultater ved hjælp af doping og en øresnegl, hvor trænerne hele tiden instruerer dem i, hvordan de skal køre løbet. Det er væsensforskelligt fra tidligere, hvor det var den enkelte rytters intuition, dømmekraft og erfaring, der afgjorde løbet.

Sport handler også om, hvordan man når frem til sine resultater. Det enkelte menneske har selv opnået sine præstationer gennem mange timers træning og ved at hente fysiske og psykiske ressourcer i sig selv. På samme måde er det vigtigt, at vi alle kan se vores liv som vores eget resultat af, hvordan vi har levet. Det vil ikke være det samme, hvis det er teknologien, der har lagt rammerne for det og måske giver os en fordel frem for andre, siger Morten Dige.

Og her er vi tilbage ved Oscar Pistorius, hans kulfiberben og hans fascinerende præstationer. For Pistorius mødte også skepsis, da han ønskede at stille op til OL i Beijing for fire år siden. Det internationale atletikforbund mente, at protesefødderne gav den sydafrikanske løber en fordel frem for ikke-handicappede løbere. Pistorius appellerede og fik støtte fra forskere, der konkluderede, at fordelene ved benene blev udlignet af, at han er en smule langsommere i startfasen.

Havde jeg haft en fordel, ville jeg aldrig været løbet mod ikke-handicappede, sagde Oscar Pistorius dengang.

For ham er teknologien et redskab til at blive ligesom alle andre mennesker. Ikke bedre eller hurtigere.