Værdiundersøgelse

Det mener partierne om aktiv dødshjælp

Det er tilladt at yde aktiv dødshjælp i blandt andet Holland og Belgien. Herhjemme er der forskellige holdninger blandt partierne til, hvorvidt aktiv dødshjælp skal legaliseres. Flertallet er dog imod. Foto: Ritzau Scanpix/ Mads Claus Rasmussen

Skal aktiv dødshjælp legaliseres i Danmark? Læs her, hvad de forskellige partier mener om aktiv dødshjælp

I Kristeligt Dagblads store værdiunderundersøgelse har vi spurgt partierne, hvor enige eller uenige de er i følgende udsagn:

Aktiv dødshjælp skal legaliseres i Danmark.

Denne artikel bygger på partiernes holdninger ved folketingsvalget i 2015. Ønsker du at blive klogere på synspunkterne om aktiv dødshjælp ved det kommende folketingsvalg i 2019, henviser vi til denne artikel.

Læs partiernes svar her.

Enhedslisten

Svar: Helt uenig

Uddybning: "Enhedslisten ønsker at prioritere smertebehandling til døende. Vi er bekymrede for, at en legalisering af aktiv dødshjælp kan føre til en glidebane, hvor der lægges pres på de døende i stedet for, at samfundet hjælper dem i den svære situation, de befinder sig i."

SF (Socialistisk Folkeparti)

Svar: Delvist uenig

Uddybning: "SF er skeptiske overfor at tillade aktiv dødshjælp, men vil gerne tage en åben diskussion ud fra erfaringerne i lande, der tillader det. Der er allerede i dag gode muligheder for at sige nej til livsforlængende behandling, at sige ja til livsforkortende medicin eller lave et testamente, hvor man siger nej til genoplivning."

Socialdemokraterne

Svar: Helt uenig

Radikale Venstre

Svar: Delvist uenig

Uddybning: "Radikale Venstre mener ikke, at aktiv dødshjælp skal legaliseres. Såkaldt passiv dødshjælp er allerede muligt, og den mulighed bakker vi op om."

Venstre

Svar: Helt uenig

Det Konservative Folkeparti

Svar: Hverken eller

Uddybning: "Her lægger Det Konservative Folkeparti op til, at medlemmerne ikke behøver stemme det samme."

Kristendemokraterne

Svar: Helt uenig

Uddybning: "Vi skal i stedet udbygge den smertelindrende og palliative behandling, så alle døende og uhelbredeligt syge får tilbud om hospicepladser og den optimale lindrende behandling og pleje."

Liberal Alliance

Svar: Hverken eller

Uddybning: "Folketingsgruppen er fritstillet."

Dansk Folkeparti

Svar: Delvist uenig

Uddybning: "I og med at vi har to love i sundhedsloven som siger, at man kan sige nej til livgivende hjælp samt at man kan få medicin til at lindre i den grad at det i sidste ende kan tage livet fra den døende, så er der allerede i nogen grad åbnet for dødshjælp i Danmark. Udvidelse heraf ønsker vi ikke."