Turister flokkes om steder, hvor massemord og massakrer har fundet sted

AUF-ere på Utøya søndag før mindemarkeringen efter terroraktionen den 22. juli 2011. Foto: Junge, HeikoNTB / Scanpix

Rejseformen dark tourism puster liv i fortællinger om historiske forbrydelser verden over, og det trækker turister til

Anders Breiviks dødsrute som turistmål? Det lyder usmageligt og måske aldeles uaktuelt, men det er langtfra et utænkeligt fremtidsscenarie. På et eller andet tidspunkt i fremtiden vil man kunne tage den lille færge fra fastlandet til Utøya, hvor størstedelen af Breviks drab på i alt 77 mennesker den 22. juli sidste år fandt sted, for at blive modtaget af en af de

overlevende, som derefter vil vise rundt på øen. Dark tourism (mørk turisme) er en rejseform, der har specialiseret sig i ture til steder, hvor tragiske hændelser har fundet sted. En stigende interesse for denne makabre måde at rejse på kan betyde, at turister i fremtiden vil opsøge Utøya.

LÆS OGSÅ: Fem tips: Sådan tager du etikken med på ferien

Over hele verden strømmer turister nemlig til de sorte historiske områder på landkortet, der vidner om, at massemord og massakrer har fundet sted.

Men hvorfor drages vi mod de traumatiserede områder? Er det lysten til at lære og forstå, hvad der gik galt? Eller er det en pervers tiltrækning af døden og forbryderen, der driver os?

I april slog verdens første center for studiet af dark tourism dørene op på Lancashire Universitet i Storbritannien. Her skal der forskes i, hvad det er, der får folk til at besøge verdens mørkeste steder, og lederen af centeret, Phillip Stone, gav i forbindelse med åbningen et bud på mørkets tiltrækning. Til den britiske nyhedsstation BBC forklarede han:Dark tourism giver folk chancen for at stå ansigt til ansigt med deres egen dødelighed, sagde Stone og slog fast, at det ikke er perver-sion, der driver os, men muligheden for at tænke over døden på sikker afstand.–– Filosof Henrik Jøker Bjerre fra Aarhus Universitet er af en anden holdning. –– Et perverteret misbrug af andres lidelser, kalder han Philip Stones tanke om selvreflektion.

Han mener derimod, at vi skal rejse mod dødens steder for at møde historien og solidarisere os med dens ofre.Formålet med dark tourism bør være, at vi gennem mødet med historien bliver i stand til at rejse os mod mennesker som for eksempel Anders Breivik, siger Henrik Jøker Bjerre.

Vi skal ikke besøge steder, hvor andre har mistet livet, fordi vi ikke kan håndtere, at vi selv en dag skal dø. Historiker Anne Wæhrens, fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, er også meget bevidst om de moralske farer ved dark tourism. Hun advarer mod, at steder som for eksempel Auschwitz eller Ground Zero forvandles til ren følelsesporno. Hun mener, at man fjerner fokus fra det, der skete, når man fortaber sig i følelsen af ondskab.

Hvis vi fortaber os i følelser, river vi den historiske hændelse løs fra virkeligheden, og ondskaben bliver i højere grad til et symbol, end den bliver en reel historisk begivenhed, siger Anne Wæhrens.

Det er ikke kun historien, der bestemmer over tragediens steder. Der er penge i turisme, og dark tourism er ingen undtagelse. Men er der noget, man ikke bør tjene penge på? Hvordan bør vi for eksempel forholde os til, at der er solgt T-shirts fra Ground Zero med tekster som America under Attack, Evil Will Be Punished og I Cant Believe I Got Out?

Henrik Jøker Bjerre påpeger, at iscenesættelsen af rejsemålene for dark tourism er afgørende for vores tilgang til historien. Historien risikerer at lide, fordi det bliver gæstens op-levelse og ikke historien selv, der er i centrum, siger han. Vi betaler for et stykke historie, men det giver os ikke ret til at forbruge den.

Historiker Anne Wæhrens mener, at massemediernes udbredelse har betydet, at vi har fået et andet forhold til døden end tidligere. Professor i oplevelsesøkonomi Jon Sundbo fra Roskilde Universitet er enig og understreger, at når medierne omtaler katastrofer på en bestemt måde, påvirker det markedsføringen af traumet. Hvis medierne allerede har præsenteret os for en katastrofe i alle dens detaljer, flyttes grænsen for, hvad der er rigtigt og forkert, siger han og tilføjer:

Og så er det måske okay at lave T-shirts og arrangere udflugter til stedet. Jon Sundbo mener, at det er et samfundsmæssigt spørgsmål, og påpeger, at når der i dag ikke er en åben diskussion om salget af traumer, så kan det være et tegn på, at vi ikke føler os stødt af det nuværende salg af dødens steder.

Ét er i hvert fald sikkert. Ground Zero har ikke givet turisterne mindre lyst til at rejse til New York. Mindeparken Memorial Plaza tiltrækker folk fra hele verden, og et besøg i New York er i dag ikke fuldendt uden et besøg på Ground Zero.

Den mørke turistattraktion har etableret sig blandt New Yorks andre seværdigheder, og selvom besøget minder os om dem, der mistede livet, betyder den også penge i kassen for byens turistindustri. Men betyder det, at det så også ville være i orden at trække ekstra turister til Norge på de døde ungdomspolitikeres regning?

Historiker Anne Wæhrens påpeger, at guidebøger allerede i starten af 1800-tallet lokkede turister til de parisiske kirkegårde, og at døden altid har været et trækplaster for et interesseret publikum. Filosof Henrik Jøker Bjerre taler om, at vi i dag oplever en længsel efter at gøre virkeligheden mere virkelig gennem mødet med det ekstreme.

Når vi forsøger at forholde os til Breiviks forbrydelse, så er det udtryk for en længsel efter mening, siger han.

Men det farlige er, at vi i længslen efter noget storslået kan blive fanget i en morbid fascination af folk, der kæmper for det, de tror på, uden hensyn til rigtigt og forkert. Og det er netop sådan en farlig form for fascination, at Breiviks politiske projekt baserer sig på.–– Jøker Bjerre påpeger videre, at der igennem mødet med historien er en fare for, at vi fortaber os i en morbid fascination af forbryderen og hans gerning. Men det er ikke ensbetydende med, at historien skal ties ihjel. Vi spejler os nemlig i historiens ofre og deres lidelser og forsøger at skabe en mening gennem andres død. Når vi spørger os selv, hvad der drev Anders Breivik ud i en politisk blodrus den sommerdag på Utøya, så bliver vi bevidste om ekstreme holdningers farlige potentiale og får mulighed for at kæmpe imod.

De, der iscenesætter attraktionerne for dark tourism, har et stort ansvar for at få folk til at tænke og ikke kun føle. Men som både Anne Wæhrens og Jon Sundbo understreger, har medierne det største ansvar. Deres måde at behandle traumer og katastrofer på styrer i høj grad, hvordan vi andre tænker over brugen af den mørke historie.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Mød Peter Høeg

kr. 65,00 Køb

SKYGGELIV

kr. 199,00 Køb

Mød Desmond Tutu og hans datter Mpho Tutu

kr. 70,00 Køb

STYRK DIT BARNS KARAKTER - et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse

kr. 249,00 Køb

HJERTET HAR ALTID DET SIDSTE ORD

kr. 249,00 Køb

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.