På ferien: Skal man hjælpe tiggeren og besøge slummen eller helst lade være?

Når man rejser uden for landets grænser, kan man blive konfronteret med fattigdom og slum. Frem for at kigge væk, kan man overveje at bruge mødet med fattigdommen til at få en større forståelse for andre. Foto: .

I sommerferien møder man ofte fattigdom, sult og slum. Man har lyst at vende blikket væk, men måske man netop skulle gøre det modsatte

På Istanbuls hovedstrøg sidder en ung kvinde med sit lille barn. Det er midt i juni, og sommerens ulidelige varme har for alvor indtaget den store millionby.

Kvinden mangler det ene ben, hun har en beskidt og gullig bandage om det andet og en hospitalsslange ud af næsen. Barnet, der måske er omkring et år, ligger på et hullet og snavset håndklæde ved siden af hende, og foran dem står et papskilt med tyrkisk skrift.

LÆS OGSÅ
: 5 tips: Sådan tager du etikken med på ferien

Selvom man ikke forstår tyrkisk, er budskabet klart, for på et lille klæde ligger lidt småmønter og en tom medicinæske: Kvinden er syg og fattig og mangler penge til livsnødvendig medicin.

LÆS OGSÅ: Først på stranden og så et smut i slummen

Kvinden er blot ét eksempel på den virkelighed, man kan møde, når man rejser ud. Det er blevet almindeligt for mange danskere at rejse langt uden for Europas grænser, og sådan en rejse indeholder ofte andet end eksotisk mad, historiske ruiner og en fremmed kultur.

Medmindre man lukker øjnene fuldstændigt, møder man hurtigt alt fra en økonomisk ulighed, der nok kan virke voldsom på en nordeuropæer, men hvor folk trods alt overlever, til en ufattelig fattigdom og nød, der koster menneskeliv. Mange menneskeliv.

Hvis man opsøger den slags oplevelser meget bevidst, har man ligefrem et ord herfor: slumturisme. I byer som Nairobi, Rio de Janeiro, Johannesburg, Mexico By og en del andre steder kan du simpelthen finde organiserede ture, der guider dig rundt i de fattige slumkvarterer.
LÆS OGSÅ: Ansvarligheden skal med på ferien

Den helt oplagte diskussion er naturligvis, om vi her nærmer os og muligvis overskrider en etisk grænse.

Det er der efter min bedste overbevisning ikke noget enkelt svar på. Hvis man skal sige det helt kort, så opvejer de positive ting dog de eventuelt negative. Eksempelvis er der måske grund til at være forbeholden over for de ture, som organiseres, og hvor man således ofte kommer i større grupper. Det kan let blive til en zoologisk have, hvor den mur, der skulle brydes ned, i virkeligheden bygges højere.

NÅR DET ER SAGT, så er fattigdom faktisk virkeligheden for mange hundrede millioner mennesker også i de lande som danskerne besøger. Hvorfor ignorere det? Skulle man ikke i stedet benytte chancen til at blive klogere og få en større forståelse for den dagligdag, der er virkelighed for store dele af befolkningen i de områder, man rejser til?

Det vil jeg helt klart mene. At vende blikket bort og lade som ingenting kan ikke være en løsning. Der er selvfølgelig stadig dilemmaer og problematikker, man må overveje såsom sikkerhedsspørgsmålet. De fleste steder vil man nok blive budt (mere end) velkommen, men det varierer fra område til område, og man må selvfølgelig forhøre sig lokalt. Den største fare vil med al sandsynlighed være undrende blikke og masser af nysgerrige børn. Et andet spørgsmål er, hvorvidt man føler sig forpligtet til at hjælpe de mennesker, man møder, og hvis man gør, om det overhovedet er en god idé.

LÆS OGSÅ
: Først på stranden, så en tur i slummen

Igen er der ikke noget facit eller et enkelt råd. Jeg har selv boet (og arbejdet) midt i en flygtningelejr i Libanon i længere tid, og der ville det være højest upassende at hjælpe. Til gengæld har jeg været inviteret til middage og kaffe ufatteligt mange gange, og selvom man måske nok medbringer en gave, så har jeg nok alt i alt modtaget væsentligt mere, end jeg har givet.

Men i en anden kontekst vil det måske være oplagt at hjælpe hvis man kan, og hvis man ønsker det. Hvad med den unge kvinde i Istanbul? Hende skal man ikke rejse langt for at møde. Ville du hjælpe eller gå forbi?

Det må være op til den enkelte og den pågældende situation. Jeg har ikke noget enkelt svar, men der er heller ingen grund til at stikke hovedet i busken og tro, at man slet ikke kan gøre en forskel. Det kan man.

Fattigdommen har mange ansigter, og i denne sammenhæng forholder jeg mig først og fremmest til det at rejse i områder og lande, hvor der er en vis fattigdom og massive sociale problemer, men ikke taget stilling til de problematikker, der findes i ekstremt fattige samfund.

I Asien, Sydamerika og særligt i Afrika kan man møde en fattigdom og en nød, som rækker langt ud over det, der er diskuteret her. Når mennesker dør af sult og underernæring, er debatten væsentligt mere kompliceret. Eller måske i virkeligheden simpel: Det skal vi aldrig acceptere, og selvfølgelig skal vi hjælpe. Spørgsmålet er blot hvordan.

I første omgang: Rejs ud og opsøg de områder, der ikke altid er omtalt i de farvestålende rejsekataloger. Man kan lukke øjnene, men det forsvinder problemerne ikke af. Det er ikke bare dig, der bliver klogere, men også de mennesker, du møder. Og når du kommer hjem igen, er det garanteret disse oplevelser, du vil huske bedst. Lær deraf og fortæl om dem.

Brian Esbensen er cand.scient.soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han kommenterer aktuelle udviklingspolitiske problemstillinger for Kristeligt Dagblad.

TEMA: Feriens etiske dilemmaer