Fem tips: Sådan tager du etikken med på ferien

"Når man er gæst, er man der på andres vilkår. Selvom man er kommet hjemmefra, skal man ikke opføre sig tosset," siger Jørgen Olesen, medlem af Det Etiske Råd. Foto: Peter Mark Denmark / Scanpix

Skal man støtte turismen i diktaturstater, bære burka i Beirut, og bør man cykle i stedet for at køre bil? Når man rejser ud i verden, er der mange etiske problemstillinger, som er værd at undersøge, inden man bestiller billetten

Når vi rejser på ferie, kan vi i løbet af ganske få timer befinde os på den anden side af jordkloden, og det er en fordel at være forberedt på den verden, vi møder. Vi tager her den etiske værktøjskasse frem og giver en guide til de redskaber, der kan sikre dig, at du har taget stilling, inden du tager af sted.

1. Respekter den lokale kultur

Lige så snart vi krydser den danske grænse, møder vi fremmede kulturer, der håndterer sociale og menneskelige situationer på måder, vi ikke er vant til. Hvad der oprindeligt var ment som en hilsen kan hurtigt blive opfattet uhøfligt, og mange steder kan nogle af de ting, vi ser som uskadelige, give anledning til harme.

Jørgen Olesen, der er medlem af Det Etiske Råd og professor ved Institut for Agroøkologi ved Århus Universitet, peger på, at respekten er et vigtigt redskab som turist:

Når man er gæst, er man der på andres vilkår. Selvom man er kommet hjemmefra, skal man ikke opføre sig tosset. Man kan komme ud for, at man i kirkerne skal bære lange ærmer eller ikke må drikke alkohol. I kulturen er det vigtigste, at man respekterer andre mennesker, og her er det altså vigtigt at sætte sig ind i omgangsformerne, hvilket man blandt andet kan gøre ved at læse guidebogen hjemmefra, udtaler Olesen.

worldtravelguide.net kan du læse om skik og brug på din destination. Nogle lande har en officiel hjemmeside fra staten eller det nationale rejsebureau, hvor man kan læse, hvordan man bør opføre sig og hvad, der er respektfuldt over for kulturen.

2. Drop tørklædet med mindre du støder nogen

I de muslimske lande er det normen, at de arabiske kvinder bærer tørklæde. Det behøver dog ikke betyde, at vesterlændinge fornærmer nogen, hvis de går på gaden uden slør. I vestligt orienterede byer som Beirut i Libanon er det for eksempel ikke ilde set, mens det i konservative Iran kan være provokerende, hvis kvinder dropper sløret:

Ofte er det sådan i de arabiske lande, at selvom de selv gør det, behøver man ikke dække sig til. Det gør man kun, hvis det kan opfattes som respektløst, og her skal man bruge situationsfornemmelsen. Når man er gæst, er det begrænset, hvor langt man kommer med at holde egne principper. Man skal vise en imødekommenhed uden at ændre sit grundlæggende syn. Og her er det en god idé at spørge rejselederen på stedet eller rejsebureauet, inden man tager af sted, hvis man er i tvivl, siger Olesen.


3. Sæt dig ind i den politiske situation

I lande med politiske spændinger eller voldelige konflikter skal man være særligt grundigt i forberedelsen. Man kan risikere at blive fanget på den ene side af konflikten og måske blive misforstået for at have et politisk ærinde, og her er det godt at være forberedt:

Man bør, inden man tager af sted, orientere sig om, hvordan historien og politik er det pågældende sted. Man skal vise respekt over for landet og sætte sig ind i de grundlæggende vilkår. Udenrigsministeriets rejseguide giver et godt opdateret billede af situationen i landet, siger Olesen.

Han peger på, at man skal bruge den almindelige dannelse:

Man kommer jo heller ikke totalt uforberedt til et middagsselskab. En god idé er, at man besøger det nationale turistbureau, LonelyPlanet eller Wikipedia. Her kan man læse om kultur, historie og den politiske situation, og man kommer let videre derfra. Det giver en god ballast, og man er lidt klogere, inden man tager af sted, siger Olesen.

Udenrigsministeriets hjemmeside kan du læse senest opdaterede rejsevejledninger.

4. Overvej om du vil støtte diktaturstater eller regimer

I diktaturer og regimer er der helt særlige udfordringer, som man bør forberede sig på. Man kan risikere, at økonomisk støtte til lokalbefolkningen havner i de forkerte hænder hos diktaturet, og man kan nemt blive taget til indtægt for propaganda. I lande som Nordkorea og Hviderusland må man derfor tage stilling til en række dilemmaer, inden man booker billetten:

Spørgsmålet i forhold til diktaturstater og regimer er, om man overhovedet skal tage af sted. Hvis man først er i landet, kan det være meget svært at gennemskue, om pengene går til staten eller befolkningen. Flere steder ender pengene i et senere led i hænderne på regimet, og hvis man virkeligt har noget imod det, skal man holde sig væk fra landet, foreslår Olesen.

Han mener, at der ligger en positiv signalværdi i, at vesterlændinge besøger lukkede samfund, der yderst sjældent ser mennesker fra andre steder i verden:

På den anden side er det svært at vurdere, hvor stor den økonomiske effekt af turisme egentligt er. Det er vigtigt at vise for eksempel Nordkoreanere, at der findes mennesker, som er anderledes end dem selv. Oplysning til lokalbefolkningen vejer tungere end det politisk symbolske. At boykotte lande er derfor en dårlig idé, men man skal være opmærksom på, om turismen bliver brugt til propaganda i landet, udtaler Olesen.

5. Beslut dig for formålet med ferien

Når du overvejer at rejse tværs over verdensdele, er det en god ide at tænke på klimaet. Flytrafik sviner lang mere end andre transportformer, og det kan derfor være værd at overveje alternativer til den lange rejse. For eksempel er det tre gange mindre forurenerne at tage toget. Olesen peger på, at man skal overveje formålet med rejsen, inden man bestiller:

Det betyder rigtigt meget for forureningen, hvor langt man skal. Hvis man kun behøver en ferie, hvor man vil slappe af og bade og gå på McDonalds, kan man ligeså godt tage til Middelhavet, som den anden side af jordkloden. Hvis man tager på charterferie til den anden side af jorden, sender det et dårligt signal. Og det sender også et signal til politikerne om, at det er for billigt at rejse så langt i forhold til de massive miljøomkostninger, udtaler Olesen.

Når man er kommet frem til rejsedestinationen, er der mange, der vælger at leje en bil for at have frie hænder til at komme ud og opleve. Olesen peger på, at det er på de længere ture at effekten skal findes:

I mange lande har man i modsætning til Danmark eltog, hvilket er godt på de lange distancer. Men det er altså flyveturen, der giver det store svineri. Hvis man lejer en vandcykel i stedet for at køre bil har ingen betydning for miljøet, udtaler Olesen.

Olesen foreslår desuden, at man, hvis man ønsker at rejse på tværs af kloden, overvejer, om turen kan have andre formål end ren afslapning:

Man kan se på hvilket form for turisme, man ønsker. Der findes mange former for grøn turisme og bæredygtig turisme. Hvis man vælger sådan en løsning, får man både udvidet sin horisont, og samtidig bliver man opdateret på verdens klimaproblemer.

Der findes i dag flere forskellige rejseselskaber, der udbyder økoturisme. Klik for eksempel ind på: responsibletravel.com, der udbyder rejser, hvor du kan udføre frivilligt, humanitært arbejde under ferien og bo på et lavenergihotel.

Ulrik Strøjer Kappel

Født 1986. Opvækst i København og Sofia, Bulgarien.2010: Bachelor i Global Studies og Kommunikation, Roskilde Universitet.2012- Studerende, Cand. public, Syddansk Universitet.

Tilføj kommentar

 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.