Vi driver rovdrift på kloden

Thorkild Høyer, 65, har været forsvarer i store narko-, terror- og røverisager. Under rockerkrigen i 1990’erne var han mægler mellem Bandidos og Hells Angels og har forsvaret medlemmer fra begge klubber. – Foto: .

Forsvarer Thorkild Høyer er bekymret over vores overforbrug og finder, at der er for mange fordummende programmer i tv

Hvad er det største etiske problem i dag?

Det er helt utvivlsomt, at vi hver dag bliver konfronteret med, at vores at min livsstil ikke lever op til de fordringer, som vore naturlige ressourcer kræver. Vi driver dagligt rovdrift på naturen. Det bliver måske ikke i min levetid, måske hvis hun er heldig heller ikke i min datters levetid, men vi overforbruger, og det ender formentlig med, at vi ødelægger betingelserne for menneskeligt liv her på Jorden.

Jeg er ikke bekymret for Jorden den skal nok klare sig. Men verden er et vidunderligt sted, billedgjort ved de første fotos fra rummet af vores meget smukke blå klode. På de billeder er der ikke skel mellem høj og lav, sort eller hvid, danskere og folk med anden etnisk baggrund. Vi er alle lige om at få verden til at fungere og forhåbentligt blive til et stadig bedre sted for os alle. Og hvor kunne det blive et vidunderligt sted, også for os mennesker. Men vi ødelægger den ved systematisk misbrug af dens ressourcer.

Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

Så langtfra. Jeg savner, at de virkelig store udfordringer i vort liv fylder noget mere. Ikke så meget blandt folk, som man møder, for de er meget optaget af det. Men i de politiske mål, som vore vi har jo selv valgt dem politikere stiller op. Og også i den debat, som pressen og dens journalister beskæftiger sig med. Der er alt for meget fordummende bingo-bango og Husk Tandbørsten. Det interesserer mig ikke en bønne. Så jeg føler mig mere og mere opfyldt af væmmelse ved at læse en avis. Og det ærgrer mig, der altid har pløjet flere aviser igennem dagligt.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Det banale svar er, sidste gang jeg købte ind.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

De helt store etiske udfordringer møder jeg typisk i forhold til dem, jeg holder af. Så et ærligt svar ville blive alt for personligt og muligvis krænkende. Så der må jeg melde pas.