Min datter blev chikaneret

”Vi er nødt til at erkende hvor alvorlige problemer der er i områder som Nørrebro,” mener forfatter Lars Olsen. – Foto: Leif Tuxen.

Lars Olsen, cand.phil., foredragsholder og aktuel med bogen Uddannelse for de mange

Hvad er det største etiske problem i dag?

For Danmarks vedkommende er det opsplitningen af samfundet. Beslutningerne træffes i stigende grad af en veluddannet og velstillet højere middelklasse, som ikke har øje for den store del af samfundet, der lever under andre kår. Målet er, at 95 procent af de unge skal have en ungdomsuddannelse og flere end tidligere en videregående uddannelse, men i min nye bog kortlægger jeg, hvordan uddannelsessystemet samtidig er indrettet efter den veluddannede middelklasses præmisser. De praktiske fag er næsten smuldret bort i folkeskolen, der kun peger frem mod gymnasiet. Mens gymnasiet er blevet akademiseret med for eksempel fag som videnskabsteori.

LÆS OGSÅ: Kan det forsvares at avle kalve for at slå dem ihjel ved fødslen?

Synes du, at etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

Nogle spørgsmål gør, andre gør ikke. Men det har manglet i valgkampen. Der er blevet talt meget om økonomi forstået som prognoser, der rækker 10 år ud i fremtiden. Men der tales ikke meget om de mennesker, som berøres af planerne. Meningsdannelsen omkring et spørgsmål som efterløn er formet af økonomer, politikere og mediefolk, som stort set alle har lange uddannelser og kom sent på arbejdsmarkedet. De har forbløffende lidt føling med de faglærte og ufaglærte, som ofte har arbejdet, siden de var 16-18 år og udgør et stort flertal af efterlønnerne.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Nogle af de største etiske dilemmaer i mit liv opstod, mens jeg boede på Nørrebro i København. Jeg boede der i over 25 år, indtil for et par år siden. Min datter gik i den lokale skole, og vi boede i alment boligbyggeri. Jeg er opvokset på venstrefløjen med paroler om humanisme og solidaritet, og jeg er stadig til venstre for midten og tror på disse idealer. Men på Nørrebro stødte idealerne indimellem frontalt ind i virkeligheden på grund af subkulturen blandt de unge indvandrere. Min teenagedatter oplevede mange gange, at der blev råbt hvide luder efter hende på gaden, hun blev klappet bagi, og der blev smidt ting efter hende. Det rå miljø blandt kvarterets børn og unge er et stort problem.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

Vi er nødt til at erkende, hvor alvorlige problemer der er i områder som Nørrebro, men vi må samtidig tale om det på en måde, så vi ikke støder disse mennesker endnu længere væk. Jeg er dybt uenig med retorikken i Dansk Folkeparti, men Radikale Venstre og venstrefløjen bærer en del af ansvaret for, at Dansk Folkeparti blev et stort parti, for man ville ikke se udfordringen i øjnene.