Man har lov at være anderledes

Ingen mennesker er født onde, mener Vibe Klarup Voetmann, direktør i PsykiatriFonden

Hvad er det største etiske problem i dag?

Jeg synes, at det enorme fokus på den enkeltes succes er et problem. Det kommer blandt andet til udtryk i trangen til at portrættere sig selv som et menneske i evig medvind for eksempel på Facebook. Jeg er bange for, at det samtidig gør os mindre opmærksomme på, hvordan andre mennesker omkring os har det. Måske skaber det endda en immunitet over for andres ulykke. En af de helt store udfordringer er at nedbryde fordommene og fremme accepten af, at man har lov at være anderledes. At man ikke behøver være sportsstjerne, modedesigner eller have 500 venner på Facebook for at have et godt liv. Det er ikke blevet lettere de seneste år.

TEMA: Etisk udfordring

Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

På sundhedsområdet handler etikdebatten jo meget om, hvorvidt vi skal bruge pengene på hofter eller kræft, eller hvordan vi bedst forlænger den gennemsnitlige levealder. Jeg kunne godt tænke mig, at vi begynder at tale mere om livskvalitet og om, hvordan vi får skabt et godt liv for mennesker med psykiske sygdomme og problemer. Jeg er overbevist om, at mange flere med psykisk sygdom vil kunne blive integreret på arbejdsmarkedet, hvis vi som samfund får en større åbenhed over for det, der er lidt anderledes.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

I PsykiatriFonden står vi jævnligt i et dilemma, når vi bliver kontaktet af journalister, som vil skrive om psykisk sygdom. Vi ved, at det virker stærkest, når de mennesker, det handler om, selv står frem og fortæller om livet med for eksempel en depression eller skizofreni. Men samtidig risikerer de at bringe sig selv i en lidt sårbar situation, når de går offentligt ud. Derfor forbereder vi dem altid på, hvad det vil sige at møde pressen. Heldigvis kan vi se, at mange mennesker med psykisk sygdom selv får stort udbytte ud af at fortælle deres historie.

Hvad er den største etiske udfordring du har mødt?

I mange af mine job er jeg stødt på det, man normalt vil betegne som ondskab: Mennesker, som tilsyneladende bevidst og velovervejet gør andre fortræd. Men samtidig tror jeg i mit inderste ikke på, at nogle virkelig er født onde. Og det er et dilemma: Når vi møder ofrene, er vi naturligvis helt på deres side og kan let komme til at kategorisere gerningsmændene som uhyrer. Det er bare ikke gavnligt at forfalde til stereotyperne, hvis vi skal selve ondskaben til livs. Dilemmaet er derfor, hvordan vi på den ene side bevarer vores medmenneskelighed og forståelse og på den anden side utvetydigt og klart gør op med en adfærd, der er helt uacceptabel.