Fattigdom løses ikke med almisser

Christian Friis Bach (R) blev i denne uge udnævnt som udviklingsminister. Her ses han uden for Amalienborg i forbindelse med præsentationen af den nye regering. Foto: Jeppe Michael Jensen Denmark

Christian Friis Bach (R) blev i denne uge udnævnt som udviklingsminister. Tidligere har han været international chef i Folkekirkens Nødhjælp

Hvad er det største etiske problem i dag?

Det er sult og underernæring. Det er verdens største udfordring og verdens største etiske problem, at vi lever i en verden med overflod og overforbrug og samtidig med sult og underernæring. Det handler om børn, der fødes små og skrøbelige, fordi de ikke har fået mad nok under graviditeten, om børn, der dør alt for tidligt, og om børn, der intet lærer, fordi de er sultne, når de kommer i skole. Det er en menneskelig katastrofe, og det er en fundamental etisk udfordring, at vi lader det ske.

Synes du, at etiske problemer fylder nok i den offentlige debat?

Nej, det gør de ikke. Vi skal træffe mange valg, blandt andet om hvad det er for en verden, vi gerne vil leve i. De valg er begrundet i værdier, som skal komme af et stærkt etisk fundament. Det gør vi for lidt ud af.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

Jeg har meget svært ved at håndtere den enorme ulighed, jeg har mødt rundt i verden. Jeg synes, det er et stort etisk dilemma at komme på et kort besøg i en kæmpestor bil, med telefon, computer og kamera i en fattig landsby i Den Demokratiske Republik Congo eller Sudan, hvor du både kan se, mærke og lugte den helt ekstreme fattigdom. Den kæmpe kontrast mellem min velstand og den ekstreme fattigdom har jeg det altid svært med, selvom jeg har stået der mange gange.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

Den etiske udfordring er, at det kan være umuligt at se, hvordan man skal håndtere den enorme forskel på rig og fattig, når man står midt i det. Du kan ikke bare give dine penge, telefon, bil eller mad væk. Du står over for et markant råb om hjælp og samtidig med en viden om, at hvis du på kort sigt blot deler gaver ud, kan du gøre mere skade end gavn. Det skaber nemlig et usundt donor-almisse-forhold, en afhængighed og måske endda konflikt og frustration, når man kører væk igen. Vil vi bekæmpe sult og fattigdom, kræver det langt mere grundlæggende forandringer, og at fremskridtene forankres lokalt. Det tager tid. Meget lang tid.

anne.jensen@k.dk