Skal man vende den anden kind til?

Kirken kan være et skægt sted som her, hvor familie og venner kaster konfetti på et nygift par. YouTube viser en række episoder, der både frivilligt og ufrivilligt er endt med et godt grin. -

MED AFSTEMNING Når retssagen mod Anders Breivik forløber roligt, skyldes det skandinavernes evne til fredelig sameksistens. Men selvsamme gjorde også, at Breivik fik for let spil til at skyde løs på Utøya, mener forsker ved Oslo Universitet

Hvis det norske politi havde udvist et større heltemod, kunne det formentlig have reddet 10-15 af de unge, som blev ofre for Anders Behring Breviks kugler på den norske ø Utøya den 22. juli sidste år. Og hvis den norske mentalitet havde været anderledes, er det også muligt, at det ville være lykkedes nogle af de unge på øen at overmande Breivik, inden han nåede at dræbe 69 unge på sommerlejren.

Sådan lyder de kontroversielle udmeldinger fra Nina Witoszek, professor ved Oslo Universitets Senter for Miljø og Utvikling, alt imens retssagen mod Breivik lige nu er i gang i Oslo.

Witoszek forsker i den norske folkesjæl og har blandt skrevet bogen Norge verdens bedste land. Selv stammer hun fra Polen og definerer det som Skandinaviens store styrke, men i visse ekstreme situationer altså også som en svaghed, at vi som befolkninger har udviklet en mennesketype, hun kalder Homo Scandinavicus. En mennesketype, der er styret af et ædelt princip om pacifisme og fredelig sameksistens.

Homo Scandinavicus bunder i den kristne tradition, hvor man fokuserer på dialog, forsoning og fredsmægling og tager sig af samfundets svageste. Og hvor man mener at kunne tale, behandle og medicinere sig ud af alt. Også hvad angår rendyrket ondskab, som vi ser i tilfældet med Breivik. Jeg mener, der ligger en indbygget naivitet i at tro, at hvis vi er gode mod andre, vil de automatisk være gode mod os, siger Nina Witoszek.

Det er vældigt besnærende altid at ville den fredelige dialog, men den er ikke effektiv, når man støder på den virkelige ondskab, tilføjer hun.

Umiddelbart efter Breiviks nedskydning af ofrene på Utøya blev Witoszek kontaktet af sine kolleger fra sit eget hjemland, Polen. De undrede sig over, at der på en ø fuld af atletiske unge mænd ikke var nogen, der havde formået at gå sammen om at overmande Breivik. Og de undrede sig over, at det kunne tage det norske politi over en time at nå frem til øen og gerningsmanden. Det samme undrer også forskeren selv.
|
Jeg mener, at det norske politi var fejt, de var bange for at løbe en risiko og viste igen tegn på mod. Havde de reageret hurtigere, havde de kunnet redde liv. De kunne have gjort en stor forskel i en situation, hvor hvert minut talte. Men i stedet for at udvise heltemod og tage ud til øen, uanset om der var en eller flere gerningsmænd, gik de op i planlægning og i, hvilken båd de skulle sejle ud til øen i. De kunne have reageret prompte og have hoppet på en hvilken som helst båd med det samme. I en sådan situation må vi være indstillet på at slå tilbage i stedet for at planlægge og have en udredning klar. Der manglede den heroiske indsats, siger hun.

Hvad angår de unge på øen, tror Witoszek også, vi ville have set et andet handlemønster over for gerningsmanden, hvis det for eksempel var sket i Polen eller på Balkan. Flere ville have valgt kampen frem for flugten.

Hvis du er i en situation, hvor du skal miste livet uanset hvad, er det så ikke bedre, at kaste sig mod gerningsmanden? Hvis du skal dø uanset hvad, hvorfor så ikke gøre noget fint på vejen?.

Witoszek er udmærket klar over, at mange i Norge er fortørnede over hendes udtalelser. Danmarks selvbestaltede blærerøv nummer et, livs-stilseksperten og samfundsdebattøren Mads Christensen, erfarede noget lignende, da han endte i et sandt stormvejr, da han få dage efter Anders Behring Breiviks koldblodige handling i en klumme problematiserede, at de unge havde valgt at flygte frem for at angribe. At vi burde lære vores børn at slås, så de kan forsvare sig selv, når vi støder på ondskaben. Et stormvejr fra vrede danskere, der var så voldsomt, at han i dag ikke længere vil kommentere på sagen.

Nina Witoszek mener, at vi i Homo Scandinavicus-samfundet mangler en dimension. Vi ved ikke længere, hvordan vi skal forsvare os selv. Vi vender den anden kind til eller tager flugten frem for at kæmpe.

Man skal træne børn og samfundet i at tackle sådanne situationer, ikke nødvendigvis fysisk, men i hvert fald mentalt. Man skal kunne svare tilbage. Have et selvforsvar, siger hun.

Den danske filosof Arno Victor Nielsen er lodret uenig i, at Breiviks ugerning skal føre til, at vi i Skandinavien skal ændre adfærd og være mere på vagt.

Det er en uhyrlig situation at bringe den til torvs på og give ofrene skylden som slapsvanse. Breivik står tilbage som den, der har reageret sundt. Det er sygt at bringe det frem i forbindelse med Breivik. Man sagde det samme om jøderne under Anden Verdenskrig, at de selv slæbte sig til slagtebænken som kvæg, siger Arno Victor Nielsen.

Hvis man tror, at dagligdagspacifisme betyder, at man ikke vil kæmpe for sine værdier, så tager man fejl. Hvis nogen angriber vores muligheder, så bliver vi krigeriske, fordi vi kæmper for at leve i fred. Det viser historien også, at man vil gøre. Alle fascistiske systemer er blevet nedkæmpet gennem tid. De har tabt. Fordi de andre er stærkest. Pacifismens styrke er, at vi er i stand til at forene os, siger Arno Victor Nielsen.

Christian Groes-Green, antropolog og kønsforsker ved Roskilde Universitet, reagerede i sin tid på Mads Christensens udmelding og mener også, at opfordringen om, at vi som samfund skal være mere kampberedte og opdrage vores børn til det samme, er en farlig udmelding.

Så skal man spørge sig selv, hvad det er, vi skal lære vores børn at forsvare sig mod. Det må være op til hver enkelt og ikke en samfundsopgave at vurdere, om man har brug for forsvarsteknikker. Begynder vi at retfærdiggøre selvtægt, eller at borgerne begynder at straffe hinanden og bruge vold, så er det en ekstremt farlig tendens.

Folk må gerne gå til selvforsvar, men det bekymrer mig, hvis man forsvarer sig på grund af en øget frygt. Vi ser det også i forbindelse med bandekonflikten i København. Når bandemedlemmerne skyder på hinanden, siger de, at de gør det for at forsvare sig selv, siger Christian Groes-Green, der heller ikke forstår, at nogen undrer sig over, at ingen af de unge på Utøya formåede at overmande gerningsmanden.

Det er en mærkværdig kritik. Det var børn og helt unge, og man kan ikke forvente, at de skulle gøre modstand mod en toptrænet bevæbnet mand i forklædning som politimand. Jeg kan ikke se, hvordan det konkret skulle have kunnet lade sig gøre. Idéen om en helt, der pludselig skulle gå imod al frygt og lade livet for de andre, bygger på en urealistisk ofringslogik, som man kender det fra USA.

Også under den igangværende retssag i Oslo har særligt udenlandske medier undret sig over den stilfærdige stemning. Da en bror til en af de omkomne på Utøya i sidste uge smed en sko efter sin brors morder og råbte: Gå ad helvede til. Du dræbte min bror, var det et af de første og eneste voldsomme følelsesudbrud, der har været mod Breivik i retssal 250. Tankevækkende nok kom reaktionen ikke fra en norsk pårørende, men fra en mand, der har rødder i Mellemøsten.

Den lavmælte stemning er igen et udtryk for, at slagets gang styres af de rolige Homo Scandinavicus, mener Nina Witoszek, som dog i forbindelse med selve retssagen ser den rolige, demokratiske handlemåde som et stort plus.

Her fungerer det på bedste måde. Den ikke-aggressive, værdige og fredelige skandinaviske tilgang er helt fantastisk i situationer, der ikke kræver øjeblikkelig dramatisk respons, siger hun.

Både Christian Groes-Green og Arno Victor Nielsen er enige i, at netop nordmændenes håndtering af retssagen vidner om, at Norge tackler sorgen og Breivik på højeste menneskelige niveau.

Nordmændenes stilfærdige håndtering af retssagen mod Brevik skal ikke ses som et udtryk for, at de vender den anden kind til. Det er et udtryk for, at man gerne vil bevare det system, man har, og begrænse volden. Den bevidsthed gør, at man ikke optrapper volden, for gør man det, ved man godt, at Breivik i princippet har vundet. Der er tale om et velfungerende nationalt sammenhold. Det sammenhold bevirker, at man tackler sorgen og bearbejder følelserne i fællesskab. Men det er ikke kogt ned til øje for øje og tand for tand, påpeger Christian Groes-Green.

Arno Victor Nielsen kalder det et udtryk for den højeste civilisation.

Det er en sejr for den civiliserede verden, at man ikke giver los for primitive hævnfølelser og hujer og skriger. Det, der foregår i Oslo lige nu, er det højeste og fineste eksempel på civiliseret opførsel, siger han.

Knud Jørgensen er adjungeret professor ved Det Teologiske Menighetsfakultet i Oslo. Han forstår godt, at betragtere udefra har svært ved at forstå, at der ikke har været flere aggressive udfald mod Breivik under retssagen. Han tror, nordmændenes afdæmpede reaktioner skyldes helt klare signaler fra både kirken og statsministeren, snarere end at det norske folk altid reagerer med fred og demokrati. Og nordmændenes kontrollerede reaktioner skal heller ikke ses som et udtryk for, at man som folk har lagt sig fladt ned. Tværtimod.

Jeg tror også, at kirken i Norge har spillet en stor rolle. Kirken kom på banen umiddelbart efter katastrofen og mødte de sørgende og katastroferamte med sjælesorg og omsorg. Det har også betydet noget for denne Homo Scandinavicus, om man vil. Jeg er ikke sikker på, at vi pludselig er blevet bedre som mennesker. Men du har haft nogle stærke mekanismer, der på et tidligt tidspunkt har standset reaktionerne. Som er helt modsat en Behring Breiviks fascistiske holdning. På et tidligt tidspunkt er vi blevet klar over, at hvis vi svarer med fascismens våben, har vi tabt, mener Knud Jørgensen, som bor i Norge.

I bibelsk sammenhæng, i Bjergprædikenen, hører vi Jesu budskab: I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.

Men Knud Jørgensen mener ikke, at det råd fra Jesus kan bruges eller for den sags skyld bliver brugt i Breivik-sagen.

Jeg mener ikke, det bruges som etisk retningsgivende i en situation, hvor det handler om et menneske, der ødelægger, og hvor destruktive kræfter i den gad slippes løs, hvor der ikke er tale om nogen anger. Der er der ikke tale om vende den anden kind til. Der er der tale om at standse ondskaben og kalde den ved sit rette navn. Tanken om at vende den anden kind til hører til i en anden situation, hvor der er tale om en vis personfornærmelse. Men her er der tale om noget, der river samfundet i stykker. Det kræver en reaktion.