Røde Kors-chef: Hvilke krigsofre skal hjælpes først?

Det er et stort dilemma at afgøre, hvem der har mest behov for nødhjælp, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Dansk Røde Kors. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

ETIK-JULESERIE: Det er et stort etisk dilemma at afgøre, hvordan vi skal prioritere vores ressourcer, når vi ikke kan hjælpe alle, siger Dansk Røde Kors' generalsekretær Anders Ladekarl

Etik.dk spørger i løbet af december en række markante personligheder om, hvad der bliver næste års største etiske dilemma. I dag svarer generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl: Hvad mener du bliver det vigtigste etiske dilemma at løse i 2013?

Etiske dilemmaer kan man ikke sætte årstal på. Jeg står derfor ikke overfor noget specielt dilemma i 2013, men et generelt dilemma som præger mit arbejdsliv hver eneste dag: At vælge. Ikke at vælge til det kommunalvalg, der kommer i 2013, men at vælge hvem og hvordan vi skal hjælpe i Røde Kors.

Dilemmaet er mest åbenlyst når det gælder liv og død. Det er det, vi kalder triage valget mellem hvilke ofre, der skal behandles, når et felthospital modtager alt for mange ofre for f.eks. en krigshandling.

Lige nu har vi et stort dilemma i Syrien, hvor 21 frivillige har mistet livet for at hjælpe ofrene for borgerkrigen. Flere er blevet såret og mange arresteret. Hvornår bliver prisen for at hjælpe for høj? Hvor mange frivilliges liv kan vi risikere for at hjælpe? Hvert år risikere frivillige og medarbejdere i Røde Kors deres liv for at hjælpe så det er et dilemma, der ikke bare går væk.

Men valg-dilemmaet er også til stede i mindre dramatiske situationer. Når tusinder af ensomme står på venteliste for at få en besøgsven, og der mangler besøgsvenner. Hvordan vælger vi, hvem der er mest ensom? Eller hvordan vælger vi, hvem der har mest behov for vores nødhjælp, når vi nu ikke kan være til stede i alle verdens brændpunkter? Kan bekæmpelse af nød og fattigdom overhovedet prioriteres?

Hver eneste dag er der valg på dagsordenen hos Røde Kors og i mit liv. Der er masser af disse valg, som påvirker min nattesøvn.

Andre artikler i serien:
Rigshisoitalets direktør: Organdonation er tidens største etiske dilemma

Hvordan angriber du de etiske dilemmaer?

Etisk er det godt at have nogle principper for de valg, man træffer. I Røde Kors har vi overordnet syv principper, der står som en vejledning til vores arbejde. De hedder medmenneskelighed, upartiskhed, neutralitet, uafhængighed, frivillighed, enhed og almengyldighed.

Men ofte støder Røde Kors syv principper på virkeligheden, og så gælder det om at huske på, at ingen kan redde hele verden. Men alle kan være med til at gøre en forskel.