Præstens etiske dilemma: De mange menneskelige konflikter

Sognepræst og formand for Præsteforeningen, Per Bucholdt Andreasen, fortæller her om de største etiske dilemmaer, hans faggruppe står i Foto: Leif Tuxen.

Hvilke etiske dilemmaer møder præster, lærere, sygeplejersker, skraldemænd og andre faggrupper i deres arbejde? Det spørger Kristeligt Dagblad om i denne serie

Her svarer Per Bucholdt Andreasen, sognepræst og formand for Præsteforeningen

Hvad er det største etiske dilemma, du har oplevet i forbindelse med dit arbejde?

Som præst kan jeg netop ikke fortælle om det største etiske dilemma, jeg har oplevet i forbindelse med mit arbejde, fordi det er i forbindelse med sjælesorg, og fordi det er omgivet af min tavshedspligt. Begyndte jeg at beskrive situation, selv i en anonymiseret form, ville det menneske, der havde betroet sig til mig, muligvis kunne genkende situationen og dermed opleve, at jeg luftede interessante og spændende etiske dilemmaer over for andre.

Det er derfor, præstens tavshedspligt er absolut, så længe det ikke handler om, at man kan forhindre forbrydelser eller forhindre overgreb ved at bryde tavshedspligten.

Derfor kan præster heller ikke afkræves vidneforklaring i forbindelse med retssager, hvor man eventuelt ved, at den anklagede har haft kontakt med præsten. Det skal være sådan, at man kan betro sig til en præst med 100 procent sikkerhed for, at det ikke bliver fortalt videre til andre.

Andre artikler i samme serie:
- Journalistens etiske dilemma: Hvad gør det ved mennesket at bringe historien?
- Lægens etiske dilemma: Døende kvinde ville ikke have blod

Derfor kan man som præst sagtens komme i en situation, hvor man selv får et etisk dilemma, fordi man får en viden, som man måske etisk set synes, at dem, der er i klemme i dilemmaet, burde have del i. Den situation kan netop være et stort etisk dilemma for præsten.

Det interessant er imidlertid, at tavshedspligten på en måde også beskytter præsten og dermed bringer ham eller hende ud af det etiske dilemma og dermed løser det.

Du kommer altså ikke i en situation, hvor du skal gøre dig mange overvejelser om, hvad du brude gøre i den situation, der er omfattet af tavshedspligten. Der et kun ét at gøre: At holde mund.

Hvilket stort etisk dilemma står din faggruppe jævnligt i?

Nogle af de etiske dilemmaer, jeg jævnligt har mødt som præst, handler om relationer mellem mennesker. Det kan være familieforhold, samlivsforhold, utroskab, konflikter imellem venner også om økonomiske spørgsmål.

Det kan ofte være svært at håndtere disse dilemmaer, fordi det netop er vanskelige dilemmaer, som er svære at løse. Derfor er det også, at folk kommer til præsten for at få hjælp eller for at få en anden til at lytte og måske finde løsninger. Men ofte er opgaven netop at lytte, prøve at få en anden synsvinkel på, måske så i fællesskab at pege på løsninger.

Men det er langt fra sådan, at der kan etableres færdige løsninger; nok nærmere at man kan bidrage til en proces, hvor vedkommende får mulighed for at tænke videre over situationen og selv komme frem til det. der er løsningen på det etiske dilemma.