Lærerens etiske dilemma: Eleven man aldrig glemmer
Hvilke etiske dilemmaer møder advokater, præster, lærere, bedemænd, skraldemænd og andre faggrupper i deres arbejde? Det spørger Kristeligt Dagblad om i denne serie
Her svarer Anders Bondo Christensen, der formand for Danmarks Lærerforening. Han har selv arbejdet som lærer i mange år.
Hvad er det største etiske dilemma, du har oplevet i forbindelse med dit arbejde som lærer?
Mange lærere står i et dilemma, når de har en elev, som er ekstremt udfordret på hjemmefronten. Det går ud over koncentrationen i skolen og kan gøre barnet udadreagerende. Og nogle gange står vi med en klar fornemmelse af, at eleven kommer til at forlade skolen med en følelse af: jeg duer ikke.
Som lærere står vi måske i den situation, at eleven ikke kan få de tilbud, som er nødvendige for at komme godt igennem skoletiden. Det gør det vanskeligt at få løftet den elev, også selvom man gør, hvad man kan. De elever husker vi resten af vores liv.
Andre artikler i samme serie:
Advokatens etiske dilemma: Lov og ret er ofte uretfærdig
Præstens etiske dilemma: De mange menneskelige konflikter
Lægens etiske dilemma: Døende kvinde ville ikke have blod
Journalistens etiske dilemma: Er mennesket eller historien vigtigst?
Der opstår endvidere et dilemma, når man begynder at overveje, om man skal drage socialforvaltningen ind i sagen. Man vil gerne beholde et godt forhold til forældrene, men man ved, de vil reagere negativt på en henvendelse. Og man vil jo barnet det bedste.
Det er fantastisk svært at gøre noget ved, for vi kan nu en gang ikke ændre på elevens familiemæssige baggrund.
Jeg havde sådan en elev på de små klassetrin engang. Han kom fra en svag baggrund, og fordi han var ukoncentreret i skolen, gik det ud over hans sociale relationer. De andre i klassen forstod heller ikke, hvad han kæmpede med.
Det er mere end tredive år siden, og selvom jeg forlod skolen, længe før han var færdig, husker jeg ham stadig tydeligt. Og jeg husker også den bekymring, jeg havde for min egen indsats. Man gør alt, hvad man kan, og alligevel står man med den risiko, at eleven forlader skolen uden at tro på sig selv.
Hvorfor er det svært?
Det er fordi, de her elever kommer til at betyde meget for os som lærere. Det er ikke som lægens patienter, der forsvinder, når de er færdigbehandlede. Vi følger børnene år efter år, og vi kan ikke bare læne os tilbage, og sige nå, der tabte vi en på gulvet.
Vi er faktisk lige gået i gang med at lave et projekt, som hedder jeg dur. Det skal skabe fokus på, hvordan vi kan hjælpe lærerene med at navigere i situationer med udfordrede elever.
Vi kan aldrig undgå, at situationen opstår. Men vi kan give lærerne de bedste redskaber til at klare det.
Hvilket etisk dilemma møder din branche jævnligt?
Lærerene kommer til at stå over for mange andre dilemmaer i fremtiden. Lige nu er der en ny folkeskolelov, hvor man vil måle skolernes kvalitet på, hvor dygtige eleverne er til at læse og regne. 80 procent af eleverne skal være i stand til at klare sig godt i tests, lyder målsætningen.
Vi ved, at når der er så ensidigt et fokus fra politisk hold, så er det uundgåeligt, at det også bliver elevernes, forældrenes og lærernes fokus. Men det sker på bekostning af alt det andet eleven skal lære for at kunne begå sig i voksenlivet: Demokratisk dannelse, kreativitet, musiske kompetencer og så videre. Nogle vil komme igennem skoletiden uden de nødvendige forudsætninger, fordi man kun har fokuseret på den snævre faglighed i læsning og regning.
Det er et kæmpe dilemma, om man som lærer skal gøre, hvad man får besked på af politikere, eller gøre det, man ved, er det rigtige. Som lærere har vi nogle professionelle forudsætninger gennem vores uddannelse. Vi har erfaring og er i stand til at vurdere fra barn til barn, hvilke forholdsregler der skal tages.
Nogle af de lovændringer savner enhver forskningsmæssig begrundelse og kan sammenlignes med, at man fra Christiansborg ville fortælle en erfaren kirurg, hvordan han skulle operere. Det ville man jo aldrig gøre.