Hvorfor skal vi kigge på afskrællede lig?
Den anatomiske udstilling "Body Worlds", der vises på Experimentarium i København, er tæt på pornografi, mener en ekspert, mens en anden kalder dens budskab for smukt
En mand står i en position med bagoverbøjet overkrop og er tilsyneladende i gang med at fyre en solo af på den elektriske guitar, han holder i hænderne. Men han har ikke noget tøj på. Intet hår. Og heller ingen hud. Den er blevet skrællet af ind til de kødfarvede muskler, hvide sener og knogler. Ud fra hulerne i det afpillede kranium stirrer to glasøjne.
"Det er en god idé at vise en krop i bevægelse, men at putte en guitar på er lidt poppet. Man tænker ikke på, at det er et lig, jo måske lige kraniet. Det ser godt nok lidt makabert ud," siger Mickey Gjerris.
Han er cand.theol., ph.d. og lektor på Center for Bioetik og Risikovurdering ved Københavns Universitet samt nyudnævnt medlem af Det Etiske Råd. Kristeligt Dagblad har inviteret ham med til åbningen af udstillingen "Body Worlds" på Experimentarium i Hellerup nord for København med det formål at se på den med et etisk blik.
Udstillingen viser døde menneskekroppe og organer, der er blevet bevaret via en teknik kaldet plastination. Den består i, at bløde dele af den flåede menneskekrop ved en kemisk proces erstattes af silikone og epoxy, hvorefter de farves og formes i bestemte stillinger.
Bag udstillingen står den tyske mediciner, forretningsmand og anatomikunstner Gunther von Hagens, der kun anvender lig, der er blevet doneret til ham af mennesker, som i deres testamente har udtrykt ønske om, at de vil udstilles eller sælges til anatomiske samlinger.
Set i det perspektiv er der intet ulovligt ved udstillingen. Den samme nagelfaste dokumentation om tilsagn fra de afdøde var ikke til stede ved den lignende udstilling "Bodies", der blev vist i H.C. Andersen Slottet i København i 2008. Her havde afsjælede kinesere lagt krop til.
Men også Gunther von Hagens? udstilling, der vækker opsigt over hele verden og er set af 30 millioner mennesker, er omdiskuteret og vækker forargelse. Den er blevet kritiseret for ikke at tjene videnskabelige formål og for at eksponere kønsdele og vise et par i samlejestilling.
Men hvorfor se på afskrællede lig? Hvilket formål tjener det? Og er der grænser, etiske som æstetiske, der bliver overskredet?
"Chokeffekten fortager sig hurtigt," siger Mickey Gjerris efter at have nærstuderet tableauer som "Guitaristen", "Linedanseren", der bærer sine indvolde i strakt arm over hovedet, "Stafetløberen", der har sit skelet løbende efter sig, "Skakspilleren" og en serie hjernetværsnit mellem glasplader i en montre.
Ligesom "Badmintonspilleren", "Svømmeren", "Liggende gravid kvinde" med kig ind til det døde barn i livmoderen og parret, der har samleje, er det døde kroppe, der tilhører mennesker, der engang var levende ligesom os, der nu står og kigger på dem.
"Det er biologisk fascinerende at se så direkte, hvordan kroppen er skruet sammen. Men hvis de var lavet af plastic, ville man så kigge på dem? Nej, det er, fordi det er rigtigt døde mennesker, at det tænder," siger Mickey Gjerris.
I Tyskland, hvor Gunther von Hagens? virksomhed holder til i Guben nær grænsen til Polen, har kirkelige kredse diskuteret, om det skal være tilladt at udstille den menneskelige krop som i "Body Worlds". Det har dr. theol. og professor i systematisk teologi og religionsfilosofi Hermann Deuser, der er forskningsprofessor på Max-Weber-Kolleg ved universitetet i Erfurt, ingen problemer med.
"Jeg mener ikke, at det skal være forbudt. Den grænse, der overskrides, er den æstetiske. Æstetisk set er der en grænse mellem tabu og det at oplyse om noget, vi ikke har set før. Det er den problemstilling, som udstillingen rejser, for det er ikke nødvendigt at vise de døde kroppe frem."
"Det æstetiske kan ikke adskilles fra det etiske. Det handler ikke kun om at se på udstillede kroppe, men også om, hvordan man kigger på sin omverden. Og dér er det nødvendigt at kende grænsen for, hvornår det ligesom pornografi kan blive smagløst, og hvor man kan tale om voyeurisme," siger Hermann Deuser.
Det nyfigne aspekt ved at se på døde mennesker kan kamme over, mener også cand.theol. og lektor Mickey Gjerris. Men overordnet set synes han, at udstillingen er etisk okay. Den sætter fokus på organdonation. Og er et spændende projekt, der i en tid med dyrkelse af den perfekte krop viser, at under huden er vi alle ens, og vi skal alle dø.
"Kroppen uden hud er som fænomen smuk i al sin enkelthed og funktionalitet og store kompleksitet. Samtidig er den så sårbar. Så det blivende indtryk for mig er af en sårbar skrøbelighed, der minder mig om, at vi bærer hinanden, mens vi lever, og har pligt til at søge at være en hjælp for hinanden snarere end hinandens modstandere og konkurrenter. En erfaring, der understøttes af det fællesmenneskelige grundvilkår, som kroppen og døden er, og som udstillingen bringer frem i bevidstheden."
"Hvordan, man reagerer på det, er afhængig af, hvem der ser. Da fjernsynet forleden viste klip fra udstillingen, syntes to af mine børn, at det var vildt spændende, mens den tredje sagde, at ?det ville han aldrig ind at se?. Det bør man tænke over, inden man slæber børn med eller tager af sted en hel skoleklasse. For nogle børn vil det være for voldsomt at se de udstillede lig, der kan ligne zombier i et horrorshow," siger Mickey Gjerris.
Han kan ikke forestille sig, at hans nærmeste eller han selv fik et efterliv på "Body Worlds".
"Jeg ville synes, at det var underligt, hvis min mor døde og donerede sin krop til det her. Så ville jeg virkelig ikke bryde mig om at se udstillingen. Når man er død, er man død, og man respekterer den, der er død, og det afdøde legeme ved at begrave det – og ikke udstoppe det og komme det på udstilling. Det vil jeg ikke kunne holde ud. Dér er vi forskellige, og det må man også respektere."