Hvor længe skal samleveren holde ud?

Sjældent har man haft mulighed for at læse en forfatter, som så kompromisløst udfordrer vores verdenssyn og de gængse klicheer og myter, vi opererer med. Mon hendes mange kritikere har sat sig ind i forfatterskabet? Her ses forfatteren foran sit hjem i Wien kort efter meddelelsen om Nobelpris-tildelingen for 2004. -- Foto: Scanpix.

Annas mand døde for tre år siden af en hjernesvulst. Under hans sygdom forsvandt den mand, hun havde giftet sig med, men længe blev hun hos ham. Fageksperter er enige om, at den raske partner skal kæmpe med den syge, men at man ikke skal holde fast for enhver pris. Anna holdt fast, indtil hun selv var næsten brændt ud

Anna kan ikke huske præcis, hvor hun fik beskeden. Måske var det i hospitalets kantine. Måske var det på lægens kontor.

Men hun kan huske indholdet i beskeden: Vi må se, hvordan han reagerer på strålebehandling. Vi kan ikke gøre andet for ham, lød lægens ord.

LÆS OGSÅ: Dilemma: Må man forlade en psykisk syg partner?

Det er en vinterdag i 2004. Annas mand, Thomas, er indlagt på Glostrup Sygehus. Herfra køres han frem og tilbage til Herlev Sygehus, hvor han modtager kraftig strålebehandling. Strålerne skal brænde den hjernesvulst væk, som har ændret Thomas. Fra en overskudfyldt 35-årig familiefar med eget firma til en syg mand, der kræver konstant omsorg og pleje. Sådan var det ikke syv år tidligere, hvor Thomas læge opdagede svulsten. Den var godartet, lød beskeden, Thomas blev opereret, og livet fortsatte. Han behøvede ikke frygte for sit liv.
|
Men i 2003 går det op for Anna, at Thomas er langt mere syg, end de har vidst. Ægteparret er sammen med børnene på fire og seks år til et bryllup i London, og Anna har i nogen tid undret sig over, at Thomas er begyndt at tale usammenhængende og ikke bidrager i hjemmet. I den britiske hovedstad kulminerer det. Under et besøg i en af byens store kirker forsvinder han pludselig. Anna aner ikke, hvor han er, før langt senere på dagen, hvor hun finder ham på hotellet. Han var pludselig taget på marked uden et ord.

LÆS OGSÅ: Vi holder fast i vores syge samlever

Flere gange i løbet af turen til London tisser Thomas i bukserne. Han kan ikke længere holde på vandet. Da familien kommer tilbage til hjemmet lidt uden for København, bryder Anna sammen.

Anna, som i dag er 48 år, var på det tidspunkt en af de flere hundredtusinde danskere, som er partner til en person, der lider af kræft, demens, svære depressioner eller psykoser. Sygdomme, som kan forandre en person skelsættende, og som i kræft- og demenstilfældene ofte ender med døden.

I de fleste af tilfældene holder den syges samlever fast. Den raske kæmper og gør alt tænkeligt for at støtte sin syge mand eller hustru, fortæller en stribe fageksperter og patientorganisationer. Men i den kamp opstår også et dilemma, mener flere: For hvor længe skal den raske person blive i en situation, som slider voldsomt både fysisk og psykisk?

Anna holdt fast og kæmpede. Længe. Da hun og Thomas kommer hjem fra London, har hun mest lyst til at sætte sig i et hjørne og græde. I flere år har hun vist overskud og taget sig af Thomas og de børnehavegamle børn, og nu forværres hans hjernesvulst. Kræft udvikler sig i hjernen. Under strålebehandlinger og en operation er Thomas indlagt på Glostrup Sygehus i fire måneder hen over nytåret 2003/2004. Han kan hverken tale, skrive eller gå og skal mades.

Jeg bruger mine sidste kræfter på at holde mig selv og vores børn oven vande. Jeg havde fået orlov fra mit arbejde for at være hos Thomas, men samtidig havde jeg to små børn at passe på. Jeg kan faktisk ikke huske så meget fra den periode, for det meste var ret sort. Jeg græd og græd og græd og skrev en masse digte, fortæller Anna.

Da sygehuset udskriver Thomas, kommer hans tale langsomt tilbage sammen med benenes bevægelighed. Alligevel er både Anna og Thomas forældre enige om, at han skal i plejebolig for at få den bedste omsorg. Thomas er også enig, men håber at kunne komme hjem igen.

På det tidspunkt taler jeg med rådgivningen i Kræftens Bekæmpelse for at have nogen at læne mig op ad. Vi taler om uretfærdigheden i, at han skal være så syg ... Annas stemme knækker, og gråden presser sig op gennem halsen.

Han var så godt et menneske. Det var uretfærdigt, at han skulle være så syg. Hvorfor skal man være så syg, når man har så dejlige børn?.

Anna begynder så småt at overveje, hvordan hun og børnene skal komme igennem Thomas sygdom.

Det dilemma, Anna stod i, nikker Christine E. Swane genkendende til. Hun erkultursociolog ogdirektør i EGV Fonden, Ensomme Gamles Værn. Herigennem har hun haft kontakt med talrige personer i samme situation som Anna.

Vi vil så gerne passe på hinanden, og det gør det bare endnu sværere at forlade sin syge kæreste eller ægtefælle. Der kommer man i et særligt moralsk dilemma, for med sygdommen bliver man ulige. Man har sagt ja til at være sammen og passe på hinanden i medgang og modgang, men når forholdet grundlæggende forandres, er man ikke længere lige partnere.

Det forhold, der engang var mellem to personer, kan forsvinde lige så langsomt i takt med sygdommen, forklarer hun.

Den raske kan komme til at føle sig meget ensom, fordi man ikke kan kommunikere på lige fod om det, der er så svært. Det bliver to halve liv.

Når livet på den måde udfordres for både den syge og den raske, opstår dilemmaet for den raske: Hvor længe skal jeg holde fast og kæmpe? Og det er en dybt tabubelagt tanke, mener Inge Kaldahl Friberg, leder af Kræftens Bekæmpelses rådgivning i Aalborg.

Der er i samfundet generelt meget lidt forståelse for, hvor hårdt det kan være at leve med en syg. Det hårde består blandt andet i, at sygdommen kan vare i mange år og medføre store personlighedsforandringer og måske manglende intimitet. Metastaser og tumorer kan trykke på centre i hjernen, så personen ændrer sig, og der er det de allernærmeste, der virkelig skal tage et langt, sejt træk.

Den manglende forståelse fik for få år siden ansigt ved Kasper Bech Holten. Den daværende operachef fra Det Kongelige Teater blev mere eller mindre lynchet i tabloidmedierne og i den offentlige debat for at forlade sin kræftsyge kone, Kamilla Bech Holten, inden hun i 2008 døde. Eksempelvis skrev debattør Suzanne Bjerrehus i en klumme i Ekstra Bladet, at:

Han tænkte ikke med hjertet, men med hovedet, da Kamilla fik kræft. Hun bliver for tidskrævende, min søvn, min karriere, mit store job, mit liv, min fremtid. Jeg er ikke forelsket længere. Mig, mig, mig.

Men man kan slet ikke vurdere forholdet mellem andre mennesker på den måde, mener Christine E. Swane.

Der er ikke noget moralsk rigtigt svar i situationer, hvor den ene part er alvorligt syg. Der er så mange ubekendte, at det ikke er indsigtsfuldt at tale om rigtigt eller forkert. Man skal ikke gøre sig til dommer over andre menneskers liv. Specielt ikke, når der er noget på spil, som rækker langt ud over det, vi normalt forlanger af os selv og hinanden.

Da Thomas flytter ind i sin plejebolig, besøger Anna og børnene ham dagligt. Men Thomas er ikke den samme mand længere, og Annas ressourcer er ved at være brugt op.

Jeg havde et enormt behov for, at nogen tog sig af mig og holdt om mig. Jeg følte ikke længere, at jeg var en ordentlig mor. Jeg følte, at jeg var nødt til at lade mig skille for at overleve. Men min moral bød mig det så meget imod. Vi skulle jo være sammen altid. Han var min mand og mine børns far. Det ligger bare i luften, at man ikke forlader sin syge mand.

Omtrent to år efter, at Thomas er flyttet i plejebolig, lader Anna sig skille.

Men før og efter skilsmissen er der slet ingen forskel i vores kontakt. Jeg kommer lige så meget i plejeboligen, han er med hjemme, han fejrer højtider sammen med os, og børnene ser ham. Det var simpelthen et spørgsmål om papir, før min moralske side kunne sige, at det var o.k., at jeg ledte efter en, der kunne være der for mig. Annas stemme bliver igen grødet.

To år efter skilsmissen sover Thomas ind i en alder af 40 år. Fra venner og familie møder Anna bred forståelse for skilsmissen. Thomas forældre bakker hende også op. Selv er hun i sorg over at have svigtet sin mand. Sådan føler hun det. Den sorg genkender Kristeligt Dagblads brevkasseredaktør Annette Due Madsen, der er psykolog og leder af Center for Familieudvikling.

Et menneske, som overvejer at forlade en syg partner, er ofte selv i sorg, fordi der er tale om et reelt tab. Man kan miste et menneske, selvom der ikke er tale om dødsfald, for vi kan miste den partner, vi kender, siger hun og udlægger sit syn på dilemmaet i at gå fra en syg partner:

Der er to stemmer inden i mig. Den ene siger, at trofasthed er afgørende og en uvurderlig egenskab. Når et menneske bliver sårbart med depression eller en kræftsygdom, er det af største betydning, at nogen er der for en. Hvis man forlades i den situation, kastes man let ind i en dobbeltkrise, hvor man ellers har allermest brug for at blive elsket. Den anden stemme har forståelse for, at man også kan nå en grænse for, hvad man kan magte. Udmattelsen kan blive for langvarig, især når det gælder en partner, som ikke kommer tilbage til sin normale bevidsthed.

Thomas kom aldrig tilbage til sin normale bevidsthed. Men når Anna og børnene på 12 og 14 år i dag taler om ham, er det alle de positive minder, der dukker op. Med Annas ord:

Thomas vil altid være med mig. Jeg har ikke givet slip på ham, bare fordi jeg lod mig skille.

gehlert@k.dk

Anna og hendes afdøde mand optræder med opdigtede navne. Redaktionen kender deres rigtige identitet.