Fosterundersøgelser skaber store dilemmaer

Når man siger ja til fosterundersøgelser, siger man også ja til et potentielt dilemma. De fleste, der venter et handicappet barn, vælger det fra. Dermed siger de ja til livslang skyld, men også sorg, selvom de ved, de traf den rette beslutning

Gravide, der ønsker en scanning tidligt i graviditeten, booker selv en tid på internettet, hvis de bor i hovedstaden. Når dagen oprinder, er deres dagsorden først og fremmest at se det lille foster, få et foto med hjem til køleskabslågen og så selvfølgelig blive forvisset om, at alt er o.k.

Når de kommer ind til scanningen, spørger vi dem altid, om de er klar over, at dette er en scanning, der vurderer risikoen for at få et barn med Downs syndrom, forklarer professor på Rigshospitalet Ann Tabor.

Spørgsmålet er nødvendigt, idet en undersøgelse for nylig dokumenterede, at de gravide, og samfundets dagsorden i forbindelse med fosterdiagnostik er vidt forskellig.

Samfundet tilbyder en risikovurdering for at finde de børn, der afviger fra det normale. Kvinderne derimod vil gerne scannes, så de kan få et foto med hjem og i øvrigt blive forsikret om, at alt er i orden, siger udviklingskonsulent i Jordemoderforeningen Lis Munk.

Hun mener dermed, at praktiserende læger og jordemødre er pålagt en yderst udfordrende opgave, når de skal informere gravide. For selvom de giver nok så uddybende informationer, er det ikke sikkert, at kvinderne helt erkender, at når de siger ja til nakkefoldsscanningen, risikerer de i sidste ende at skulle tage stilling til, om de vil gennemføre graviditeten med et sygt barn eller afbryde den ved en provokeret abort.

Når man siger ja til fosterdiagnostik siger man også ja til et dilemma, påpeger Lis Munk.

Viser en scanning, at der er forhøjet risiko for, at der er noget alvorligt galt med fosteret, kan de gravide få taget en moderkagebiopsi, der giver endeligt svar på kromosomundersøgelsen.

På Rigshospitalet har man valgt at ringe med det svar til alle, uanset om det er positivt eller negativt. Vordende forældre får så vidt muligt heller aldrig problematiske beskeder om fredagen. Er svaret, at der er noget galt med fosteret, tilbydes parret herefter en samtale på hospitalet. Er det den tidlige nakkefoldsscanning, har de relativt god tid til at overveje situationen, mens den sene misdannelsesscanning omkring 20. uge kræver en hurtigere afgørelse.

At det ikke altid foregår sådan på alle landets hospitaler, vidner de mange opkald til Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød samt Landsforeningen Lev om. Navnlig førstnævnte får mange henvendelser ofte flere hver uge.

Mange har voldsom skyldfølelse, samtidig med at de sørger som andre kvinder, der har mistet et ønskebarn. Flere siger direkte, at de har spillet Gud over for deres eget barn og slået det ihjel, siger rådgiver og jordemoder Tina Arvidsen og fortsætter:

De er tvunget til at træffe en beslutning, de dybest set slet ikke har lyst til, siger hun.

Tina Arvidsen understreger, at de fleste kvinder bagefter mener, at de traf den rette beslutning ved at afbryde svangerskabet, men samtidig har de svært ved at leve med den skyld, som deres valg har påført dem.

Mange er meget tøvende og i tvivl om, hvorvidt de har ret til at bruge vores tilbud, når de selv har besluttet at afslutte graviditeten. Men deres sorg over at miste et barn er lige så gyldig som de kvinders, der har mistet et barn på grund af naturens luner, siger hun.

I LEV peger socialrådgiver Sandra Krebs Hille på, at det er voldsomme dilemmaer, kvinderne kommer i. En enkelt gang er hun blevet kontaktet af en mor, der ønskede at sagsøge hospitalet, fordi hun havde fået et handicappet barn trods scanningen.

Så bliver man jo bekymret for bindingen mellem mor og barn, når moderen vil klage over dets eksistens. Flere giver udtryk for, at de føler sig forført til abort. Det er voldsomt eksistentielle spørgsmål, konstaterer hun.

Sociolog Nete Schwennesen er ved at lave en ph.d.-afhandling om, hvordan kvinder i praksis håndterer det informerede valg i forbindelse med fosterdiagnostik. På den ene side knytter scanningen med sin visualisering af fosteret tidligt moderen til barnet, på den anden side er parret herefter i et voldsomt dilemma, hvis noget ikke er, som det skal være.

Mange er på herrens mark og vil gerne læne sig op ad en ekspert. Det er en etisk svær situation, og det er ganske svært for nogle at erkende, at de er alene med det valg. Ingen ekspert kan træffe det for dem.

Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød har udgivet pjecen Om provokeret fødsel at træffe valg ved svære misdannelser eller sygdom.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk