Bare jeg når at få mit adoptivbarn
Selvom 42-årige Birgitte Larsen har haft svære odds for at få et barn, håber hun, at det snart lykkes. Hun har sagt nej til fertilitetsbehandling for i stedet at adoptere. Men uret tikker, og måske når hun ikke ikke at få et barn, før hun bliver for gammel til at adoptere
På en sølvtråd i hjørnet af den lille kvistlejlighed er billeder fra Birgitte Larsens liv hængt op med små klemmer. Et af billederne forestiller den plejefamilie, hun har boet hos, siden hun var 15 år. Hun har stadig et meget tæt forhold til familien. De ser ofte hinanden, og familien er, som var de hendes biologiske søskende, forældre, onkler og tanter. Men det er de ikke. Og det har formentlig gjort det nemmere at tage beslutningen om at adoptere. For Birgitte Larsen har selv oplevet, at man sagtens kan vokse op i en familie og få kærlighed og tryghed selvom det ikke er ens biologiske familie.
Det er snart otte år siden, at hun besluttede sig for at adoptere. Hun havde på det tidspunkt kæmpet med store problemer i underlivet. Lægerne fandt ud af, at hun blandt andet havde cyster og muskelknuder i underlivet. Selvom hun havde et brændende ønske om at blive gravid med sin daværende kæreste, kunne det kun lade sig gøre på naturlig vis.
Hvis det skulle lykkedes, krævede det fertilitets-behandling. Men det takkede Birgitte Larsen nej til. Hun ville ikke trækkes igennem de mange behandlinger.
Af hensyn til mig ville min kæreste gerne, at vi fik fertilitetsbehandling. Men jeg havde ikke lyst. Det gik pludselig op for mig, at jeg ville adoptere. Jeg havde i flere år kæmpet med mit underliv, og jeg havde bare lyst til at springe direkte i mål og få et barn. Desuden har jeg så positive oplevelser med at danne familie med andre end dem, jeg deler gener med. Så selvom jeg måske kunne blive gravid, var tanken om et adoptivbarn langt fra skræmmende, siger hun.
Birgitte arbejder i dag som dyrlæge i Sverige. Det er også her hun bor, når ikke hun er i sin lejlighed på Amager.
Igennem mit arbejde som dyrlæge kender jeg alt for godt til fertilitetsbehandling. Jeg er ikke en ko, og jeg har ikke lyst til at få sprøjtet en masse hormoner ind i kroppen for at producere en masse æg. Jeg mener ikke, at fertilitetsbehandling blot er en velsignelse. Rigtig mange kvinder prøver i mange år at blive gravide på den måde. Men jeg kender til flere, som har tabt barnet flere gange og er blevet deprimeret gang på gang. Det havde jeg ikke lyst til, siger hun.
Efter noget tid gik Birgitte Larsen og ekskæresten fra hinanden. Alligevel holdt hun fast i beslutningen om at adoptere.
På det tidspunkt var Birgitte Larsen ved at uddanne sig til dyrlæge, og hun vidste godt, at hun derfor ville få svært ved at blive godkendt til at adoptere. For det er et krav fra mange adoptionslande, at man har fast arbejde, og samtidig er det ikke alle lande, der vil give deres børn til enlige.
Da uddannelsen nærmede sig sin slutning, blev Birgitte Larsen endelig godkendt til at adoptere. Nu venter hun på at få et barn fra Kina. Men det er ikke sikkert, at hun nogensinde får en lille pige eller dreng. For i mellemtiden har hun rundet de 40 år, og alderen kan sende hende direkte ud i en tilværelse uden børn. I Danmark må der nemlig højest være 40 år mellem adoptivbarnet og moderen eller faderen. Når Birgitte Larsen næste gang skal have godkendt sin adoptionssag i 2009, er hun rundet 44 år, og så kan det blive rigtig svært. De fleste børn fra Kina er nemlig mellem nul og tre år, og derfor bremser aldersforskellen hende i ønsket om at adoptere. Men hun krydser fingre for, at det hele kommer til at gå op i en højere enhed.
Jeg prøver på at få det til at fylde så lidt som muligt. Men det har været en lang proces at nå hertil, og derfor er det ikke til at bære, hvis ikke det lykkes. Bare jeg når at få mit adoptivbarn. Efter mine veninder er begyndt at få det ene barn efter det andet, er det virkelig svært, siger Birgitte Larsen og finder et billede frem af en lille asiatisk dreng.
Det er min venindes søn. Han hedder Noah. Jeg håber på, at mit barn kan blive venner med ham, siger Birgitte Larsen og kvæler et dybt suk.
Hun har været meget opsøgende med at få veninder, der har adopteret som enlige. For det betyder meget for Birgitte Larsen, at hendes kommende barn ikke kommer til at føle sig anderledes. Hun har også sørget for, at barnet har andre voksne i sit netværk. Både hendes biologiske bror og plejebror bor lige i nabolaget. Så hun mener ikke, det er uforsvarligt, at barnet kommer til at vokse op uden en far.
De kan påtage sig den mandlige rolle, som barnet ikke får gennem en far. Jeg tror ikke, det bliver et problem. En far er selvfølgelig nødvendig, hvis man er vant til at have ham. Men man kan sagtens være familie, hvis man kommer ind i en konstruktion, hvor der ikke har været en far fra begyndelsen, siger hun.
Men Birgitte Larsen kan sagtens få øje på andre dilemmaer ved at adoptere. Hun har svært ved at forene sig med tanken om, at der et eller andet sted i Kina er en ulykkelig mor. En mor, som formentlig har været tvunget til at give sit barn fra sig.
Jeg kan adoptere, fordi jeg bor i den rige verden. Men jeg kan ikke lide tanken om, at vi nyder godt af fattige kvinders fertilitet. Måske har moderen til mit barn født sit barn i håb om, at det blev en dreng. Men det blev det ikke, og derfor har hun været nødt til at give det fra sig alternativet er ofte at slå barnet ihjel. Hvordan forklarer jeg det til mit barn? spørger Birgitte Larsen.
På trods af det er hun alligevel ikke i tvivl. Hun har ikke krav på at få et barn, slår hun fast. Men barnet har krav på en mor. Derfor håber hun, at sølvtråden også bærer billeder af et lille barn fra Kina om et år eller to.