Vores mentale tavlesvamp vasker hurtigt grimme billeder væk

Vores kollektive hukommelse er uendelig kort. Men den kollektive fornægtelse af det onde er et tveægget sværd, mener etikpanelets Jakob Dreyer

Én af politiets patruljevogne kører langsomt den daglige runde gennem det solbeskinnede villakvarter en smuk sommer-lørdag.

Legende børn udbryder ”Seeeee – en politibil!”, et par familiefædre stopper for en stund arbejdet med hæk og græsplæne, og en mor med en barnevogn smiler. Idyl, harmoni og ingen fare.

Dette glansbillede af fredsommelighed handler om, at politiets tilstedeværelse med jævnlige patruljeringer gennem parcel-paradiset på Idealvej giver beboerne en følelse af tryghed. Rart sådan at se ordensmagten på gaden. Dejligt at nogen passer på familiefreden og trygt at vide, at man kan tilkalde hjælp lige rundt om hjørnet, hvis onde kræfter skulle melde deres ankomst.

Forestil dig nu samme villakvarter, samme sommerweekend og samme patruljevogn – og at borgerne aldrig tidligere har oplevet politiet patruljere netop dér. Situationen ville bestemt ikke afstedkomme en fornemmelse af tryghed – men til gengæld det stik modsatte. Der må være fare på færde, siden politiet pludselig runderer her.

Er en farlig forbryder på flugt gennem de velfriserede haver? Eller kommer politiet for at leverer en dårlig nyhed til naboen? Eller måske for at hente en afsløret lovovertræder? Uro, frygt, disharmoni og ubalance er nu flyttet ind i ligusterkvarteret.

Mennesket år 2015 reagerer på uregelmæssigheder, forhold, der afviger fra normalbilledet, og på hændelser, vi ikke er vant til. Men ofte kun hvis de enten bliver anbragt lige for næsen af os, eller hvis de er dramatiske, virkelig iøjnefaldende eller truer vores tryghed.

Da bliver vi – ganske som ethvert andet dyr – først opmærksomme, så angste eller på flugt – og til sidst fysisk udadreagerende i forsøget på at forsvare os selv og vores kære. Vi er bestemt ikke glade for, at nogen kommer anstigende og ødelægger den gode stemning – nu havde vi det lige så hyggeligt.

Sådan reagerede vi også kollektivt, da terrorangrebet i februar ramte et PEN-arrangement og en jødisk familiefest i København. Først øget opmærksomhed, så angst og flugt og dernæst imødegåelse af angrebet. Sidstnævnte i form af politiets jagt på og skud-konfrontation med gerningsmanden. Efterfølgende skruede myndighederne op for beredskabet, hvoraf en del fortsat er synligt.

Og hvor står vi så nu på frygt-barometeret? Ja, hovedstadens gadebillede rummer stadig maskinpistil-bevæbnede politibetjente, truslen om et nyt terrorangreb er ikke blevet mindre, og risikoen for et angreb er ikke lavere. Og dog har vi danskere allerede skruet ned for opmærksomheden og for vores mentale alarmberedskab.

Hvorfor? Jo, såmænd fordi vi er så enormt tilpasningsdygtige, at vi lynhurtigt opfatter et forhøjet terrorberedskab og et øget trusselsniveau som ”the new normal”.

Vi nærmest tvinger den nye virkelighed ind i normal-skabelonen, vender blikket væk fra det onde og fornægter farer og risici, der truer vores idylliske verdensbillede. Intet skal have lov at ødelægge vores gode humør ret længe af gangen.

Og denne kollektive fornægtelse af det onde er et tveægget sværd. For på den ene side gør det os til en robust nation, der ikke så let lader os gribe af panik eller overdreven paranoia. Hvilket er fint, fordi vi ikke ser terrorister på hvert et gadehjørne. Men på den anden side medfører det, at vi ikke altid passer tilstrækkeligt godt på os selv og vores kære.

Vores godtroenhed, vores uskyldighed og vores kolonihave-psyke forhindrer os i for alvor at tænke i præventiv sikkerhed.

Terror er i vores kulturelle atlas noget, der rammer naboen eller andre verdensdele. Hertil kommer at vores kollektive hukommelse er uendelig kort, og at optimismens ukuelige tavlesvamp hurtigt vasker grimme billeder af tavlen.

Og det er en svær balance.

Mellem på den ene side at nægte at bøje nakken, gemme sig bag gitterhegn og overalt se ulven komme. Og på den anden side ikke være naive, men sikre og beskytte os selv og vores land på passende vis i forhold til trusselsniveauet.

Forleden så jeg én af de førnævnte maskinpistilbevæbnede politibetjente holde vagt på Østerbro. I solen og omgivet af børnefamilier var betjenten allerede blevet en almindelig del af lørdagsidyllen.

Gid vi næste gang Danmark rammes af et terrorangreb har lært at beskytte vores familier og arbejdspladser bedre. Og gid vi er blevet endnu bedre til at imødegå angrebet.

Ægte tryghed opstår ikke af sig selv. Men den er en forudsætning for ægte idyl.

Jakob Dreyer er medejer og adm. direktør i efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden CERTA Intelligence & Security, der tilbyder private virksomheder beskyttelse mod terror, spionage, cybercrime og organiseret kriminalitet. Virksomheden er stiftet sammen med tidl. PET-chef, Jakob Scharf og tæller medarbejdere tidligere ansat i PET og FE, Forsvarets Efterretningstjeneste. Jakob Dreyer er en del af Kristeligt Dagblads Etikpanel og skriver indlæg og svarer på spørgsmål om etiske dilemmaer.