Skal man anmelde sin nabo for social bedrageri?

Hvad gør man, når ens nabo formentligt begår socialt bedrageri? Læs teolog Christina Busks svar til en læser

En læser har stillet dette spørgsmål til panelet. 

 Jeg er kommet ud for et dilemma.
Jeg har fundet ud af, at min nabo muligvis er social bedrager, da hun er registreret som enlig, men har hendes datters far boende mere eller mindre fast. Som udgangspunkt ville jeg aldrig anmelde min nabo og risikere at ødelægge vores gode naboskab, men der er et par ting som taler for det:

1) Jeg er selv på elevløn og min kæreste er på kontanthjælp. Vi har 2 børn og kæmper selv for at få økonomien til at slå til. Derfor får man måske nemt "ondt i røven" over dem som snyder sig til mere.

2) Jeg er ansat i kommunen vi bor i, og føler derved en forpligtigelse til at gå videre med sagen.

3) Jeg vil jo gerne bevare naboskabet, men også gøre det rigtige i forhold til mit job.

Svar fra Christina Busk, cand. theol og stifter af Etikos, videnscenter om etik:

Jeg kan med det samme fortælle at dette dilemma deler læseren med mange andre. Både med dem, der er ansat i det offentlige og med mange af os andre.

LÆS OGSÅ:Kommuner får hug for jagt på socialt bedrag

Først og fremmest må det siges at tilsigtet social bedrageri ikke kan være acceptabelt i et samfund hvor vi alle er afhængige af at vi bidrager med det vi kan. Eller i hvert fald som minimum ikke tilraner os mere end hvad der bekommer os. Man kan sige at vores samfund i et vist omfang bygger på tillid til hinanden. En tillid, der selvfølgelig er reguleret og opretholdt gennem vores lovgivning og dermed vores forventning om at nogen vil gøre noget, hvis tingene ikke er som de skal være. 

Men hvem er så nogen? Er det kommunen? Er det politiet? Er det Skat? Ja, til alle tre ting, men er det også mig? Mig som civil borger, mig som medborger I dette samfund? Til det må man vel også sige, ja, det er også mig, civilborgeren, der har et ansvar. Først og fremmest ansvar for at jeg selv lever op til de kontrakter vi indgår i i et samfund. Men indebærer dette også et ansvar for anmelde andre?

Det gør det vel i princippet, men der er noget bittersødt over den smag man kan få i munden ved at anmelde sin nabo eller sine bekendte. Man må spørge sig selv om man gør det fordi man har ondt i røven som læseren er inde på, eller fordi man rent faktisk mener at ulovligheder skal bringes til ophør. Og ingen kan jo være uenige i at ulovligheder skal bringes til ophør, særligt hvis det der foregår er skadeligt for andre, så som overgreb mod børn.

Men er der forskel på ulovligheder? Er social bedrageri i samme kategori som overgreb mod børn?

Jeg mødte forleden en mand der på det bestemteste mente jeg skulle anmelde en polsk familie, bosat og arbejdende her i landet på tredje år, fordi de kører rundt i en polsk bil. Den selv samme mand har fået netop fået bygget både carport og badeværelse sort!

Jeg mener man skal være meget varsom med anmelderi, for i løbet af nul komma fem er man blevet hyklerisk og dobbeltmoralsk. Og ønsker vi overhovedet en udvikling af vores tillidssamfund til et anmeldersamfund?

Når krybben er tom bides hestene, siger man. Det er nærmest en naturlov.

Men det er netop her at de etiske overvejelser sætter ind, for skal vi gå med strømmen og benytte os af kontrol og anmelderi, fordi det åbenbart er acceptabelt, eller skal vi trække vejret dybt og holde fanen højt på tilliden.

For kan vi virkelig vide om naboen er social bedrager? Skal vi være bange for vores nabo, for vores kollega, vores bekendte? Det klassiske modargument til det er jo at hvis du ikke gør noget ulovligt så har du jo ingen grund til at være bange.

Men langt de fleste mennesker ville sikkert betakke sig for at andre sticker næsen for langt ind over vores ligusterhæk. Gennemroder vores skrald eller kigger ind ad vores vinduer og holder øje både tidligt og sent. Det rammer nemlig vores grundlægende integritet og ret til selvbestemmelse.

Jeg siger ikke at læseren ikke skal anmelde social bedrageri. Læseren har vel også et skærpet ansvar som offentligt ansat, men for at kunne se sig selv i øjnene er det vel vigtigt med en vis grad af selverkendelse.

Eller sagt på en anden måde, at man lige får fejet for egen dør før man fejer for andres. Tilliden mellem os selv og vores nabo bliver brudt når vi anmelder hinanden. 

Så til læseren vil jeg sige; jeg kan ikke give dig svaret på om du skal anmelde eller ej.

Men jeg kan sige at hvis du gør det, skal du være klar til at tage den bittersøde smag, der måske vil indfinde sig hos dig. Når det er sagt så er der jo også den anden side af sagen at hvis der aldrig er nogen der gør noget, men vi alle lukker øjnene for bedragerier, ja så vil det jo bare blive ved og tære på vores fællesskab.

Tillid eller kontrol. Man må i en sag som denne overveje sit grundudgangspunktet for fællesskabet med sine medmennesker. Møder man dem med tillid, eller med forbehold og kontrol. Anmelderi kan være en glidebane mod et tillidstomt samfund. På den anden side skal tilliden heller ikke blive naivitet og konfliktskyhed så vi lader stå til i enhver situation.