Journalister skal turde vælge fra

Mediebilledet er så fyldt med sensationsjournalistik, at eksperter rejser spørgsmålet: Truer udviklingen i mediebilledet demokratiet? Foto: colourbox.com

Truer nyhedsstormen demokratiet? Nej, kompleksitet og væsentlighed overdøves ikke af sensationshistorier, svarer journalist Kurt Strand fra etik.dk's Etikpanel

Medlem af Etikpanelet på etik.dk, journalist og foredragsholder, Kurt Strand besvarer spørgsmålet:

Medieforskere taler om, at det massive udbud af nyheder er en trussel mod demokratiet, fordi sensationer tager fokus fra mere komplekse emner, som demokratiet lever af. Er du enig i dette, og hvordan ser du det fremtidige billede?

Ligefrem at kalde et massivt nyhedsudbud for en trussel mod demokratiet er nok for dystert. Truslen ligger næppe i selve mængden af nyheder, men i manglende prioritering og mod til at vælge mellem væsentligt og uvæsentligt.

STORT TEMA: Medieetik

Det er jo ikke mangel på information, viden og nyheder, som almindeligvis præger et vestligt demokrati anno 2011: Vi kan alle skaffe os adgang til et væld af kilder, hvorimod det for den enkelte kan knibe med evne og overblik til at skelne mellem vigtigt, mindre vigtigt og absolut uvæsentligt. Netop dét er den rolle, som journalister og medier bør påtage sig for os alle sammen; for os alle som borgere i et demokratisk samfund.

Og hvis der i spørgsmålet ligger en frygt for, at denne rolle ikke bliver taget tilstrækkeligt alvorligt, er der ganske rigtigt grund til at holde øje med, at sensationer ikke skubber mere komplekse emner ud på et sidespor. Omvendt er mediebilledet meget sammensat, og selv om sensationer, fokus på enkeltsager og personhistorier kan synes at fylde meget i f.eks. tv, er der grund til at glæde sig over, at klassisk og undersøgende journalistisk synes at være på vej frem i flere medier.

LÆS OGSÅ: Medieetik gennem 20 år

Fremtiden er det som altid svært at spå om, men jeg tror, at medieudviklingen vil bevæge sig i to spor: Det ene spor vil lægge vægt på spektakulære og ofte ukomplicerede sensationer, mens det andet vil satse på kompleksitet og væsentlighed.

LÆS OGSÅ: Det handler om at opføre sig ordentligt

Oversat til mediernes eget sprog: I det ene spor vil jagthunde halse af sted efter alt, der rører sig; i spor to vil vagthunde nøjes med at gø og bide fra sig, når der er grund til det. I rollen som vagthunde udfylder medier en vigtig rolle i et demokratisk samfund der ville slet ikke være et demokrati uden medier som vagthunde. Derfor er det også afgørende, at der er medier, som påtager sig vagthunde-rollen og at de tør vælge til og, ikke mindst, fra.

For hvis ikke medier og journalister tør skelne og sortere, hvad skal vi så med dem?

- Kurt Strand

STIL ET SPØRGSMÅL TIL ETIKPANELET: spoerg@etik.dk

LÆS OGSÅ: Flere svar fra Etikpanelet

VIDEO: Medier og etik. Video med medredaktør på Kristeligt Dagblad, Michael Ehrenreich. Om de etiske udfordringer, der tegner mediebilledet i dag.