Hvornår er et menneske et menneske, og hvem bestemmer det?

Det er menneskerne omkring os, der gør os menneskelige, skriver filosof og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler

Vores menneskesyn formes gennem erfaringer i livet, hvilket skaber et stadig mere nuanceret blik for den anden. Det er netop dette sædvanebestemte grundlag, der giver os blik for det menneskelige. Det er således medmennesket, der gør os menneskelige. Et par eksempler kan illustrere pointen.

For en del år siden stod jeg sammen med nogle medicinstuderende, der på universitetet var i gang med at dissekere menneskelig, som en del af deres studium. Jeg husker, hvordan jeg stillede dem et spørgsmål midt i deres studieøvelse. Spørgsmålet lød: Hvad er forskellen på det lig som i dissekerer, og det legeme som i fremtidigt opererer? De studerende mødte mit spørgsmål med både undren og en smule irritation. Det var som om min filosofiske logik var i strid med den logik, der prægede dissektionssalen. Lettere anfægtet svarede en af de studerende tørt: Her fungerer det ikke, men det gør det stadig på operationsbordet. Menneskelighed var således reduceret til funktionsduelighed. Men hvilke forskelle og ligheder er der mellem et menneskelig og det menneskelige?

Mange år senere fulgte jeg to sygeplejersker på et hospice. En patient var netop afgået ved døden, hvorefter de sammen skulle vaske den afdøde og iklæde ham ligskjorten. Den ene sygeplejerske var meget hurtig i sine bevægelser og svingede nærmest med den døde mands lemmer og klaskede med vandet, som var det en hurtig ekspeditionssag. Den anden sygeplejerske var langt mere rolig i sine bevægelser, hvor det for hende bød sig at tale til den afdøde i sammenhæng med de enkelte delmål. Nu vasker jeg dig, Nu barberer jeg dig, lød det fra hende, hvilket efterlod et kvalt smil fra kollegaen. For den ene sygeplejerske var der blot tale om et menneskelig, hvor den anden tillagde liget mere menneskelighed.

I eksemplet med de medicinstuderende og de to sygeplejersker er det menneskelige bestemt af deres menneskesyn. Det er synet på mennesket, der afgrænser det menneskelige. Spørgsmålet bliver derfor, hvem der sliber vores linser? Linserne slibes i mødet med andre mennesker. Det er netop i mødet med den anden, at etikken bliver synlig. Vi ser noget forskelligt, når vi ser et befrugtet æg, et foster i uge 12, et menneske der er hjernedød, et menneskelig, osv. Et menneske er således et menneske, når medmennesket gør det menneskeligt.