Hvordan hjælper vi bedst lidende og døende?

Det stigende antal flygtninge i Danmark samt debatten om aktiv dødshjælp har det tilfælles, at vi må gøre os klart, hvordan vi bedst hjælper mennesker i nød, skriver Ulrik Becker Nissen, lektor i kristen etik og bioetik ved Det Teologiske Fakultet

Hvad bliver det største etiske dilemma i 2015? Det spørgsmål har Kristeligt Dagblad bedt alle medlemmer af Etikpanelet om at svare på. Her svarer Ulrik Becker Nissen, lektor i kristen etik og bioetik ved Det Teologiske Fakultet 

Der vil uden tvivl komme mange vigtige etiske udfordringer og dilemmaer for samfundet i 2015. Der tårner sig en række spørgsmål op, som man kunne nævne. En af de meget presserende udfordringer bliver, hvordan vi skal forholde os til det stigende antal flygtninge, som melder sig ved Danmarks grænser.

Hvordan kan vi med vores store rigdom og velstand forsvare ikke at gøre alt, hvad vi kan, for disse mennesker? Og hvordan gør vi det bedst muligt?

Her bliver det helt afgørende, at vores stillingtagen i dybeste forstand også bliver en etisk stillingtagen og bliver drevet af et dybt medmenneskeligt engagement. Dilemmaet bliver dog naturligvis, at dette engagement ikke i sig selv tilsiger, hvad vi så skal gøre. Men det bliver under alle omstændigheder afgørende, at vi grundlæggende overvejer, om vi træffer de etisk set rigtige dispositioner.

Nu er en stor del af mit arbejde for tiden fokuseret på bioetikken, og derfor vil jeg her særligt pege på en af de store udfordringer indenfor dette område. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er jeg ganske overbevist om, at vi kommer til at diskutere rigtig meget i det kommende år. Det fylder allerede meget i mediebilledet, og det bliver diskuteret livligt i en række europæiske lande. Spørgsmålet er afgørende, fordi det dels handler om helt konkrete mennesker og dels nogle meget grundlæggende værdier. Konkret handler det om, hvordan vi bedst muligt hjælper mennesker i lidelsesfulde og håbløse situationer.

En vej frem til at løse situationen vil være, at vi åbner op for en aflivning af den lidende. Vi løser altså problemet med lidelse ved at skille os af med den lidende. Det er den vej, som fortalerne for aktiv dødshjælp argumenterer for. 

En anden vej frem er det, man kunne kalde aktiv livshjælp. Indenfor sundhedsvæsenet er der de senere år sket en betydelig forbedring af den palliative behandling, sådan at denne i dag ikke kun indbefatter menneskets fysiske liv, men også lægger vægt på psykisk, psykosocial og åndelig pleje og omsorg.

I forhold til den smertelindrende behandling vil indsatsen i dag næsten altid kunne bringe fysiske lidelser ned på et tåleligt niveau for patienten. Set i det lys må man sige, at lidelsesargumentet i dag er svækket. Mange taler derfor også hellere om livshjælp – altså at hjælpe i livet, snarere end at hjælpe med at dø.

I det kommende år tror jeg, at vi vil få en betydelig diskussion af disse to alternativer. Det bliver en vigtig diskussion, som rører ved fundamentale spørgsmål om menneskesyn, tro, samfundssyn og livssyn. Det er en diskussion, som på mange måder tager fat i nogle af de allermest grundlæggende værdier og spørgsmål.

Derfor vil vi nok også komme til at opleve, at diskussionen om disse spørgsmål kan blive lidt intens. Midt i alt dette må vi håbe, at både den ene og anden part i diskussionen holder fokus på sagen – at vi søger efter den bedste måde at hjælpe den lidende og døende på. Hvis der er noget, alle parter vel kan blive enige om, må det være, at vi ønsker et samfund, hvor vi udviser mest mulig omsorg for hinanden, ikke mindst når livet bliver svært at leve. 

Har du et spørgsmål til Etikpanelet? Stil det her