Hvor sand skal en film 'baseret på virkelige hændelser' være?

Meryl Streep poserer her foran reklamen for filmen "The Iron Lady" om nyligt afdøde Margaret Thatcher. Læs nedenfor, i hvor høj grad film baseret på virkelige hændelser skal holde sig til sandheden Foto: Theodore Wood Denmark

De fleste har set film, hvor der i rulleteksten står, at den er baseret på en sand historie. Men i hvor høj grad skal filmen afspejle virkeligheden, spørger en gruppe studerende Etikpanelet. Læs journalist Kurt Stands bud

Hvor meget skal en film holde sig til sandheden, når der står, at den er baseret på virkelige hændelser? Dette spørgsmål har en gruppe studerende fra Roskilde Universitet sendt til Kristeligt Dagblads Etikpanel.

Sådan lød spørgsmålet:

"Hej Panel. Jeg skriver, fordi vi er en projektgruppe ude på RUC, der arbejder med "virkelighed bag film". Vi vil gerne spørge om folkene bag fiktionsfilm har et etisk ansvar for at formidle virkeligheden? F.eks. en film som "Zero Dark Thirty" eller andre film, der er "baseret på virkelige hændelser/based on a true story". Kan det være rigtigt, at når man træder ind i filmens verden, så er der frit slag?"

Journalist Kurt Strand fra Etikpanelet svarer her:

"Nej, der er ikke frit slag i spillefilms fiktive univers. Og det er kilde til evig diskussion, når rulletekst, trailere og plakater bruger udtrykket "baseret på virkelige hændelser".

LÆS OGSÅ: Historiekritik af Struensee-film

Alene udtrykkets elasticitet gør, at der er stor forskel på, hvor virkelighedsnær den enkelte film er. Og enhver filmskaber har brug for at dykke ned i den dramaturgiske værktøjskasse for at få selv den mest medrivende og fascinerende historie til at fungere på det hvide lærred.

For tiden diskuterer nordmændene ivrigt, om den biografaktuelle Kon-Tiki har gjort én af filmens vigtige bipersoner til en lidt sølle skabning - angiveligt stik mod virkelighedens forbillede. Filmens skabere argumenterer med, at det har været nødvendigt at nuancere og dramatisere forholdet mellem de fem mænd, der sejlede med Thor Heyerdal fra Peru til Polynesien i 1947.

En lignende diskussion fandt sted i Storbritannien, da filmen om nyligt afdøde Margaret Thatcher havde premiere i 2011: Nok spillede Meryl Streep den tidligere premierminister med næsten uhyggelig præcision, men filmen handlede - i følger kritikere, bl.a. Thatchers egen familie - i alt for høj grad om en affældig, ældre dame. Desuden var der debat om det betimelige i overhovedet at lave en film om et menneske, som på det tidspunkt fortsat var i live.

Det centrale er, at enhver film - fiktiv, dokumentarisk eller et sted midt imellem - er resultat af en række subjektive til- og fravalg. Instruktør, producent og tilrettelægger indgår en slags kontrakt med mig som modtager. Og afgørende er derfor, at kontrakten bliver overholdt; at f.eks. en spillefilm ikke ændrer så meget på den virkelige historie, at "based on a true story" bliver en tom påstand. Men også, at den ikke postulerer at være sandheden. I så fald ville den jo ikke være en spillefilm.

Med i billedet (!) hører, at grænserne flyder. Senest har tv-serien "Borgen" været genstand for debat, ikke blot fordi den i nogle scener går meget tæt på den politiske virkelighed, men også fordi den synes at have inspireret folketingsmedlemmer til politiske initiativer. Og omvendt har både TV2 og DR i de seneste måneder været igennem en række sager, hvor virkeligheden i nyheds- og dokumentarprogrammer viste sig at være mere fiktiv, end godt er.

Mit svar kan derfor udvides til, at der ikke er frit slag - hverken i fiktionsfilm eller i dokumentar- og nyhedsprogrammer. I sidstnævnte skal fiktive virkemidler bruges med stor forsigtighed og altid være tydeligt deklareret; i det fiktive filmunivers skal virkeligheden bruges med omtanke og i en form, der sikrer, at modtagerne ikke sætter lighedstegn mellem fiktion og virkelighed." Kurt Strand

Har du også et etisk spørgsmål? Spørg Etikpanelet her