Hvad skal børn gøre, hvis forældrene mishandler dem?

MED AFSTEMNING: Vi kan næppe komme overgreb mod børn til livs ved, at børn filmer deres forældre, når mishandler dem. Det handler om forebyggelse, information og viden, skriver John Halse fra Kristeligt Dagblads Etikpanel

En videooptagelse af en plejemors overgreb mod sin plejesøn udløste i sidste uge stor forargelse og bekymring. Og blandt andet Børnerådets tidligere formand Lisbeth Zornig Andersen opfordrede på ny børn til at filme voksne, der udsætter dem for vanrøgt af den eller anden art.

Men er det det bedste middel, som de udsatte børn kan gribe til? Vi sender spørgsmålet videre til John Aasted Halse, som sidder i Kristeligt Dagblads Etikpanel.

Han er er autoriseret psykolog, forfatter, medlem af Børnerådet og tidligere formand for Børns Vilkår.

John Aasted Halse:

"Mange børn i Danmark lever i store dele af deres opvækst i forhold, der er præget af forældrenes svigt og misbrug eller ligefrem vanrøgt.

Svigtet finder som oftest sted i børnenes egne familier, men for de børn der er anbragt uden for eget hjem, ved vi i dag, at svigtet også kan finde sted i disse børns plejefamilier. Uanset hvor svigtet finder sted, rejser spørgsmålene sig om, hvor og hvordan disse børn får hjælp til at komme ud af den belastende situation, de er i?

LÆS OGSÅ: Eksperter: Film overgreb og styrk plejefamilier

Nogle opfordrer børn til at dokumentere overgrebene ved at filme dem og optage samtaler på deres mobil. Et forslag man umiddelbart kan fatte sympati for. Overgrebene skal jo stoppes og børnene have den fornødne hjælp og her er det godt med en form for dokumentation.

Men forslaget rejser for det første nogle rent praktiske spørgsmål, som hvordan og hvornår børn skal optage overgrebene (det er svært at optage noget som helst, mens et overgreb pågår). Og hvordan skal de få optagelserne videreformidlet til de relevante øvrighedspersoner, hvis børnene ikke kender til de veje, de kan gå?

Ideen om, at børn skal filme eller lydoptage deres forældre eller plejeforældre har også nogle etiske implikationer. Således vil børn næsten altid have svært ved med ord at berette om de ting, der sker hjemme. De er i klemme, for dels op­lever de fami­li­esituationen som meget bela­stende, men er på den an­den side loyale over for eller grundlæggende utrygge ved forældrene. De er - trods alt vigtige voksne set med børns øjne. Så selve det, at skulle angive forældre kan være en endog meget stor belastning for børn.

Det er en selvfølge, at børn skal ud af en belastende familiesituation. Men ligeså vigtigt, at relationen mellem forældre og børn ikke som fundament har den mistro og mistillid, der nemt vil blive konsekvensen af det angiveri, som en stadig trussel om mobiloptagelserne i hjemmet kan være.

LÆS OGSÅ:Danske børn skal kende til deres rettigheder

Samtidig kan denne trussel for forældrene medføre en hidtil uset demontering af forældreskabet, for enhver irettesættelse kunne jo misforstås og medføre en underretning til de sociale myndigheder. Og mange børn, ikke mindst de udsatte, vil sjældent være i stand til at overskue konsekvenserne af deres udtalelser.

Efter min opfattelse skal man gå andre veje. For det første skal børn oplyses om, hvor de kan henvende sig med deres problemer. Det kan være gennem intensiveret oplysning om Børnetelefonen og oplysningskampagner om, at børn også kan henvende sig til den kommunale forvaltning for at få hjælp. For kender børn ikke til disse muligheder, kan de selvsagt ikke gøre brug af dem.

Men vigtigst er det, at de nære andre voksne: Lærere og pædagoger er parate til at lytte til børnene og handle på baggrund af, det de hører.
Og her fortæller børn af og til, at de ikke føler sig hørt af deres lærer eller pædagog. Men loven er for så vidt ganske klar: Den såkaldte revselsesret ér afskaffet.

Samtidig har vi en Servicelov, der lige så klart understreger, at medarbejdere i det offentlige har en såkaldt skærpet underretningspligt, hvis disse medarbejdere ser, at der er børn og unge som i deres familie lider overlast.

FN´s konvention om børns rettigheder rummer i sig selv forskellige tilgange til forståelsen af børn - fra en beskyttelsestankegang mod en aktør-tankegang, hvor konventionens artikel 12 betegner et helt nybrud i synet på børn, idet det her fremhæves, at børn skal betragtes som deltagere i deres eget liv, at de har ret til at blive hørt, før der træffes væsentlige beslutninger i deres liv. Og det understreges, at barnets bedste kommer først, hvad enten det handler om forældrenes kriser, overgreb eller barnets evt. anbringelse uden for eget hjem.

Og kan vi komme overgrebene til livs ved, at børn filmer deres forældre, når de forløber sig eller direkte mishandler dem? Næppe: Det handler om forebyggelse, information og viden. En viden, der med tiden gerne skulle give os svar på følgende spørgsmål:

· Hvordan lægger vi vægt på barnets oplevelser af tilknytning uden, at barnet står med oplevelsen af at fravælge forældrene?
· Hvordan kan man finde frem til beslutninger, der er til barnets bedste?
· Hvordan skal børn spørges uden at give dem for stort medansvar for beslutningen?
· Hvordan udvikler vi en rådgivning, der på børnenes præmisser kan fungere som en støtte til dem i de svære situationer, som kriser i familien altid indebærer?"

John Aasted Halse er autoriseret psykolog, forfatter og tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Børnerådet