Grib ind når du er vidne til vold

Gør en aktiv og positiv forskel, når din næste er i alvorlig knibe og udsat for et voldeligt anslag. Mod er en muskel, der kan og skal trænes. At hjælpe andre i nød kan udvikles til en god vane, skriver Jakob Dreyer

Voldelige angreb kommer i mange former og flere grader. Fra de dræbende eller livstruende over de smertelige og alvorlige og til de bagatelagtige og kun symbolsk ubehagelige. Hvis vi selv udsættes for voldelige anslag, enten flygter vi eller griber vi til nødværge. Men hvad nu, når det er en tredjepart, der rammes – griber vi så ind, eller skynder vi os bare væk?

I Nice forsøgte en motorcyklist at stoppe den islamistiske terrorist i den dødbringende lastbil. I toget mellem Amterdam og Bruxelles overmandede to amerikanske soldater marokkaneren, inden han med sit automatvåben nåede at gennemføre den planlagte masakre. I København forsøgte Finn Nørgaard at overmande Omar Abdel Hamid El-Hussein uden for Krudttønden.

Ved mange andre voldelige episoder har ofrene oplevet, at folk kiggede væk, hastede videre eller gjorde ingenting.

Men lad os for overskuelighedens skyld dele dilemmaet op i flere skiver – og starte i den mest uhyggelige ende af skalaen:

En terrorist med et ladt automatvåben i et fransk tog fuld af borgere er opskriften på et mareridt. Tilsvarende udgør en svært bevæbnet IS-sympatisør i Københavns gader en lørdag aften en dødbringende trussel.

Et par grader længere nede af fare-barometeret kan to yngre mænd på en eksplosiv cocktail af stoffer, kedsomhed og almindelig håbløshed være lig med slagsmål i S-toget. Ligesom stress og afstumpethed i myldretidstrafikken kan eskalere fra skældsord og himmelvendte øjne til syngende lussinger og baseballbats.

Men lad os skrue yderligere ned for dramatikken: En højtråbende men i øvrigt harmløs drukkenboldt overfuser den stakkels kassedame i supermarkedet. Situationen er ubehagelig men ingen lider fysisk skade. Ligeledes er det ej heller rart, når en pige i byen en aften bliver anråbt af mørke silhuetter fra en langsomt forbikørende bil.

Og lad os ende nede i småtingsafdelingen: En hensynsløs cyklist tager fortorvet, så en ældre dame må springe for livet og taber indkøbsposen. Et andet sted rusker en far sit barn lidt for voldsomt i armen, en billist tømmer stikker af fra en parkerings-skade, og en hundeejer slår sin lidt for glade hund.

Hvornår vil du gribe ind? Hvornår vil du stoppe en voldelig episode, en urimelighed, en overhængende fare eller bare et mindre uheld? Der findes ikke entydige svar på, hvornår man som samfundsborger, privatperson eller dansker skal, må, kan eller bør gribe ind.

Må du gribe ind?

Ja, ét er selvfølgelig loven. I Straffelovens §13 hedder det, at ”handlinger foretaget i nødværge er straffri, for så vidt de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning er forsvarligt”.

Altså, må du gerne slå en hegnspæl i hovedet på en mand, der truer en børnehave med sin AK47, men du må ikke med en stol tæve en mand, blot fordi han kom til at snuble-tabe sin fadøl ud over din kone.

Kan du gribe ind? Ja, vi kan mere, end vi tror – og det er også at stoppe et voldeligt overfald og gøre noget aktivt bare at råbe netop ”stop!”. Eller at ringe 1-1-2 og tilkalde politiet. Og hvis du har dyrket kampsport i årevis, er uddannet elitesoldat eller er iført rustning, kan du måske sågar eliminere voldsmanden.

Og lige så vel som man dag for dag og som resultat af passivitet bliver stedse mere angst for at gribe ind, kan man faktisk også blive det modsatte: Mod er en muskel, der skal trænes, luftes og øves. Start i det små med at sige fra over for hverdagens mindre urimeligheder – grib ind, gør noget. Og mærk hvordan det bliver en god vane at hjælpe andre i nød.

Bør du gribe ind? Dén er straks sværere – hvis du er en almindelig borger mod en sindssyg IS-terrorist udstyret med automatvåben, krumsabel og håndgranat, skal du naturligvis ikke ubevæbnet gå i nærkamp. Du skal flygte og få dine kære i sikkerhed.

Men hvad nu hvis der er balance i konfrontationen, og du faktisk har gode chancer for at gribe fysisk ind og stoppe et overfald? Ja, da lyder mit personlige råd til dig: Gør det, mand dig op, lev med et flækket øjenbryn, og nyd resten af dine dage, at du gjorde en positiv forskel. Bryd vanen og den umiddelbare trang til ”ikke at ville blande dig” og oplev, hvordan du nu også næste gang griber ind. Træn dit mod, øv din retfærdighedssans – og få i toiletspejlet belønningen i form af en person, der med et fast blik ser sig selv i øjnene.

Skal du gribe ind? Nej, du skal som sådan ikke – godt nok er det strafbart at være vidne til en person i livsfare og intet foretage sig. Men der er ingen, der tvinger dig til at hjælpe barnet, kassedamen, hunden, den gamle dame eller den unge pige, jeg nævnte i indledningen, som jo ikke var i livsfare. Dem afgør du helt selv med din egen samvittighed, om du skal hjælpe.

Jeg synes, du skulle gøre forsøget og gribe ind. Faktisk ville jeg brændende ønske, at vi som nation blev anerkendt for at gribe ind, når det virkelig gælder. At man ude i verden omtalte os som et modigt folk. At der var mange flere historier i medierne om hverdagens helte, der greb ind, når voldsmanden, voldtægtsmanden, røveren eller sågar terroristen angreb.

For hvis vi alle sammen per refleks gør netop dét, giver vi alle skiderikkerne, psykopaterne og de afstumpede idioter den massive modstand og kontante afregning, de fortjener. Og dermed vinder vi over dem.

Jakob Dreyer er medejer og adm. direktør i efterretnings- og sikkerhedsvirksomheden CERTA Intelligence & Security og medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanelet