Gitte Seeberg: Et wake up-call fra Middelhavet

Det krævede hjerteskærende scener med tusindvis af druknede i Middelhavet, før Europa vågnede op og så fremtiden i øjnene. Om vi lærer det rigtige af tragedien, er dog tvivlsomt

Der er ikke noget godt at sige om flygtningekatastrofen i Middelhavet, hvor tusindvis af mennesker og heriblandt mange børn i år er druknet på flugt fra fattigdom, rædselsregimer som Boko Haram eller borgerkrig som den i Syrien. Men det er en meget synlig katastrofe, og det debatteres. Og det er godt. Billederne taler for sig selv. Overfyldte både. Desperation, der smitter. Afmagt.

Af samme grund har begivenhederne i Middelhavet fået stor medieopmærksomhed, og politikere på tværs af Europa barsler med forskellige udspil, som er alt fra velmenende over populistiske til decideret usympatiske.

Vildreden er dog den mest fremtrædende reaktion, for ingen løsning synes at være perfekt eller overhovedet at være en løsning.

Fra Australien hører vi, at man har stoppet flygtningestrømmen ved at være ligeglade og vende blikket bort. Skrid, det er en lukket fest, har premierminister Abbot hvislet, mens ironien i, at det australske folk ankom som udskud på fangelejrbåde for lidt over 200 år siden, ikke er til at overse.

Er det løsningen i Middelhavet? Det er klart, at vi i Europa ikke bare kan lukke hele Afrika og Mellemøsten ind. Omvendt er det tvivlsomt, om et Europa viklet ind i pigtråd er et Europa, der er værd at leve i for anstændige mennesker, som tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har udtrykt det.

Det er et utroligt dilemma. For hvis jeg boede i Syrien eller Nigeria og var vidne til så voldsomme uhyrligheder, som finder sted der, havde jeg også taget benene på nakken. Hvorfor skal mennesker dømmes til et fattigt eller desperat liv, blot fordi de fødes på et andet kontinent eller i et andet land end os? Selvfølgelig ønsker de et bedre liv.

Fra Vestens side sender vi udviklingsbistand afsted. Det gør en forskel, særligt hvis vi skaber gode projekter, der kan inspirere bredere, men det bliver ikke udviklingsbistanden alene, der bringer det afrikanske kontinent op på vores velstandsniveau.

Helt hul i hovedet er det dog at skære i ulandsbistanden. Venstre foreslår for eksempel, at ulandsbistanden reduceres med 2,5 milliarder. Det udspil blev lanceret kun få dage efter den frygtelige katastrofe, hvor 800 mennesker døde. Det rigtige er selvfølgelig at øge bistanden ikke mindst i de lande, hvor mange flygter fra. Her er der brug for ekstra ressourcer.

Men problemet er jo ikke kun Boko Haram eller Assad. Problemet, og det lyder måske hårdt, er ganske simpelt, at folk søger lykken. De kan se et rigt Europa i horisonten, og det er værd at risikere livet for.

Sådan vil det blive ved med at være, indtil deres egne lande bliver så attraktive, at det er værd at blive. Det var drømmen om noget bedre, der fik millioner af europæere til at søge mod Amerika. De blev ikke mødt af pigtråd, men brugte deres militære overlegenhed til at trænge den oprindelige befolkning bort.

Hvis vi bliver ved med at bidrage til en mere ulige verden, hvis skellet mellem rig og fattig bliver stadig større, har vi kun set begyndelsen. Hvis ikke Afrika får styrken til at hjælpe sig selv, er vi alle ilde stedt.

På den måde er den ulyksaglige situation i Middelhavet et meget synligt wake up-call, som må få os til at forberede os på fremtiden. Vi har måske ikke den perfekte løsning på den nuværende katastrofe. Der er jo ret beset også langt større, men mindre synlige katastrofer i verden lige nu. Aids-epidemien. Slagtehuset Syrien. Irak og Islamisk Stat. Hungersnød.

Men klimaforandringerne vil også skabe flere flygtninge. Som vandstanden bliver ved med at stige, vil Bangladesh’ millioner også skulle finde nye hjemstavne. Som det Afrikanske Horn bliver stadig mere ubeboeligt, vil somalierne drage ud. Som urimelige velstandsforskelle bliver stadig større, vil ustabiliteten blive stadig større og kaste nye lande ud i borgerkrige og bringe folk på flugt. Mange af dem – og mange flere end i dag – vil søge mod Europas grænser.

Og det er den eneste ting, jeg er sikker på. Løsningen skal ikke findes ved grænsen eller på bunden af Middelhavet. Løsningen er at kvæle det onde, der bringer folk på flugt.