Er alle mennesker lige meget værd?

Visse personers liv og profession har større indflydelse på omverdenen end andres. Betyder det, at de er mere værd, spørger læser. Thomas Søbirk Petersen, professor i etik og moral og medlem af Etikpanelet, svarer

Sådan skriver en læser til Etikpanelet: 
 
Hej Etikpanel, spørgsmålet er:

"Er alle mennesker lige meget værd?"

Nogle børn fødes ind i familier med masser af overskud, andre med mindre. Nogle er bedre bogligt, og nogle dygtigere til sport. Nogle fødes med sygdom, andre raske. Således er alle ikke født med samme forudsætninger eller udgangspunkter. Elever med høje karakterer tages ind på de populære uddannelser, og medarbejdere ansættes på baggrund af erfaring. De fleste vil nok også give mig ret i, at lægen er mere værd end arkitekten, når sygdomme skal afdækkes, og omvendt, når et hus skal opføres. Således er nogle mere værd end andre i en konkret situation.

Jeg synes, spørgsmålet er interessant, fordi man ved første øjekast tænker: "Ja selvfølgelig!". Samtidig vil de fleste kunne acceptere, at folk sætter venner og familie højere end fremmede. Lidt mere problematisk bliver det, hvis man skal vurdere to fremmede og sætter hjernekirurgen over for advokaten, den hjemløse, kasse-assistenten eller politikeren.

Nogen vil nok mene, at profession slet ikke burde spille ind, når det gælder om spørgsmål i forhold til livet generelt, da et menneskes liv er uendeligt mere værd. Visse personers liv har dog (i større eller mindre grad) en indflydelse på andre, og skal der ikke tages højde for det? Spørgsmålet kan også være interessant i mange andre sammenhænge. Skal vi hellere bruge ressourcer på at behandle den unge familiefar end den ensomme ældre mand? Er det ikke lige så vigtigt at tage hånd om de svage i samfundet, som det er at bibeholde de stærke? Skal vi støtte de unge på bekostning af de ældre?

Jeg håber på at kunne få jeres mening.

Mvh. Kevin

Her svarer Thomas Søbirk Petersen, professor i etik og moral ved Roskilde Universitet og medlem af Etikpanelet:
 
Der bliver rejst mange interessante og forskellige overvejelser i spørgsmålet. Lad mig prøve at besvare dem efter tur.

Lad os som udgangspunkt antage, at alle mennesker, uanset hudfarve, religion, social status og indkomst, moralsk set er lige meget værd. Dette er et moralsk ideal, som især de tyske, franske og engelske oplysningsfilosoffer har beskrevet og forsøgt at begrunde. Og det er et ideal, som er anerkendt i en række politiske manifester. For eksempel den Amerikanske Uafhængighedserklæring, hvori der står, at ”Alle mennesker er skabt lige", og at alle har ret til liv og frihed. Et andet eksempel er FN’s menneskerettighedserklæring artikel 1, hvor der står, at ”Alle mennesker er født lige og frie”.

Men selvom alle har samme værdi som menneske og derfor har ret til ikke at få krænket vigtige rettigheder som retten til liv, retten til ejendom og pligt til, at man overholder disse rettigheder overfor alle andre, kan vi selvfølgelig have forskellig værdi i forhold til for eksempel en profession.

Jeg er ikke meget bevendt eller værd som læge. Men som underviser i moralfilosofi er jeg forhåbentligt mere værdifuld for mine studerende end en læge. Men derfor er både jeg og en læge lige meget værd som mennesker og lige så meget værd som alle andre på denne jord.

Så vidt så godt. Men hvis man mener, at alle mennesker er lige meget værd, hvordan er dette synspunkt så foreneligt med, at vi ofte mener, at vi bør tage særligt hensyn til vores nærmeste eller vores landsmænd – altså, at vi bør gøre mere for dem, end vi bør gøre for andre?

Et svar på dette dilemma er, at det samlet set vil være bedre, hvis vi bekymrer os mest om og gør mest for de personer, der er tæt på os. Lad mig forklare. Omkostninger ved, at for eksempel du og jeg skulle udvise lige så stor omsorg over for vores børn som over for fremmede mennesker, ville være ganske store. Et samfund, der håndhævede, at alle individer skulle behandles nøjagtigt ens – altså at man for eksempel udviste lige så meget omsorg for andres børn som for egne børn – ville formentlig kræve konstant tvang, da det psykologisk set er meget svært for os mennesker at udvise de samme følelser over for fremmede som over for de mennesker, som vi er tætte på.

Få mennesker kan leve uden familierelationer, venskaber og kærlighed til særligt udvalgte. Og derfor vil en undertrykkelse af de nære følelser, som vi har over for mennesker, der er tæt på os, ødelægge noget meget værdifuldt. Så det kan være meget gavnligt for de fleste, at vi bekymrer os mest og gør mest for de mennesker, vi er tæt på.

Men selvom man mener, at vi er moralsk forpligtede til at gøre mest for de personer, vi har en tæt relation til, så er det jo fuldt foreneligt med, at vi også har moralske forpligtigelser over for folk, vi ikke har en tæt relation til. Og synspunktet, at vi har særligt stærke forpligtigelser over for vores nærmeste, er også fuldt foreneligt med, at man gør rigtigt meget, for eksempel ved at donere en vis procentdel af sin løn til nødhjælpsorganisationer for at hjælpe fremmede i nød.

Lad mig til slut kommentere på to yderlige emner, som er nævnt i spørgsmålet. For det første nævner du, at mennesket har uendelig værdi. Her er jeg uenig, alle mennesker har samme værdi, men hvis et menneske har uendelig værdi (moralsk set), så er det lige moralsk forfærdeligt, om der dør én person eller 100 personer – for én gange uendelighed er lige så meget som 100 gange uendelighed. Men der er gode argumenter for, at det alt andet lige er bedre, at der dør én person end 100 personer. For eksempel at 100 døde alt andet lige vil medføre mere lidelse end én død person.

Det vil nok medføre mere lidelse for dig, hvis dit barn døde, end hvis 100 andre børn døde. Men der er ingen grund til at tro, at forældre til de 100 andre børn ville lide mindre end dig, med mindre du indtager det arrogante synspunkt, at din lidelse er stærkere og mere betydningsfuld end den lidelse, andre har.

For det andet bliver spørgsmålet rejst om, hvordan ressourcerne bør fordeles her på kloden, skal vi primært hjælpe den unge familiefar eller den gamle mand. Upartiskhed, alle er lige meget værd. Jeg kan ikke her give en besvarelse, der yder spørgsmålet retfærdighed (se evt. denne artikel af undertegnede om dette emne). Men jeg vil blot nævne, at der er tale om to forskellige former for lighed, når man enten taler om, at alle er lige meget værd (lighed i betydningen upartiskhed), og at alle for eksempel skal have lige adgang til en bestemt ressource (lighed i betydningen lige muligheder).

En fortaler for et super-liberalt samfund kan for eksempel mene, at man sagtens kan acceptere, at alle individer er lige meget værd, men samtidigt mene, at adgang til uddannelse og sundhedsydelser bør afhænge af, hvor mange penge man har. Hertil kan en fortaler for et mere social-liberalt samfund mene, at alle mennesker er lige meget værd, og at alle mennesker ideelt set bør have lige adgang til uddannelse og sundhedsydelser.

To forskellige synspunkter, der ikke følger af hinanden: Man kan sagtens gå ind for det første og samtidigt mene, at der ikke findes nogle positive rettigheder – altså at andre for eksempel er moralsk forpligtet til at hjælpe nødlidende.

Har du også et spørgsmål til Etikpanelet? Stil det her