Aborterede fostre bør begraves
Hvordan, aborterede fostre behandles, er et vigtigt og problematisk etisk dilemma, mener teolog Ulrik B. Nissen, som besvarer et spørgsmål til etikpanelet
Teolog og medlem af Etikpanelet på etik.dk, Ulrik B. Nissen, besvarer spørgsmålet:
Bør aborterede fostre begraves? Og bør folkekirken indføre et begravelsesritual for aborterede fostre?
I februar og marts 2011 var der en betydelig debat om begravelse af aborterede fostre. Anledningen var, at man havde opdaget, at der herskede uensartede retningslinjer for behandlingen af aborterede fostre på de danske sygehuse. Det var en spændende debat af mange grunde. Først og fremmest var den væsentlig, fordi den rejste spørgsmålet om vores syn på det aborterede foster. Er det blot biologisk affald? Eller er der tale om noget, vi må behandle med værdighed og respekt? Måske ligefrem et lille menneske? Dernæst er debatten interessant, fordi den rejser spørgsmålet, hvad ritualer overhovedet er til for. Hvad er formålet med dem? Og hvilken funktion ville et ritual have i denne sammenhæng?
Fosterets status
Hvis vi ser på spørgsmålet om det aborterede foster, har debatten rørt ved den klassiske debat om det ufødte livs moralske status. Overordnet kan man her skelne mellem to forskellige syn, det absolutte og det gradualistiske. Det absolutte syn vil hævde, at der allerede med undfangelsen er tale om et lille menneske med samme værdighed som et nyfødt menneske. Argumenterne for denne opfattelse kan enten være religiøse (hvor der henvises for eksempel til passager i Bibelen der understøtter tanken om, at det enkelte menneske er kendt af Gud allerede før undfangelsen) eller naturvidenskabelige (da der allerede med befrugtningen er et komplet genom for det lille menneske). Det gradualistiske syn vil hævde, at det ikke giver meget mening at tale om, at en lille samling celler har samme værdighed som et foster, hvor flere funktioner og organer er udviklet. Der vil derfor ofte blive argumenteret for bestemte tidspunkter i udviklingen af fosteret der har betydning for fosterets moralske status. Denne opfattelse vil altså hævde, at fosterets værdighed gradvis indfinder sig og vil i det lys bestemme denne udvikling nærmere.
FOKUS: Aborterede fostre og etik
Den aktuelle debat
I den aktuelle debat har spørgsmålet om fosterets status atter spillet en rolle. Det interessante ved debatten har imidlertid været, at de klassiske positioner i synet på fosterets moralske status ikke har spillet en eksplicit rolle. Faktisk tyder meget på, at positionerne i denne debat ikke uden videre kan placeres indenfor de nævnte positioner. I den aktuelle debat har der overordnet været to positioner. Den ene gruppe har talt for, at der ikke skulle skelnes mellem fostre før eller efter 12. uge af svangerskabet, hvor den anden gruppe har argumenteret for en sådan skelnen. Den første gruppe har lagt vægt på, at menneskelivet starter ved undfangelsen og har et deraf følgende krav på respekt. Denne gruppe har talt for, at standardproceduren for aborterede fostre bør være anonym nedgravning. Fosteret kan ikke blot afskaffes som biologisk affald, heller ikke før uge 12. Den anden gruppe argumenterer for, at når samfundet efter uge 12 afkræver en positiv tilladelse til gennemførelse af provokeret abort, så har samfundet også et medansvar for håndteringen af fosteret. Før uge 12 bør fosteret brændes med andet menneskeligt væv, ifølge denne gruppe.
LÆS OGSÅ: Aborterede foster: individ eller affald?
Hvad så med begravelsen?
Hvor de anførte positioner overvejende opholder sig ved spørgsmålet om fosterets status og deraf følgende håndtering af det, udestår spørgsmålet imidlertid, hvad vi skal forstå ved en begravelse i denne sammenhæng. Yderpositionerne går her fra ligefrem at hævde, at en begravelse kan sanktionere mord til, at en begravelse kan tynge forældrene i en allerede vanskelig situation. Spørgsmålet om hvad en begravelse og et ritual er, er jo ikke i sig selv et etisk spørgsmål. Det er snarere et teologisk og kirkeligt spørgsmål. Men når det stilles i forhold til aborterede fostre, får det etisk betydning, da det dels signalerer en holdning til fosteret og dels har en betydning for forældrene til det aborterede foster. Og lige netop her, kan der være rigtig god grund til, at man også fra kirkelig side tænker igennem, hvordan man kan håndtere både tidlige og sene aborter. I forhold til fosteret er der god teologisk mening i at sige, at fosteret allerede fra undfangelsen må betragtes som et menneske med samme værdighed som et fuldbårent spædbarn. For en tidlig spontan abort kan det imidlertid være vanskeligt at se meningen i begravelseslignende handlinger. Men for det forældrepar der har erfaret en sådan hændelse, kan det være afgørende, at kirken har et gennemtænkt sjælesørgerisk tilbud. Ligesom det anbefales, at der på sygehusene etableres fælles retningslinjer, synes det helt oplagt, at der i kirken tænkes videre, så man også her finder frem til fælles retningslinjer for håndtering af aborterede fostre og et sjælesørgerisk tilbud til de efterladte forældre.
Ulrik B. Nissen