Etiske dilemmaer i 2015

Vi må ikke tale vores ældre ud af samfundet

Vores indstilling til svækkelse udgør et etisk dilemma, der har store samfundsmæssige konsekvenser, når det drejer sig om den uomgængelige svækkelse knyttet til livets sidste år, skriver Christine E. Swane Foto: Søren Staal

Jeg er dybt optaget af, at vi ikke stigmatiserer den svækkede, skrøbelige del af livet, som alderdommen ser ud til at være en betegnelse for, skriver Christine E. Swane, direktør i Ensomme Gamles Værn

Hvad bliver det største etiske dilemma i 2015? Det spørgsmål har Kristeligt Dagblad bedt alle medlemmer af Etikpanelet om at svare på. Her svarer Cristine E. Swane, direktør i Ensomme Gamles Værn

Vi har i efteråret 2014 oplevet en etisk debat om aktiv dødshjælp til ældre mennesker. Debatten blev rejst på baggrund af en undersøgelse, der viste, at 10 procent af den britiske befolkning syntes, det var okay, hvis ”svage” ældre belønnes, hvis de vælger aktiv dødshjælp frem for at ligge samfundet til last.

Jeg kan ikke få den debat ud af hovedet og bringer den med ind i 2015, fordi den også peger på et andet væsentligt etisk dilemma ud over spørgsmålet om eutanasi: Den handler om vores forhold til det at blive gammel; til alderdommen.

Jeg har den sidste uge som forsker opholdt mig på et plejehjem blandt netop målgruppen for denne debat og er ved at fordøje de mange indtryk fra samvær og interview med livskloge, syge, ofte demensramte gamle mennesker, der lever deres sidste år og dage i udpræget svækkelse og afhængighed af støtte og hjælp fra andre.

Og jeg er ikke i tvivl: Debatten afspejler ikke blot synet på aktiv dødshjælp som potentiel lovliggjort mulighed i samfundet, den afspejler i høj grad synet på – og måske uvidenhed om – alderdom. Alderdommen, der er på vej ud af sproget som et provokerende fyord og ved at blive erstattet af en sundhedsfaglig og politisk korrekt aldring, den sunde, friske, raske, aktive aldring. Ikke et ord om alderdom.

Heri ligger et stort etisk dilemma for vores samfund – og for os alle som enkeltindivider, da det er vores svækkede gamle familiemedlemmer, venner og bekendte, og for gamle menneskers vedkommende deres egen livssituation, der herved udgrænses fra den såkaldt ”normale, succesfulde” aldring.

Vi kan spørge, hvorfor alderdommen, befolket som den er af gamle mennesker, ofte stilles op som udgrænset fra samfundet? Det sker i igen og igen, når vi yngre voksne kommer til orde, og kan måske ses som en forudsætning for at udskille ”svage ældre” fra den øvrige befolkning. Hvem er det, der har definitionsmagt til at tale ældre mennesker ud af samfundet? Sker det retorisk, er det en afspejling af kulturelt dominerende forståelser i samfundet, og så sker det også i praksis.

Vores indstilling til svækkelse udgør et etisk dilemma, der har store samfundsmæssige konsekvenser, når det drejer sig om den uomgængelige svækkelse knyttet til livets sidste år. Med mindre vi dør forinden i trafikken, af stress eller af uhelbredelig kræft i de yngre voksenår, så er det lange livs vilkår, at de færreste er fulde af krudt og klarer sig selv, til de sover ind en dag. Vi bliver slidte, trætte, syge, en del af os får demens, og vi bliver afhængige af, at der er nogen til at passe os, stimulere os og værne om vores integritet samtidig. Familie, venner og professionelle.

Men samtidig er livet ikke levet til ende. Jeg var på plejehjemmet i et projekt om betydningen af medier (aviser, bøger, telefoner, tv og radio mv.), som jeg udfører i samarbejde med medieforskere fra Københavns Universitet, og som finansieres af Velux Fonden. På plejeafdelingerne mødte jeg mennesker, der både interesserer sig for hinanden og for livet ”uden for murene” gennem tv og avislæsning, også selv om de fem minutter senere ikke husker, hvad de har set og hørt. Men de lever. De følger med. De forsøger at opretholde rutiner, som de har med sig fra et langt liv. Og de taler med hinanden om impulser fra radio og tv, som måske er forsvundet det næste øjeblik, men som også fører betydningsfulde minder med sig fra barndommen, fra soldaterlivet, fra samlivet med en afdød mand.

Mennesker, hvoraf nogle har oplevet deres børns guldbryllup. Jeg er rørt over at være vidne til det samliv, den omsorg og ofte tålmodighed, som disse gamle mennesker oftest viser hinanden. Trods deres svækkelse og lange skridt på vej ud af livet. Som en meget dårligt seende kvinde i 90’erne sagde til mig (adskillige gange): ”Jeg vil ikke selv opgive mit avisabonnement, for så tror jeg, man går hurtigt ned med flaget. Jeg ved godt, jeg skal herfra. Med den alder jeg har, er det jo naturligt, men jeg vil ikke selv bidrage til det.”

Se, det var en rigtig julehistorie… Jeg har arbejdet med gerontologi, dvs. læren om aldring, alderdom og ældre mennesker i 30 år, når vi når ind i 2015. Som studerende i kultursociologi, som forsker bl.a. med en ph.d. om hverdagen med demens, og nu som direktør og forskningsleder i fonden Ensomme Gamles Værn. Jeg er dybt optaget af, at vi ikke stigmatiserer den svækkede, skrøbelige del af livet, som alderdommen ser ud til at være en betegnelse for. Derfor tror jeg, at organisationer der beskæftiger sig med seniorer og ældre, som endnu har taleret og position INDEN for samfundet, har en særlig opgave i at være med til at fastholde ord som alderdom og gamle i sproget. Dermed kan vi fortsat tale om vores syn på den sidste del af livet; selv om det skræmmer.

Og hvad skulle belønningen for den svækkede gamle være for at vælge aktiv dødshjælp? En flot, gratis begravelse? Vi må nøje overveje, hvis interesser vi varetager; og om vi tænker skrøbelige, syge gamle med som en del af samfundet – både når vi taler om samfundet og om det at blive ældre. 

Har du et spørgsmål til Etikpanelet? Stil det her