Skal børn informeres om krigen i Syrien?

”Mor bliver der krig herhjemme?" og "Hvorfor kommer der så mange flygtninge til Danmark” er spørgsmål, som mange forældre bliver stillet. Men skal børn vide alt?

En mor spørger Kristeligt dagblads etikpanel om, hvorvidt det er rimeligt, at hendes barn i 2. klasse skal have ekstensiv undervisning i, hvad krig er, fordi en del flygtningebørn er rykket ind i skolens modtagerklasse? 

Kort sagt: Hvad vi skal udsætte børn for i oplysningens tjeneste - og hvor længe skal børn have lov til at være børn?

Vi bringer her John Aasted Halses svar til moderen. Han er aut. psykolog og medlem af etikpanelet på etik.dk

Hvor meget skal børn vide? 
 
De mange refleksioner, der stilles krav om i det senmoderne samfund, kan nemt komme til at gøre børn usikre på, hvor og hvordan man skal orientere sig.

På den ene side er der mere at forholde sig til i dag, og samtidig får børn simpelthen en række informationer, som børn tidligere var forskånet for at få. ”Mor bliver der krig herhjemme?" og "hvorfor kommer der så mange flygtninge til Danmark” er spørgsmål, som mange forældre bliver stillet for tiden.

Og i skolen tager man emnet op – i en god sags tjeneste forstås – fordi 'børnene skal forstå og vide, hvad der sker omkring dem', lyder mantraet i disse tider.
 
At børn kan lære – og lære meget mere, end vi før troede muligt - er sikkert soleklart for enhver voksen.

Spørgsmålet er blot, hvad de lærer? Hvad nu, hvis børnene gennem TV har fået en viden, vi helst så dem forskånet for?

Er det så et tema, som skolen nødvendigvis skal behandle både dybt og bredt? Jo, for de ældste elever - men for børn i 2. - 3. klasse?

At undervise i komplicerede forhold som de mellemøstlige og krisen i Syrien indebærer i hvert fald en risiko for, at vi kommer til at overse, hvilke måske uønskede sideeffekter, der kan være af denne undervisning – og denne viden. For voksenverdenen presser sig så at sige ind i børneuniverset og tvinger dem til at tage stilling til noget, som de udviklingsmæssigt måske slet ikke er parate til at tage stilling til: Voksenkulturen og børnekulturen blandes.

Reelt skal børn i det senmoderne samfund forstå tingene ”omvendt”. Almindeligvis starter børns erkendelse af deres omgivelser i det nære, det vil sige i familien, det nære miljø, vuggestuen, skolen og så videre. Men nu er det blevet sådan, at børn får en viden om de mere fjerne ting, før de har tilegnet sig viden om det nære.

Der er blandt skolebørn for eksempel nok flere, der ved, hvor Bagdad ligger, end hvor Samsø er placeret på landkortet. Jo mindre børnene er, desto større risiko for stress, fordi man springer det umiddelbart oplevede og erfarede over og går direkte til det abstrakte. Børn kommer da til at mangle nogle ”knager” at hænge deres viden op på.

Ikke mindst fordi vi i høj grad appellerer til barnets forstand og fornuft i højere grad end den umiddelbare oplevelse.
 
 Man kan sige, at alt det, der er svært at forstå ”uden filter”, når frem til barnet – vel at mærke i ”små bidder”, digitaliseret uden den store sammenhæng.

Sådan er det i vort senmoderne informationssamfund, hvor informationerne, oplevelserne, indtrykkene ligger og flyder rundt omkring på grund af de mange medier, der uden censur bringer hvad som helst.

Dybest set er informationssamfundet og globaliseringen set i et børneperspektiv noget ”fanden har opfundet”!

Har du et spørgsmål til Kristeligt Dagblads etikpanel, er du velkommen til at sende dit spørgsmål til os her.