Aristoteles (384 - 322 f.Kr.)

Aristoteles var en af antikkens store tænkere. Sammen med Platon regnes han blandt de mest indflydelsesrige filosoffer i europæisk idéhistorie

Aristoteles blev født i en lille landsby på den makedonske kyst og flyttede som 18-årig til Athen. Her blev han elev på Platons Akademi, et slags gymnasium for unge mænd.

Efter Platons død i 347 f.Kr. blev Aristoteles lærer for Alexander den Store, som dengang kun var 13 år.

Aristoteles grundlagde senere sin egen filosofiske skole i Lykeion, der fik samme navn som stedet.

Mange af Aristoteles skrifter er bevaret for eftertiden og har været flittigt kommenteret og debatteret lige siden hans død og frem til i dag.
Hans mest kendte etiske værk er Den Nikomacheiske Etik.

Aristoteles forholdt sig som realist til denne verden og skelnede mellem form og stof i modsætning til Platon, der som idealist i stedet skelnede mellem idé og fænomen.

Hos Aristoteles er etikken et naturalistisk fænomen, da han forestiller sig at det ligger iboende i naturen og dermed også i mennesket altid at tragte efter det gode.

Aristoteles opfatter mennesket som et grundlæggende godt og socialt væsen. Dette præger naturligvis hans etik helt grundlæggende, og det bliver af samme årsag vigtigt for ham at forklare, hvordan mennesket kan udvikle en række forskellige former for dyder.

Ligesom Platon mener Aristoteles, at menneskets særlige egenskab er, at det besidder fornuften og evnen til at adlyde denne.
Ifølge Aristoteles er det overordnede mål for mennesket lykken. Denne opnås kun såfremt sjælens aktivitet er i overensstemmelse med fornuften og dyderne. Dyderne er den moralske godhed, der kan opnås gennem tilvænning.

For Aristoteles er moralsk godhed en slags gylden middelvej. Mellemtingen mellem at være nærig og ødsel vil for eksempel være gavmildhed. Det vil sige, at ethvert menneske som har viden, vil undgå det, der er for meget, og det, der er for lidt, men vil vælge mellemtingen.

Den etisk rette handling befinder sig altid i midten, det vil sige mellem overdrivelsen og mangelen. Der er på denne måde mere tale om at søge at nå frem til en balance end at skulle begrænse sine drifter og behov.