Dydsetikken duer ikke
Loven er i udgangspunktet nødt til at være pligtetisk - andet er for farligt, skriver Søren Stidsen
I SIN KRONIK I Kristeligt Dagblad den 8. april gør formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler, sig til fortaler for en dydsetik, hvor dydige mennesker handler godt og derfor ikke har brug for faste etisk normer.
Selvfølgelig er det bedre med gode mennesker, der handler godt, end mennesker, der blot gør, hvad loven forskriver. Dydsetikken virker bare kun på det personlige plan. Som formand for Det Etiske Råd er det Jacob Birklers opgave at rådgive lovgiverne, og her er der behov for en anderledes etisk tilgang. Loven er i udgangspunktet nødt til at være pligt-etisk.
LÆS OGSÅ:KRONIK: Et stykke med etik, tak
Var det så kun i denne kronik, Jacob Birkler talte for en dydsetik uden faste rammer, ville det være helt i orden. Desværre viser tendensen sig i flere af de ting, han udtrykker for tiden.
LÆS OGSÅ: Hvad er dydsetik
Den 12. marts konstaterede Jacob Birkler, at etikken omkring fostre er dybt ulogisk. Det så han som noget positivt. Han vil ikke basere etikken på den strenge logik, for så bliver vi kyniske og beregnende. Livet er jo ikke logisk. Derfor skal vi i stedet prøve at finde os selv i den fortsatte teknologiske udvikling.
Den 29. marts kom så Det Etiske Råds udtalelse om behandlingen af aborterede fostre. Heri står: "Rådet mener, at i sammenhæng med abort efter uge 12 skal forældrene altid inddrages i beslutningen om, hvordan fosteret skal håndteres."
Det betyder, at det er forældrene, der afgør, om fosteret er et barn eller et graviditetsprodukt. Der er ingen logik. Forældrene må hver især finde sig selv i situationen. Det er afgørende for Det Etiske Råd, at der ikke indføres standardprocedurer, der kan krænke nogle forældres opfattelse af fosterets moralske status.
Det er relationen, der bliver det afgørende, men en etik baseret på relationer er en farlig vej. Resultatet af den etik, som Jakob Birkler gør sig til talsmand for, kunne man eksempelvis se i Ekstra Bladet den 2. april. Her kunne man læse, at hvert tiende sent aborterede foster er i live, efter at moderen har født det. Nogle lever kun i få minutter, andre lever i flere dage.
DISSE ABORTEREDE fostre bliver efterladt til at dø. Det gør de, fordi logikken er kynisk. Ifølge logikken burde man tage en hammer og kynisk knuse hovedet på dette ynkværdige liv, som man ville gøre det på en fugl, der er fløjet mod et vindue. Fosteret er jo ikke et menneske. Den ulogiske menneskelighed kan ikke gøre dette og lader i stedet barnet ligge og lide, til det dør af sult, kulde og udmattelse. Det havde vi ikke tilladt med et dyr.
Men er det muligt, at logikken kun er kynisk, fordi man baserer den på fejlagtige antagelser? Kan man forestille sig, at grunden, til at man ikke bare knuser hovedet på det trodsigt levende foster, er, at enhver kan se, at det faktisk er et menneske?
Måske er jeg bare naiv, men i mine øjne er en etik baseret på menneskelighed og relationer kun bedre end en logisk etik, hvis den behandler individer bedre, end den logiske etik ville gøre.
Desuden kan jeg ikke se det logiske eller det menneskelige i, at et foster, der fødes i 21. uge af en mor, der ønsker det, er et barn, mens et barn, der fødes i 21. uge af en mor, der ikke ønsker det, kun er et foster.
Hvad nu hvis en af disse mødre ombestemte sig efter fødslen?
Søren Stidsen,
cand.theol.,
Vestermøllevej 4, Trige