Den kristne moral findes ikke
Findes der en kristen moral? Nej. Kristendommen har ikke noget politisk eller moralsk mål, mener sogne- og feltpræst Thomas Beck
Interviewet med feltpræst Thomas Beck om kristen moral er foregået via mail til og fra Afghanistan. Med 50 danske soldater i Camp Viking i den afghanske hovedstad deler han to såkaldte velfærdscomputere, der er placeret i et telt. Om morgenen, når dannebrog hejses, og der er plads ved computerne, er det koldt, skriver han. Men det bliver varmere, som dagen skrider frem, eller mudret, hvis det regner. Soldater og feltpræst er godt informeret om resten af verden alligevel gennem daglige udendørs briefinger om den internationale situation og aviser hjemmefra - men de to computere er udsigten hjem til familie og venner.
»Kristendommen har ikke et politisk eller moralsk mål. Det er Gud, der har et mål med os. Og det er syndernes forladelse.«
Så kort kan det udtrykkes inden for et tidehversk syn på kristen moral. For Thomas Beck er kristendommen et opgør med alle former for moralisme, fordi moralisten oftest har mere travlt med at påpege, hvad andre bør gøre, end med at se sig i spejlet.
- Skal man endelig tale om kri-sten moral, så er det en moral, der holder os fast på ansvaret over for næsten, og som forpligter os på ikke at være moralister og derfor altid gøre op med moralismen, siger han.
Det samme gælder på spørgsmålet om, hvorvidt man kan sige, at samfundet er bundet af en kristen moral.
- Gud har opdelt verden i en verdslig og en åndelig øvrighed. Den åndelige øvrighed skal afsløre synden gennem ordet om, at Gud tilgiver synden. Det gør Gud gennem den tro, Han skænker hvert menneske gennem dåb og nadver. Kirken skal ikke bruge verdslig magt. Den skal heller ikke som kirke fungere som udøver af gode gerninger.
- Den verdslige magt derimod skal bruge sin magt til at bekæmpe syndens følger. Det vil sige, hvad man kan kalde amoralsk opførsel: at slå ihjel, stjæle eller at udnytte og misbruge den svage. Derfor er samfundet ikke bundet af en kristen moral, men af et evangelium, som fastholder den verdslige øvrighed på sine opgaver, så den verdslige øvrighed ikke gør sin politik religiøs.
Alligevel er der et enkelt »slip« i Thomas Becks argumentation, som han selv peger på.
- Det går som en rød tråd gennem historien, at der altid er folk, der råber op om andres moralske forfald og kalder til moralsk oprustning. Det er synd og skam, men vi har på den anden side en god folkekirke, der afslører hykleriet gennem forkyndelsen af Guds ord. I den forstand kan man sige, at, der er en »kristen moral« i samfundet, fordi folkekirken er skrevet ind i Grundloven. Det er den på en måde, så folkekirken fastholdes på sine opgaver af staten og omvendt.
Bibelen er for Thomas Back ikke et skrift, der kan tolkes forskelligt ind i forskellige tider og steder. Der er ingen »tidsånd« i den helt grundlæggende lære.
- Vi kan uddrage en morale af Jesu liv. Det enestående er, at han gør mit liv til sit liv og sit liv til mit liv. Det, jeg ikke kan gøre godt igen, gør han godt ved at dø for min skyld. Moralen af Jesu liv er derfor ikke en morallære, der i detaljer fortæller, hvordan vi skal leve et særligt kristent liv. Men det er en morallære, der fastholder hver enkelt af os på at leve et anstændigt og hæderligt liv. Og her må hver især i hver enkelt situation afgøre, hvad der er mest anstændigt at gøre. Tommelfingerreglen er hver gang hensynet til den svage, hensynet til dem, man er forpligtet på, og hvor man derfor altid tilsidesætter sig selv. Sådan har det altid været, og det ændrer sig ikke en tomme.
Thomas Beck har nu i de sidste to måneder været vidne til en religion, som i hvert fald i nogle udlægninger ikke alene er en religion, men også en politisk styreform. Han er dagligt vidne til fortsat kønsadskillelse og kan slet ikke forlige sig med de tidligere magthavere talebanernes totalitære form for islam.
- Vi skal ikke som kristne give os til at »lægge arm« med islam i menneskesyn og moralsk opførsel. Begiver man sig af med at være moraliserende, så bevæger man sig også i sin tankegang hen til, at målet helliger midlet. For så gør man moraliseren over muslimers adfærd til et middel, der skal vise, at man selv er mere retfærdig eller god, og dermed opsætter man også en målestok for korrekt kristen opførsel.
- Men rigtig kristen tankegang kan aldrig befinde sig på det plan, hvor målet helliger midlet. For det første har kristendommen ikke et moralsk eller politisk mål. For det andet er det ikke os, der har et mål, men Gud, som har et mål med os. Forkyndelsen af syndernes forladelse ved Guds Søn er kristendommens mål. Og da det er Guds mål med os, har vi ikke midler, der helliger det mål. Uanset hvor fristet man kan blive til at påpege, hvad man selv mener er fejlen ved anden religion. Den dom kan kun Gud afsige.