Etisk udfordring

Forfatter: Man får meget forærende ved at have et dansk cpr-nummer

Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen. Foto: Leif Tuxen

44-årige Anne Lise Marstrand-Jørgensen er forfatter og administrator i Facebook-gruppen ”Venligboerne København & omegn”. Den globale ulighed er det største etiske problem

Hvad er det største etiske problem i dag?

"Det største etiske problem i dag er den globale ulighed. Det, at mange mennesker lever i ekstrem fattigdom med alle de problemer, det medfører. Alle de forhold, der fører til ekstrem fattigdom - den onde cirkel, det skaber."

"Det forhold, at det stadig i år 2016 er sådan, at mennesker får ekstremt forskellige privilegier alene afhængig af, hvilken verdensdel eller hvilket land de fødes i. Men det virker ikke, som om der er villighed til at tænke i løsninger. Så var man nok kommet tættere på en løsning."

Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

"Nej. Den offentlige debat er præget af, at man i ringe grad har lyst til at berøre etiske dilemmaer, og at man i højere grad er orienteret mod aktuelle politiske strømninger, eller det som bliver udnævnt til øjeblikkets herskende rationalitet, og som ikke nødvendigvis har så meget med etik at gøre."

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

"Det gør jeg dagligt. Det er et spørgsmål om at huske på, at man gør det. Hver gang man bruger sine penge på noget, står man i et etisk dilemma. Hver gang man vælger, om nogle af ens penge og ens overskud skal bruges på verdens gavn eller bare på almindeligt forbrug, er det et etisk dilemma."

"Jeg tænker tit i omregning, gad vide, hvor mange jeg kunne hjælpe med dette beløb. Det er ikke, fordi jeg synes, man skal leve på en sten. Men det er en reel overvejelse. Hjemme hos os har vi valgt at donere fem procent af vores indtægt til gode formål, det er en måde at købe aflad. Vi vil gerne have det op på ti procent."

"Min mand gør meget ud af at undersøge, hvor penge gør mest gavn. Han giver en del af sine fem procent til bekæmpelse af indvoldsorm, som berører næsten 900 millioner børn. Jeg giver som regel til noget andet, der bedrer levevilkårene for børn."

"Generelt synes jeg også godt, man kan være mere opmærksom på almindelig generøsitet i sit liv."

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

"Det er den med at finde balancen mellem at have et liv, man gerne vil have, og samtidig have bevidstheden om, at verden virkelig er et uretfærdigt sted. I Danmark er vi født med store privilegier. Man får meget forærende bare ved at have et dansk cpr-nummer."