Årets største etiske dilemma: Børns leg negligeres

Børns indlæring har fyldt meget i 2015. Børn skal lære mere, bedre og tidligere. Men husker vi som samfund også at værne om børns leg og respektere barndommen som en selvstændig tidsalder? Det er årets vigtigste etiske spørgsmål på børneområdet, mener psykolog John Halse

Hvad var den største etiske udfordring i 2015? Og hvad bliver det største etiske dilemma i 2016? De spørgsmål har Kristeligt Dagblad bedt alle medlemmer af Etikpanelet om at svare på. Her svarer John Halse, psykolog og tidligere formand for Børns Vilkår:

Børns udvikling og især deres indlæring har i 2015 tilsyneladende været omgivet af megen bekymring.

Børnene skal lære noget, og de skal lære det tidligere. De netop udsendte rapporter om de første år med folkeskolereformen tales i den grad op, netop fordi det ser ud til, at børnene lærer noget mere.

Børn skal træne, og de skal trænes, de skal vurderes og så gå længere tid i skole. Der er protester fra forældre og fagfolk, men lige meget hjælper det. Spørgsmålet er, om vi nærmer os det punkt, hvor vi mister opfattelsen af, hvad børnene egentlig er her for. Hvad vi som samfund vil med børn ud over, at de en dag skal være arbejdskraft.

For skolebørn har det altid været hovedsagen at lære at læse og skrive. Det er en langvarig og kompliceret, ja dybest set unaturlig proces for børn, der kræver betydelig disciplinering, for barnet skal jo sidde stille. Barnet skal lære at udskyde og omdefinere sit behov for aktivitet, selskab og umiddelbar belønning. Det er vanskeligt for børn i skolealderen, men må forekomme at være helt umuligt at mestre for børn i et til femårsalderen. 

Hvis ikke Wolfgang Goethes synspunkt om, at levende og fantasifulde børn ender med at blive triste og kedsommelige voksne, skal gå i opfyldelse, begynder det at haste med et andet syn på børns udvikling end det i dag fremherskende. 

Politikeres svar er uden tvivl, at børn – både i børnehaven og i skolen – skal have faglige færdigheder indlært så tidligt og så sikkert, at de bliver nyttige samfundsborgere og kan bidrage til væksten. Det kan måske være på sin plads.

Mange vil sikkert også acceptere det som en vis, om end begrænset sandhed. For man kunne jo sige, at det vel er godt nok, for ”børn kan godt lide at være beskæftiget med noget meningsfuldt”. Selvfølgelig! Men der er som oftest ret stor forskel på, hvad børn og voksne opfatter som vigtigt og meningsfuldt. 

Hvor det ellers har været vel indarbejdet i vor kultur at acceptere og respektere tilstedeværelsen af barndom som en selvstændig livsalder og som ”prøvesten”, så er vi nu i dette henseende ved at tage et stort skridt baglæns. Ønsket om begrænsning af børns leg, hurtigere, tidligere og mere indlæring viser i hvert fald kun alt for tydeligt, at mange primært opfatter hele barndommen som et desværre nødvendigt forstadium til voksenalderen, hvor børns egen leg og kultur negligeres.

Vi står nemlig nu der, hvor legen i børns liv er diskrediteret, den opfattes i stigende grad som tidsspilde og noget, der i bedste fald skal overstås. 

Det er her, jeg håber, at vore politikere fremover vil betjene sig af bare lidt mere kritisk overvejelse. For konsekvensen af den megen fokus på læring og træning kan meget nemt komme til ikke alene at udtynde og udhule, men også nedbryde den børnekultur, vi hidtil har bygget vores omsorg og udvikling af børn på. Og nedbryde selve vores skolekultur.

I en af Kim Larsens sange hedder det: ”Har du mistet dit gyldne håb – som du fik i gave ved din barnedåb, og går du tomgang i en lukket ring og er du blevet til ingenting – Så kom og dans…” 

Det gælder mere i dag mere end nogensinde, så jeg vil opfordre til en dans i 2016, der kan vende udviklingen og få det gyldne håb tilbage.

John Halse er psykolog, tidligere formand for Børns Vilkår og medlem af Kristeligt Dagblads Etikpanel