Hvornår er man egnet til at blive forælder?

Meena Christensen er 20 år og skal snart insemineres. Men det har været en lang vej hertil, for fire fertilitetsklinikker sagde nej, før hun fandt én, der sagde ja. Hun har svært ved at forstå argumentet om, at hun er for ung. For mange kvinder, der er yngre end hun, bliver gravide ved et uheld, uden at nogen løfter et øjenbryn. Foto: Ole Mortensen/Tilsted Com.

20-årige Meena Christensen fik flere afslag før hun blev godkendt til at modtage kunstig befrugtning. Men er det fornuftigt, at fertilitetsklinikkerne afgør retten til kunstig befrugtning?

I årevis har Meena Christensen ventet på at være gammel nok til at blive mor. Og da hun bliver 18, kan hun ikke vente længere. Hun føler sig mere moden end sin alder, og hun har kendt sin pigekæreste i tre år, så de begynder at ringe til fertilitetsklinikker.

I første omgang er svarene nedslående. Hun er for ung, lyder det, kom tilbage om et par år. Men Meena bliver ved, for ønsket om et barn er langtfra en fiks idé. Hendes mor er dagplejemor, så hele livet har Meena været omgivet af småbørn, og tidligt beslutter hun sig for, at de også skal være omdrejningspunktet i hendes liv.

– De fleste siger til mig: Vent nu lidt. Hvorfor haster det? Men for mig er det helt naturligt. Jeg er ikke som mine jævnaldrende og føler mig helt klar til et liv som forælder. Der er masser af 25-årige, der er langt mindre mentalt klar end mig, men dem peger ingen fingre ad, fordi de har en bestemt alder eller en god uddannelse. Det afgørende er vel, at jeg vil elske det barn over alt på jorden, forklarer hun.

Hos klinik nummer fem, Vitanova, møder hun endelig forståelse. En jordemoder spørger ind til, hvad hun laver, og hvilke tanker hun gør sig, og det er så det. Sammen med kæresten finder Meena en ny og større lejlighed, køber babytøj og lægger planer. Måske lidt for mange planer, for to uger før insemineringen springer Meenas kæreste fra. Det er alligevel ikke det liv, hun vil have, og så står Meena uden medforsøger og uden uddannelse med en lejlighed, hun ikke kan betale, i en by, hvor hun ingen kender. Det er ikke drømmen, men det er godt nok, så hun ringer igen til klinikken. Her er beskeden, at hun skal omvurderes. Konklusionen bliver: Vent et halvt år, få styr på din økonomi, så får du lov.

Tilfældet Meena er ikke typisk. Landets 20 offentlige og private fertilitetsklinikker møder kun meget få så unge kvinder, men de møder mange andre, der måske ikke lige er prototypen på en forælder. De kan være svært handicappede, svært overvægtige, storrygere eller udviklingshæmmede. Der er dog stor forskel på, hvilke svar de får, når de henvender sig for at få kunstig befrugtning. Som regel er det ja. Indimellem får de besked på at vente, til de er mere mentalt klar eller har fået bedre styr på deres økonomi og boligforhold. Hvor ofte de får et rent afslag, er der ingen centrale opgørelser over, men det hører absolut til sjældenhederne. Formentlig er der højst 10 tilfælde om året, vurderer Sundhedsstyrelsen.

Beslutningen bliver typisk taget ud fra en kort samtale med en speciallæge eller jordemoder. Er der tvivl, bliver sagen taget op i plenum på klinikken. I enkelte tilfælde indhentes oplysninger fra de sociale myndigheder, sygejournaler eller andet. Men i sidste ende er afgørelsen klinikkens. Sådan har det været siden 2007, hvor en ny bekendtgørelse for første gang gjorde det muligt at sige fra over for kvinderne, hvis klinikkerne var i tvivl om deres egnethed som forældre. Indtil da havde de pligt til at sige ja, selv i tilfælde, hvor det var åbenlyst urimeligt.

Formålet med de nye regler var ikke at stramme generelt op i forhold til forælderegnethed, men blot at undgå de forudsigelige, ulykkelige sager ved at give klinikkerne lovhjemmel til at afvise kvinder, hvis uegnethed var åbenlys. Det havde de tidligere måttet gøre for egen regning eller med henvisning til lægeløftet om kun at anvende sine kundskaber til medmenneskers gavn. Antallet af afvisninger steg dog ikke af den grund, for tvivlstilfældene har altid været få, forklarer afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen Peter Saugmann-Jensen.

En anden grund til de åbenlyse afslag er, at denne type kvinder sjældent når frem til klinikkerne. Enten har de ikke ressourcer til at opsøge klinikkerne, eller også er de blevet frarådet det af deres praktiserende læge. Hertil kommer den afgørende grund: Nemlig at loven ikke ændrer ved udgangspunktet om, at tilgængeligheden til kunstig befrugtning skal ligne muligheden for at blive naturligt gravid så meget som muligt. Netop fordi der ikke bør være forskel på de to grupper.

Hos den private fertilitetsklinik StorkKlinik betyder det, at blandt andet et lesbisk par, der lige var fyldt 19, fik ja. Omvendt har klinikleder Nina Stork sagt nej til en enlig 25-årig, hvis situation langtfra var optimal af sociale og psykiske grunde. Beslutningerne bliver taget på en blanding af snusfornuft og mavefornemmelse. Og ud fra en snusfornuftig grundholdning om, at det er en særlig situation at sætte et barn i verden, der ikke har en far. Derfor skal man være sund og rask, have et psykisk overskud, et nogenlunde velfungerende socialt netværk og en nogenlunde fornuftig økonomi, forklarer hun:

– Vi har siddet 8-10 timer hver dag i 10 år nu og talt med kvinder, der gerne vil insemineres, så vores vurderinger er ikke hevet ud af den blå luft. Og vi har dybe og ofte svære overvejelser om, hvilke normer vi egentlig dømmer ud fra. Men jeg er meget glad for, at der for eksempel ikke er en lov om, at man skal være 20 år for at kunne gå i gang, for der er stor forskel på 20-årige. Der er så mange individuelle hensyn, at det ikke giver mening med et firkantet system. Det vil blot afspejle et bestemt livssyn, måske en generel middelklassekultur, der ville afvise en bestemt type kvinder. Indimellem givetvis på et urimeligt grundlag.

Den holdning deler formand for Dansk Fertilitetsselskab Karin Erb. Hun erkender gerne, at der kan være himmelvid forskel mellem klinikkerne på, hvem de siger nej til, og hvorfor. Nogle klinikker behandler slet ikke svært overvægtige kvinder. Andre kræver, at kvinderne holder op med at ryge. Hos de offentlige klinikker er der desuden formentlig flere nej?er, fordi man i højere grad føler sig forpligtet til ikke at sende kvinderne i armene på offentlig forsørgelse, vurderer hun.

Og det er der intet problem i. Lavede man fælles retningslinjer ville man eksempelvis ramme de unge indvandrerpar, som ofte er under 20 år, når de henvender sig, men som typisk har været kærester længe, er blevet gift og har en støttende familie i ryggen.

– Man skal huske på, at klinikkerne ikke skal vurdere, om folk er egnede som forældre, men om de er uegnede, og der er en forskel. Man kan være egnet på mange måder og af mange grunde, mens de uegnede oftest er nemme at udpege. Er man det mindste i tvivl, er der rigeligt med fagkundskab at spørge til råds. Det er netop det, den nye lov åbner mulighed for, siger Karin Erb.

På fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus i Århus er professor Jakob Ingerslev alligevel i tvivl om, hvorvidt den endelige beslutning bør ligge hos klinikkerne. For den rette faglige kompetence ligger i det sociale system. Man kunne for eksempel tænke sig, at en læges afslag på behandling blev underkendt af den sociale ankestyrelse alene på grund af formelle fejl i sagsbehandlingen. Den slags er fertilitetsklinikkerne ikke klædt på til, mener han. Og dermed kan der opstå situationer, hvor det ikke er de rigtige, der får et nej.

– Forælderegnethed er en særdeles varm kartoffel, fordi man på samme tid gerne vil varetage barnets tarv og gøre kunstig befrugtning så naturlig som muligt. Og det skal ske uden at opdele i gode og mindre gode forældre. Men vi er nødt til at tage fat om diskussionen. For selv om det er ganske få kvinder, der får et nej, betyder det hele verden for dem. Så skylder vi, at beslutningen i det mindste er kvalificeret.

I Skive sidder Meena Christensen stadig og venter, men nu med en lykkelig fornemmelse. Hun er flyttet tilbage til hjembyen, hvor forældrene bor, og hun har fået et arbejde. Meget snart skal hun insemineres. Hun er taknemmelig for, at nogen kunne se hendes potentiale som en god mor, men undrer sig over den udbredte modstand, hun har mødt. Særligt fokuseringen på hendes alder har været frustrerende, fordi det i sig selv ikke bør kunne fortælle, hvor egnet hun er. Økonomi og uddannelse burde heller ikke være en faktor, for hver dag fødes børn , som er undfanget på naturlig vis af par, der er langt dårligere stillet end hun. I det hele taget skal man passe på med at generalisere, hvem der er i stand til hvad, mener hun.

– Jeg har brugt hele mit liv på at forberede mig på at blive mor, men nu hvor jeg står foran at blive det, er intet, som jeg havde planlagt. Og sådan er det jo ofte. Man kan ikke altid planlægge de perfekte rammer for et barn: Det gør almindelige teenagemødre jo heller ikke ligefrem, men barnet har mig 100 procent, og det er mere, end mange andre børn får.