Voksne børns forhold til gamle forældre er ofte svært
Kære brevkasse
Jeg vil meget gerne høre om jeres syn på noget, som jeg synes er et eksistentielt dilemma. Det drejer sig om relationen mellem gamle forældre og voksne "børn".
Min mor døde for få år siden. Hun blev meget gammel og havde været enke i mange år. Min relation til hende bar præg af de konflikter, vi havde haft under min opvækst, og som medførte irritation og afstandtagen hos mig. Konsekvensen blev, at min mor ikke fik den kontakt og støtte, hun sikkert havde brug for fra min side. Hun følte sig mere og mere ensom, og de eneste, hun ville have besøg af, var familien, forståeligt nok. Jeg havde mine grunde til at handle, som jeg gjorde, men det var ikke muligt at snakke om det. Min eneste søster, der boede tæt på, følte dårlig samvittighed ustandseligt. Hendes eget aktive liv og min mors behov kunne ikke forenes.
Jeg ser med årene mere og mere denne relation også fra min mors side, selvom jeg ikke ved, hvordan min søster og jeg skulle have kunnet handle anderledes. Men jeg bliver selv ældre, og jeg kan livligt forestille mig, hvordan det må være, når kroppen mister sine færdigheder, således at de aktiviteter, man har været vant til at deltage i, bliver umuliggjort. Derved bliver isolationen større, og jeg oplever også via mit arbejde, at depression og ønsker om at komme herfra ikke er ualmindelige blandt ældre mennesker. Det er dette, jeg ser som et dilemma: De gamle forældre bliver inaktive og isolerede, de får mere og mere brug for kontakt med deres børn, og de voksne børn har på naturlig vis løsrevet sig og vil gerne leve deres eget liv. Dertil kommer ofte som sagt de eventuelle konflikter, der har hobet sig op under børnenes opvækst.
Vi overgiver pasningen af vore gamle til professionelle. Det kan være godt nok, men besparelser og det faktum, at de gamle helst vil være sammen med deres nærmeste, gør ofte ikke denne løsning optimal. Jeg kan dog ikke se det løst på anden måde, da de fleste voksne børn ikke magter eller ønsker at tage sig af deres gamle forældre, som man gjorde engang. Konsekvensen bliver denne mistrivsel hos de gamle, og den fremtid ser jeg personligt ikke frem til. Vel vidende, at relationen og kærligheden "opad" er anderledes og præget af løsrivelse, imens den "nedad" bærer præg af det svære i at give slip og angsten for at miste.
Med venlig hilsen
datter og mor
Kære datter og mor
Tak for dit brev. De temaer, du rejser, er og vil altid være særdeles vigtige, og vi må aldrig blive færdige med at se på og samtale om, hvordan vi behandler vores ældre, både som samfund og som enkeltpersoner. Vi skal kendes på, hvordan vi behandler de svageste iblandt os, det være sig børn eller ældre. Samtidig er det et svært emne, for når talen kommer ind på vores forhold til vores nærmeste relationer og ophav, så er der så mange forskellige personlige fortællinger.
På lignende måde er der også store individuelle forskelle på, hvilke muligheder vi har for at være til stede i de ældres liv, og hvilke muligheder man har for konkret at hjælpe i dagligdagen. Man bor måske i den anden ende af landet og har måske både arbejde og stadig hjemmeboende børn, der skal tages vare på, samtidig med at man selv kæmper med manglende kræfter. Derfor er der ikke lette svar og nemme løsninger. Vi har valgt at bruge både denne fredags brevkasse og næste uge med til at reflektere over dit spørgsmål, for det er omfattende og handler om både psykologiske, moralske og praktiske forhold.
I dag vil vi skrive lidt om, hvor svært det kan være for nogen at være tæt på gamle forældre, hvis forholdet til dem tidligere har været komplekst. Nogle voksne børn har jo i et helt liv måttet leve med vanskeligheder eller måske endda traumatiske oplevelser i forhold til deres forældre. Man har så måske igennem sit voksenliv forsøgt at overleve på en eller anden vis med høflig distance og overfladisk samvær. Når så ens forældre bliver ældre og mere sårbare, svage og afhængige, kan det være næsten umuligt at give dem den nærhed, omsorg og varme, som man måske selv har længtes efter i et helt liv fra de selvsamme personer. Det kan virke så grænseoverskridende og blufærdigt, og det kan også opleves som at svigte sig selv og ens smertefulde følelser at være tæt på dem. Side om side med disse følelser kan skyldfølelsen og ens grundholdninger skurre mod disse personlige forhold. Som eksempel kan man forestille sig en mand, der i hele sit liv har længtes efter en fars ømhed og anerkendelse og ikke har fået den. Måske har han endda været bange for sin far, som kan have været både hård og magtfuld. Da kan det være særdeles vanskeligt at have et tæt fællesskab på sine gamle dage og se sin far hjælpeløs og hjælptrængende. Eller pigen, som i hele sin opvækst har måttet tilsidesætte egne behov for at tilfredsstille sin mors. Hun har måske i voksenlivet måttet bruge mange kræfter på i bedste fald at tilkæmpe sig et ståsted og en selvrespekt. Det kan være meget svært for sådan en voksen datter at stille op som den omsorgsfulde og lyttende datter. Disse par eksempler er blot valgt for at give et lille glimt af, at for nogle er omsorgen for ældre ikke bare ligetil. Heller ikke selvom ens grundholdning er, at man skal vise ældre respekt og være der for dem i den sidste livsfase.
Derfor kan det være vigtigt at blive bevidst om, at vi, der er forældre og i "mellemgenerationen", forsøger at se os selv i øjnene og træner i at være omgængelige, åbne og elskværdige mennesker, medens vi har chancen for at ændre ting i vores liv. Det forhold, vi opbygger til vores børn, medens vi stadig er i vigør, er nemlig det forhold, vi skal tære på, når vi bliver gamle. Måske er der også en og anden, der med fordel havde noget personligt, de skulle tale ud med deres børn om, bede om forladelse for eller spørge ind til. Alt for mange familierelationer er størknet eller betændte med smerte, bitterhed, mure og upersonlighed. Mange voksne børn kunne have glæde af, at man ydmygt rakte en hånd ud til dem og måske fik udtalt det svære, men vigtige spørgsmål: Hvad vil være svært for jer at forholde jer til, når vi engang bliver gamle og måske hjælpeløse? Eller hvad kan vi gøre for, at det bliver lettere for jer at være sammen med os, når vi bliver gamle? Sådanne eller lignende spørgsmål kan være gode og vigtige at få talt om, mange år før man står over for hinanden som måske 60- og 85-årige med mange års manglende samtale og lig i lasten bag sig.
Mange hilsener
Annette og Jørgen