Vatikanets hemmeligheder
BØGER UDEFRA: Den amerikanske historiker David Alvarez tager i en ny bog hul på det spændende og sjældent behandlede emne om den glidende overgang mellem diplomati, efterretningsvirksomhed og regulær spionage i og omkring Vatikanet
I slutningen af 1939 optog oberst Hans Oster og major Hans von Dohnanyi fra den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr via en tysk, katolsk sagfører kontakt med pave Pius XII. De fortalte paven, at kredse i militæret forberedte et kup mod Hitler og bad ham om at være mellemmand i hemmelige forhandlinger med London om en ærefuld fredsslutning. Pius XII sagde ja i håbet om, at det kunne bringe krigen til en hurtig afslutning og det nazistiske regime til et brat fald.
Forhandlingerne førte som bekendt ikke til noget, men hændelsen er alligevel bemærkelsesværdig i pavestolens nyere historie. Ikke bare var episoden, da den lidt efter lidt blev kendt, dybt kompromitterende for Vatikanets formodede neutralitet under Anden Verdenskrig, men blot det, at paven indlod sig i en rendyrket politisk intrige, var i sig selv højst usædvanligt.
Historien var imidlertid også med til at styrke en udbredt forestilling om, at der bag Vatikanets tykke mure gemte sig enestående oplysninger af politisk, økonomisk og militær art fra snart sagt ethvert land på kloden. Disse efterretninger blev efter sigende indsamlet af katolikker overalt i verden, og tanken om et sådant internationalt netværk bekymrede ikke mindst den katolske kirkes ideologiske modstandere fra Napoleon til Stalin, Mussolini og Hitler. Men også demokratiske ledere som præsident Franklin D. Roosevelt var sikre på, at pavestolen rådede over enestående ressourcer og mente, at adgang til Vatikanets hemmeligheder ville give USA en bedre forståelse for den politiske udvikling i selv så fjerntliggende lande som Afghanistan og Zanzibar.
I virkeligheden forholdt det sig noget anderledes, argumenterer den amerikanske historiker David Alvarez i sin fascinerende bog »Spies in the Vatican: Espionage & Intrigue from Napoleon to the Holocaust« (Spioner i Vatikanet: Spionage og intrige fra Napoleon til Holocaust), der bygger på omfattende studier i arkiver i England, Frankrig, Spanien, Italien, USA og Vatikanet.
Nok tilgik der pavestolen oplysninger fra hele verden, men indberetninger kom væsentligst fra pavestolens officielle diplomatiske repræsentationer og omhandlede næsten udelukkende lokale kirkelige og religiøse forhold. Dertil kom, at kommunikationskanalerne kunne være yderst mangelfulde. Såvel den franske som den britiske ambassadør ved pavestolen under Anden Verdenskrig var chokerede over, hvor dårligt paven og hans rådgivere var orienteret om internationale forhold, og sågar undertiden havde en helt forfejlet opfattelse af, hvad der foregik i Syd- eller Norditalien blot få hundrede kilometer fra Peterskirken.
De, der frygtede eller misundte Vatikanet dets angivelige netværk af meddelere, overvurderede ifølge Alvarez de ressourcer, som Vatikanet havde til sin rådighed. Men de forstod heller ikke, at pavestolen efter tabet af Kirkestaten i 1870 først og fremmest så sin egen rolle i denne verden som religiøs og moralsk. Vatikanet var først og fremmest en religiøs institution, hvis væsentligste opgave var at fremme en bestemt tro, at opretholde forskellige religiøse institutioner og at drage omsorg for de troende.
Alt dette betød naturligvis ikke, at Vatikanet undervurderede betydningen af sin egen prestige. Ej heller betød det, at man var uvidende om de politiske kræfter, der ønskede at modarbejde dets mission, og det kunne derfor ske, at pavestolen iværksatte hemmelige operationer af hensyn til de lokale kirker. Noget sådant fandt sted i 1926, da den franske biskop og jesuit Michel d'Herbigny blev sendt til Moskva for efter pavelig ordre at oprette et skjult hierarki af kirkeledere til erstatning for de præster og biskopper, som det kommunistiske regime havde fængslet eller sendt ud af landet. Det lykkedes for d'Herbigny at bispevie flere præster, men det faktum, at hans hemmelige hierarki næsten øjeblikkeligt blev afsløret af den sovjetiske sikkerhedstjeneste, viste også, at hans mission var en af de undtagelser, der bekræfter reglen. Biskop d'Herbigny var fuld af from ildhu, modig og dertil specialist i østkirken. Men han var ikke nogen James Bond.
Pavestolen var kun en yderst modvillig deltager i den udvikling af organiseret efterretningsvirksomhed, der tog fart mellem de to verdenskrige. Men det var ikke en holdning, der var uden omkostninger. For uanset sin egen indstilling kunne Vatikanet ikke forhindre andre i at iværksætte aggressive spionageoperationer mod pavestolen i et forsøg på at opnå politiske eller diplomatiske fordele. Og det kunne alvorligt hæmme pavestolens egne ønsker om at influere på verdens gang. Skurkene i denne sammenhæng er først og fremmest Italien, Tyskland og Rusland, med Italien både før og efter Mussolini i en klar førerposition. Men også andre lande som for eksempel Frankrig og USA brugte mange kræfter i forsøget på at forudse pavestolens politik, og Alvarez' levende tekst er spækket med farverige personligheder og deres mere eller mindre vellykkede forsøg på at trænge ind i krogene i det apostolske palads.
Det er et spændende og sjældent behandlet emne, som David Alvarez tager op i beretningen om den glidende overgang mellem diplomati, efterretningsvirksomhed og regulær spionage i og omkring Vatikanet.
Beretningen stopper i 1945 på tærsklen til den kolde krig og vor egen tid. Men ingen, der fulgte den lange række af politikere og topdiplomater, fra Storbritanniens Tony Blair til FN's Kofi Annan, der i dette forår var i audiens hos paven forud for invasionen af Irak, kan være i tvivl om, at pavestolens politik fortsat har mange verdslige regeringers store bevågenhed.
Informationssamfundet har gjort det lettere for pavestolen at operere på den internationale politiske arena, men det er Alvarez' pointe, at dens grundliggende dilemma fortsat består. Som alle andre har pavestolen sine interesser at fremme og beskytte. Men det er også først og fremmest en religiøs institution med begrænset appetit på de mere sinistre sider af efterretningsvirksomhed, der giver andre internationale aktører væsentlige fordele. Vatikanet er udmærket klar over kattepinen, skriver Alvarez, men har ikke taget noget skridt for at løse den. Og det lader han til at være meget godt tilfreds med.
David Alvarez: Spies in the Vatican. Espionage & Intrigue from Napoleon to the Holocaust. University Press of Kansas, 2002. 34.95 dollar.