Tale ved en brors begravelse

Forfatteren Tomas Thøfner stod i en vanskelig situation, da hans bror døde. Ingen af dem var troende, og Thøfner lavede derfor en ikke-kirkelig bisættelse. -- Foto: Leif Tuxen.

Hvad gør man, hvis det føles forkert at blande Gud ind i afskeden med ens døde bror? Forfatteren Tomas Thøfner har skrevet en personlig bog om sin brors bisættelse, om alle de overvejelser, der opstår midt i sorgen, og behovet for et ikke-kirkeligt ritual

Livet er fuldt af valg. Når et menneske dør, følger flere valg. Hvilken farve urne ønsker man for eksempel at hælde sin kæres aske i?

Bedemanden trak en mappe med farvefotokopier af urnemodeller frem og viste den til Tomas Thøfner. Tonen var professionel som hos en bankrådgiver. Tomas Thøfner valgte en hvid i klassisk design. Så gerne. Og tøjet? Storebroderen, som Tomas Thøfner lige nu – midt i sorgen – var ved at vænne sig til skulle blive til aske, skulle altså klædes på i kisten.

– Det føles ikke rart at behandle døden på sådan en praktisk måde. Men det kan jo ikke være anderledes. Det er noget praktisk. Liget skal skaffes af vejen, og det ubehagelige skyldes ikke bedemandens spørgsmål. Det er døden.

Forfatteren Tomas Thøfner sukker let. I essayet "Punktum" beskriver han nøgternt den "absurde sammenblanding af sorg og forretning", som han oplevede den i tiden op til broderens bisættelse. Det største dilemma vedrørte dog hverken urner eller hvide kjortler. Som nærmeste pårørende til den syv år ældre bror besluttede Tomas Thøfner sig for at skrive de ord, der skulle siges ved urnenedsættelsen. Talen gav anledning til en række overvejelser og erkendelser.

– Sådan en tekst skal give mening om noget, der ikke er særlig megen mening i. Nemlig at min storebror skulle have sådan et dårligt liv og falde ned af en stol og dø af en blodprop i lungen. I vores kultur er der en masse faste vendinger, som ligger lige for at sige i den situation. Det ligger lige for at sige: "han har det nok bedre, der hvor han er nu" eller "et eller andet sted er der er mening med, at hans lidelser sluttede her". Det gik op for mig, at sproget er inficeret af teologiske vendinger og religiøse idéer. Men for mig var det vigtigt, at den tale, jeg holdt, var så tæt på sandheden som muligt, og tingene bliver efter min opfattelse ikke mere sande af at blive udtrykt i teologi.

Da sygeplejersken ringede fra hospitalet og fortalte, at broderen var død, kørte Tomas Thøfner sammen med sin hustru ud for at se liget. Hjemme igen begyndte overvejelserne. Som tidligere kirkekorsanger var Tomas Thøfner mere end fortrolig med kirkelige ritualer, og han havde i mange år interesseret sig for kristendom og teologiske spørgsmål, men selvom han var medlem af folkekirken, var hverken han eller den afdøde bror troende.

– Hele den kirkelige ramme henviser til en række trosforestillinger som – mig bekendt – ikke er rigtige. Hvis min bror eller andre i familien havde haft et ønske om det, så havde jeg selvfølgelig respekteret det. Jeg havde bestemt ikke til hensigt at lave en sekulær kamphandling, men pludselig virkede det næsten stødende på mig at forbinde min brors død med historier om Jesus. Det forekom meget irrelevant og underligt. Jeg kan bedst sammenligne det med, hvis man er kristen eller bare almindeligt sympatisk indstillet over for folkekirken og så skulle begrave sin døde bror med en helt fremmed religions ritualer. Ville man ikke føle, at det var for bizart at ofre til Thor i forhold til alvoren i, at ens bror er død?

Tomas Thøfner ser op.

– Faktisk blev jeg overrasket over, at mine forbehold over for det religiøse i den grad blev vækket i den situation. Men uanset om man er religiøs eller ej, vil man gerne tage en ordentlig afsked, og det viste sig at være vanskeligere, end jeg havde troet – også af andre årsager. For eksempel kunne vi ikke få lov at være til stede ved urnenedsættelsen, hvis han skulle begraves i de ukendtes grav, hvad der var mit ønske, for der ligger vores far også. Men vi valgte en mellemløsning, hvor vi fik et gravsted uden en sten, så vi kunne få lov at samles for at tage ordentligt afsked. Vi havde behov for noget at huske på.

Familien og en lille håndfuld venner sagde farvel ved gravsted 113. På trods af sine overvejelser besluttede Tomas Thøfner, at de skulle synge en salme. Storebroderen havde holdt af "Dejlig er jorden" i Gasolin?-versionen, og selvom det for Tomas Thøfner føltes mærkeligt at synge om Guds engle, stemte selskabet i.

– Den var rigtig i genremæssig forstand. Den passede ind i en kirkegårdsskematik, men i dag ville jeg ønske, at vi havde undladt salmen, så ceremonien havde stået mere ren.

Anmelderne har set "Punktum" som et sekulært manifest, men det afviser forfatteren.

– Det sekulære og ateistiske er en meget lille del af en i forvejen lille bog, som slet ikke er et debatskrift. Jeg stiller blot en række spørgsmål og beskriver et forløb omkring min brors død. Jeg er ikke ude på at kritisere andres måde at gøre tingene på. Derfor møder jeg det også med lige dele fascination og undren, når jeg får henvendelser fra Humanistisk Samfund eller Københavns Kommune, der vil have mig med i en paneldebat mellem en imam og en domprovst. Det er sært at opleve, at adgangsbilletten til den slags er et lille stykke litteratur om min brors død. Det er en spændende og relevant debat, men jeg er digter, og der er en grund til, at jeg ikke er kronikskriver. Jeg kan ikke lide uenighed.

Med bogen er der sat punktum. For et liv og en række beslutninger. Når Tomas Thøfner i dag ser tilbage på broderens bisættelse og de mange valg, er han tilfreds.

–Vi endte med at være meget glade for den lille begivenhed, som det blev. Bagefter er jeg glad for, at jeg tog det på mig. Det var godt, jeg ikke overlod det til andre eller forsøgte at gøre det på den nemmest mulige måde.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk