Sultestrejke helliger målet midlet?

MED AFSTEMNING En række flygtninge i danske asylcentre er gået i sultestrejke. Nogle eksperter kalder det manipulation og ganske ukristent, mens andre minder om, at det er mennesker, der handler i desperation

Mahatma Ghandi gjorde det i begyndelsen af 1900-tallet. Medlemmer af den irske republikanske hær (IRA) gjorde det i årene 1980 til 1981, og for nylig har både Ukraines ekspremierminister, Julia Timosjenko, og den danske statsborger og aktivist, der er fængslet i Bahrain, Abdulhadi al-Khawaja, gjort det.

Sultestrejket og dermed sat et af kroppens basale behov på standby i kortere eller længere tid i håbet om at kunne ændre radikalt på den livssituation, de enten selv eller deres landsmænd og medborgere har befundet sig i.

LÆS OGSÅ: Sultestrejke giver andre skylden

Så sent som i den forgangne uge er der atter kommet fokus på fænomenet sultestrejke eller politisk faste, som det også er blevet kaldt. 11 iranere blev således tirsdag i denne uge bedt om at forlade Stefanskirken på Nørrebro i København, fordi de nægtede at opgive den fælles sultestrejke, som de har sat i gang i protest mod deres langvarige ophold i et dansk asylcenter. En strejke, der finder sted, samtidig med at andre, både syrere og iranere i asylcentre landet over, gør det samme.

Med sultestrejker står man som omgivende samfund over for et stort dilemma. Ifølge lovgivningen er det nemlig ulovligt at tvangsernære raske mennesker, der bevidst beslutter sig for at sultestrejke. Det betyder også, at man kan blive tvunget til passivt at overvære et andet menneskes langsomme, men selvvalgte død hvis det vel at mærke ikke lykkes den sultestrejkende at få gennemtrumfet det ønske, han eller hun har haft som mål for sultestrejken hvad enten det drejer om at opnå asyl, frihed for folket eller opmærksomhed omkring urimelige politiske forhold i hjemlandet.

Netop risikoen for, at sultestrejkende gør deres omgivelser til ufrivillige tilskuere af en langsom og pinefuld død, får filosof og tidligere lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet Arno Victor Nielsen til at kalde sultestrejke for en væmmelig form for afpresning, som han ikke mener har nogen berettigelse blandt os.

Grundlaget for, at man overhovedet kan anse mennesker for tilregnelige, er, at de synes, at det er bedre at leve end at dø. Så når man så spiller det kort ud, som hedder sultestrejke, er det et angreb på hele vores fornuftssystem, siger han og uddyber:

De sultestrejkende melder sig ud af det rationelle system, men appellerer samtidig til os som medmennesker om, at vi skal holde fast i vores egne værdier og blive i det rationelle system, som de selv har forladt. De stiller med andre ord mig som medmenneske i en ubehagelig situation, hvor de siger, at hvis du vil have mig til at leve, så skal du give mig ret. Og hvis jeg ikke handler på det, så undsiger jeg jo netop mine egne grundlæggende værdier, som siger, at livet er bedre en døden, forklarer Arno Victor Nielsen.

Fordi de helt har meldt sig helt ud af det såkaldt rationelle system, mener den tidligere lektor heller ikke, at man kan kalde de sultestrejkende for dobbeltmoralske. I stedet er vi for at kunne rumme dem nødt til at betragte dem som mennesker, der er momentant sindssyge.

Det er mennesker, der slet ikke følger vores spilleregler, og som iskoldt kalkulerer med, at vi reagerer på deres handlinger. Den eneste måde, hvorpå man kan hjælpe dem, er ved at se på dem som sindssyge, have medlidenhed med dem og håbe på, man kan få dem tilbage til vores normale værdisystem igen, siger han og kalder situationer med sultestrejkende for klassiske dilemmaer, fordi vi ikke bare kan negligere dem uden at give køb på vore egne værdier.

De værdier, vi har i Vesten, og som blandt andet giver sig udslag i, at vi anser livet for dyrebart og foretrækker det frem for døden, har rod i vores kristne arv, mener Arno Victor Nielsen. Derfor ses der også sjældent sultestrejker hos etniske danskere, mener han og tøver ikke med at kalde fænomenet for ganske ukristent.

Samme opfattelse har Mogens S. Mogensen, der er lektor i missionsteologi og ekspert i interreligiøse forhold.

Som udgangspunkt er sultestrejker ikke en kristen tradition. For mig at se er det afgørende, at man som kristen ser menneskelivet som en gave, vi skal varetage. Man har et ansvar for at forvalte det, og man er ikke som inden for den rene humanisme sin egen herre, siger han og afviser, at martyriet kan sammenlignes med en sultestrejke.

Inden for kristendommen er der ganske rigtigt en tradition for martyriet, men det er noget ganske andet end en sultestrejke. I martyriet aflægger man et vidnesbyrd og risikerer døden, men søger ikke selv døden for at opnå noget, forklarer han.

Ifølge Mogens S. Mogensen knytter der sig til de enkelte sultestrejker som for eksempel den, de herboende iranske asylansøgere netop nu udfører rundt om i landet, flere etiske problemstillinger. Først og fremmest er der den ubehagelige situation, som de sultestrejkende sætter deres omgivelser i.

Det er en form for manipulation, når man truer med at sulte sig ihjel, hvis ikke man får opfyldt sine ønsker. Selvom baggrunden er radikalt forskellig, er det på samme måde, som hvis et barn siger til sine forældre, at det hopper ud ad vinduet, hvis ikke det får en given ting, siger han og påpeger, at også de mennesker, der bakker op om en sultestrejke, er med til at sætte potentielle sultestrejkende i et dilemma.

Hvad angår den aktuelle situation, hvor så mange asylansøgere sultestrejker på samme tid, er det svært ikke at tro, at der foregår en form for kampagne, hvor der er nogle bagmænd, der står for at rekruttere mennesker til at sultestrejke og på den måde legitimerer handlingen. Men hvilket gruppepres udsætter de ikke asylansøgerne for? Det kan være svært for den enkelte at sige fra, hvis der står nogle og presser på, siger Mogens S. Mogensen. der godt forstår, at menighedsrådet ved Stefanskirken i København tidligere på ugen endte med at bede de sultestrejkende iranere forlade kirken.

Jeg mener, at det var en rimelig beslutning at sige, at de ikke kunne blive i kirken, såfremt de blev ved med at sultestrejke. Siger man ja til det, bakker man også indirekte op om deres sultestrejke og dermed også om deres eventuelle død. Og for mig at se handler kirkens budskab ikke om døden, men om livet, siger Mogens S. Mogensen og slår fast, at han ikke mener, at målet, uanset at man kan have stor forståelse for det, helliger midlet.

Hos Amnesty Internationals danske afdeling oplyser vicegeneralsekretær Trine Christensen, at man i organisationen ikke har en position, hvor man beskæftiger sig med sultestrejker i et generelt perspektiv, men at man i stedet altid kigger på sagerne enkeltvis. Men hun er ikke i tvivl om, at de sultestrejkende oftest er folk i nød.

Som regel er det mennesker, der ikke ser andre muligheder for at råbe samfundet op, og som handler i dybeste desperation. Men vores fokus er dog altid på den enkelte sag, som den bør være i en retsstat, fastholder hun, men giver samtidig udtryk for, at det er muligt at gøre noget, så asylansøgerne generelt ikke ender i et uholdbart limbo.

Når man har disse konfliktsager, hvor man ikke kan sende folk hjem på grund af situationen i deres hjemland, skal man gøre alt, hvad man kan, for at sikre dem værdige forhold. Det kan man for eksempel gøre ved hurtigt at give dem en midlertidig opholdstilladelse, så de opnår en umiddelbar tryghed, siger Trine Christensen.

Edith Mark, forskningssygeplejerske ved Aarhus Universitet og medlem af Det Etiske Råd, er ligesom Trine Christensen ikke i tvivl om, at de mennesker, der ved at sultestrejke vover at miste deres liv og helbred, er fortvivlede og handler i desperation, og hun kalder sagen for meget alvorlig og mere, end hvad trygge danskere i dagligdagen oplever. Men hun mener alligevel ikke, at sultestrejken er den rette vej at gå, når man eksempelvis ønsker at opnå asyl.

Folk ved deres fulde fem, der beslutter sig for ikke at spise, bruger sig selv som et stærkt og avanceret våben. Og det er i sig selv bevægende at se på, at disse mennesker ikke direkte skyder mod andre, men i stedet risikerer sig selv, uden at man umiddelbart kan gøre noget ved det. Men jeg mener, at man skal forsøge sig med samtalen. Det er en skamplet for samfundet, hvis folk får lov til at dø i protest mod en sag. I et demokratisk og humant samfund tager vi udgangspunkt i samtalen. Ingen bryder sig om at være vidne til, at andre dør for en sag, siger hun.

Der er jo rigtig meget appel i det, når mennesker vælger at sultestrejke. Det er et råb om hjælp, men jeg mener alligevel godt, at man kan forlange, at vi alle mødes ligeværdigt i dialogen, når vi skal løse vores problemer. Så kan man sige: Nu behøver I ikke sultestrejke mere. Nu forstår vi jeres behov, og hvor desperate I er, lad os prøve at finde en anden løsning, siger Edith Mark.