SMÅTING FLYTTER TANKEN
INTERVIEW: Det er farligt at fralægge sig ansvar i forhold til de politiske beslutninger, mener kunstneren Trine Rytter Andersen, der selv laver kunst uden signatur. Hun er en af de hovedansvarlige for kunstfestivalen "Minority Report" i Ã...rhus og har gjort sig tanker om kunst og familie
Kunstnergruppen Artillery købte fire tusinde krokusløg. Nu skulle der ske noget i det kedelige århusianske boligkvarter. Artillery havde i nogen tid holdt øje med området og konstateret, at der nok boede mange mennesker, voksne og børn, men at stedet alligevel virkede dødt.
Så i ly af nattens mørke plantede de tre kvindelige kunstnere krokusløg på en vold omkring legepladsen, og da løgene sprang ud til foråret, dannede blomsterne ordene: "Kom nu ned og leg."
– Det er jo banalt og nogle gange latterligt, hvad vi laver, men vi vil gerne fastholde det lille sted i vores liv, hvor vi kan tillade os at arbejde så underdrejet og med en så underspillet form for revolte, som det her er. Nogle kalder os blåøjede, men det er tit de små ting, som gør en forskel og flytter tanken, siger Trine Rytter Andersen, 42 år og den ene af de tre.
Artillery er et fagligt fællesskab, som laver kunst sammen. Værker, som er kommentarer til, hvordan mennesker agerer overfor og i samvær med hinanden, og som opfordrer beskueren til at handle. Og det er altid kunstværker uden afsender, som dukker op, hvor man mindst venter det. Som et telefonkort, man finder på et offentligt sted, med en opfordring til at henvende sig til den person, som man måske egentlig længe har burdet opsøge.
Trine Rytter Andersen har en baggrund i klassisk tegning og skulptur, men hun vil gerne være i den del af kunstverdenen, som ifølge hende er fornyende. Lige nu er hun projektkoordinator og medansvarlig for det kunstneriske indhold af Århus Festival for Samtidskunst, der med sin første festival "Minority Report" sætter fokus på tolerance og intolerance i forbindelse med danskere og indvandrere.
Festivalen løber til den 24. oktober og præsenterer debat og forskellige kunstformer. 63 dansk-bosatte og udenlandske billedkunstnere og filminstruktører samt 53 musikere, performere og debattører er ud fra forskellige sociale og politiske udgangspunkter med til at belyse forskellige aspekter af emnet.
Trine Rytter Andersen er et socialt engageret menneske, og hun fortæller med lige stor begejstring om de politiske debatter, der har udspillet sig i forbindelse med "Minority Report"-festivalen, og om sin ungdom i Århus. Dengang, hvor der lå foreninger og organisationer på hvert et gadehjørne.
– Vi er nok blevet meget individualiserede. Vores bekymring i dag kan nemt blive en diffus bekymring, som gør os magtesløse, fordi vores eget lille latterlige bidrag til miljøet som kompostbunker og lignende ikke forslår noget. Tidligere var det jo mere almindeligt, at man var i et politisk parti eller i en forening, og det giver noget at være en del af en større gruppe. Man kan yde pression i det politiske system, som man ikke kan som nok så meget politisk forbruger, hvor man er ladt lidt alene tilbage. Og det er da også dejligere at tænde op i Webergrillen og åbne en god flaske vin, se på sin mand og sige: "Hvor har vi det godt" frem for at sætte sig og sige: "Hvor er verden dog på vej derudad." Men vi skal også huske at tale om de slagsider, der også er der. Det er farligt at fralægge sig et ansvar i forhold til de politiske beslutninger, der bliver taget. Det er en uhyggelig tanke med en befolkning, der er ligeglad med, hvad der bliver besluttet, for så kan vi nærme os totalitære muligheder.
– Alle har en kerne, en kilde i sig, som skal næres. Bliver den det, får man overskud, og omvendt dør man, hvis man lukker den. Næringen kan være familien, og så er det jo fatalt ikke at have tid til den. Men det er vigtigt at holde fast i den kerne, hvis man ikke skal ende i en stigende misantropi. Der kan være en tendens til bitterhed hos folk i midten af 40'erne, fordi de ikke synes, de har fået nok, nået nok eller blevet set nok. At give slip og havne der er farligt for ens selvværd og tilknytning til verden i det hele taget. Jeg er meget opmærksom på det snigende sortsyn, man kan havne i, siger Trine Rytter Andersen.
At få og udføre ideerne sammen med Artillery er en kilde til næring, selv om den ikke giver sig udslag i klingende mønt. Og spørgsmål til arbejdet – "Hvor fører det hen? Kan man overhovedet leve af det?" – kan godt føles som "en mavepumper", siger Trine Rytter Andersen.
– Det er vigtigt at kunne klare sig selv, men det er ikke vigtigt, om jeg tjener en million eller 180.000 om året. Så jeg har blandt andet levet af at skrive og undervise om kunst. Eksamensbeviset fra akademiet er intet værd, og jeg kan ikke rejse verden rundt for at få en international karriere, fordi jeg har mand og barn. Men det jeg gør, er nu en- gang det, jeg kan.
Når der er ryddet op på de forskellige lokaliteter, hvor "Minority Report" har fundet sted, og evalueringen af festivalen engang er på plads, skal Trine Rytter Andersen arbejde videre med Artillery – og ellers hjem til manden og sønnen på 11. Han har ikke set meget til sin mor, mens hun har arbejdet med festivalen, og nu har han taget konsekvensen og er krøbet ind i dobbeltsengen.
Trine Rytter Andersen ser ikke ud som om, hun har noget imod sønnens dispositioner, og som så mange udearbejdende kvinder kender hun til dilemmaet mellem børn og karriere. At hun ikke ubetinget har kunnet prioritere karrieren højest førte til, at hun som noget helt nyt fik indført regler om barselsorlov på Det Jyske Kunstakademi, da hun var elev, og sønnen var spæd.
– Da jeg gik der, var det almindeligt, at man tog sine små børn med på arbejde. De skulle så bare kravle rundt om benene på os, mens vi arbejdede, men jeg syntes ikke, det var i orden overfor nogen. Specielt ikke overfor barnet. Så i første omgang afleverede jeg min tre måneder gamle dreng hos en dagplejemor, der hver dag kunne fortælle, at han havde grædt hele dagen. Og jeg selv havde siddet på akademiets iskolde toilet og grædt, mens jeg malkede ud. Jeg var slet ikke psykisk parat til at efterlade så lille et barn, så jeg tog et års orlov.
Men det var uhørt for bare 11 år siden. Egentlig burde en ambitiøs kunstner slet ikke få børn.
– Den generelle holdning var, at man skulle lade være med det, hvis man ville klare sig godt i de benhårde konkurrenceforhold, der gør sig gældende i kunstverdenen. Det er jo en markant fase, hvor man går fra ungdomsliv til moderskab. Man bliver mere ansvarlig og lidt kedeligere. Og det kan i nogens øjne være et direkte tab af kunstnerisk frihed og evne, fordi man bliver splittet i sin optagethed af verden. Og af sig selv. Nogle lærere så det som et decideret handicap.
Men Trine Rytter Andersen ville både have barn og barselsorlov. Og uddannelse.
– Vi er jo vokset op i bevidstheden om, at vi skal være aktive på arbejdsmarkedet, og vi har jo kompetencer og nysgerrighed, som gør, at vi sikkert også ville blive vanvittige, hvis vi ikke fik de evner brugt. Men på den anden side, føler vi et kæmpe ansvar for børnene. Jeg tror, problemet bliver størst der, hvor den enkelte familie bliver så økonomisk hårdt spændt op, så der slet ikke er plads til at prioritere anderledes. Den mest forfærdelige situation, jeg selv kender, er, når to forældre står og skændes om, hvem der skal blive hjemme hos et sygt barn. Man føler sig luset både over for barnet og over for sin ægtefælle, hvis man trumfer ham den dag.
– Eller hvis begge parter har så travlt, at det syge barn bliver parkeret et eller andet sted hulter til bulter. Jeg tror ikke, man kan tåle mange af den slags situationer, før det begynder at vende indad og gøre ondt i sjælen. Hvad gør man det for? Det er i hvert fald ikke for familien. Det er selvfølgelig en arbejdsmarkedsdiskussion, men den enkelte familie må også overveje, om økonomien kan indrettes anderledes, siger Trine Rytter Andersen.