Samvær på børnenes præmisser
INTERVIEW: Bente Boserup og Helle Rabøl Hansen fra Børns Vilkår rejser i en ny bog debatten om, hvorvidt forældres ret til samvær med deres børn går forud for barnets ønske
»...Jeg kan godt lide min mor, men jeg kan ikke lide, at hun drikker. Jeg kan heller ikke lide at besøge hende. Hun bliver så underlig, når hun drikker. Hvorfor synes de voksne, jeg skal besøge hende, når jeg ikke vil«.
Sådan formulerer en 11-årig pige, der har ringet til Børns Vilkårs Børnetelefon, det dilemma, som flere børn står i. At både mor og far har ret til samvær med barnet efter en skilsmisse.
Selv om samværet kan brydes, hvis barnet mistrives på grund af eksempelvis vold og misbrug i hjemmet, mener forfatterne bag den nye bog »Samværsklemmen«, at alt for mange børn tvinges til at have samvær.
Som den to-årige dreng, beskrevet i bogen, der skriger og slår, når han skal hen til sin far, og efter besøget kaster op, skriger, bider sig selv og banker hovedet ind i væggen.
- Vi har en lov, som er meget optaget af at ligestille mor og far. Myndighederne skal tilfredsstille begge parter, og derfor er det ofte mekaniske »fifty-fifty-løsninger«, der afgør barnets skæbne. Sådan kan man gøre med musikanlægget, reolen og alle de andre materielle ting, som skal deles, men ikke med et barn, siger Helle Rabøl Hansen, der er jurist i Børns vilkår.
Børnenes behov
Hun har sammen med leder af rådgivningen i Børns Vilkår, Bente Boserup, skrevet bogen »Samværsklemmen«, der udkommer i næste uge.
På baggrund af interview med børn og opkald til Børns Vilkårs BørneTelefonen og ForældreTelefonen opsummerer bogen de seneste fire års diskussion om samvær og kommer med bud på, hvordan vi bedre kan indrette samværet efter børnenes behov. For det er børnene, bogen handler om.
- Vi er hverken på mors eller fars side. Vi ønsker et lovsæt og en kultur, der i højere grad gør barnet til hovedperson, siger Helle Rabøl Hansen.
I lov om forældremyndighed og samvær står der, at barnet har ret til kontakt med begge forældre.
- Den ordlyd lyder formentlig uskyldig i almindelige menneskers ører, men som jurist ved jeg, at det reelt betyder, at retten følger forældrenes ønsker og ikke barnets. Derfor vil vi have en ordlyd, der siger, at barnet har ret til samvær. Hvis et barn klart formulerer,
»Jeg vil ikke hen til mor eller far« eller vedholdende viser sin modvilje, så skal man respektere det og arbejde for en anden form for kontakt, siger hun.
Ikke børnenes ansvar
Selv om de to forfattere vil sætte barnets ret i centrum, betyder det ikke, at børnene selv skal tage hele ansvaret for samværet.
- Børn er ikke i stand til at skulle sige ja eller nej til samvær og afgøre, hvor mange dage samværet skal være. De tager parti for den, det er mest synd for. Men de voksne, der står for børnesamtalerne i Statsamterne, skal blive bedre til at tale med børnene. En stor del samtalerne i dag varetages af statsamtjurister og ikke af nogen med en børnefaglig uddannelse. Selv om en statsamtjurist er en god mor, er det ikke det samme, som at hun vil være i stand til at håndtere en samtale med et barn om noget, der er så svært, siger Bente Boserup og understreger:
- Børnene er ofte beklemte, nervøse og bange for at sige noget, som kan gøre mor eller far kede af det. Derfor skal det være en børnesagkyndig, der varetager samtalerne, og man skal kigge på, om man i dag hører ordentligt efter og tager børnene alvorligt. Meget kunne tyde på, at det ikke altid sker, siger hun.
En situation, som denne 10-årige dreng kender og har fortalt til Børnetelefonen:
»..Han råber og skriger mig ind i hovedet og tager mig hårdt i armen. Jeg bliver så bange, også fordi han slog min mor mange gange. I statsamtet siger de, at det er synd for min far. Hvad med mig? De tænker ikke på børnene. Nu gider jeg ikke snakke med dem mere, for de hører alligevel ikke efter«.
Bogen »Samværsklemmen« udkommer på Gyldendal den 21. oktober og koster 179 kroner.