Religion er også en bro

Fredsprocessen i Mellemøsten er blevet opfattet som en sekularisering - derfor har religiøse ledere fra både jødedom og islam forsøgt at gøre konflikten religiøs, siger Michael Melhior, danskfødt viceudenrigsminister i Israel

- Jeg har en inderlig tro på, at religion er andet end en opskrift på at sprænge mennesker i luften og stille spørgsmålstegn ved andres ret til at eksistere. Religion er også en kilde til brobygning, til anerkendelse af den andens identitet og ret til at være.

Selv når Israels danskfødte viceudenrigsminister, Michael Melchior, er på privat besøg i Danmark, bliver der passet godt på ham. Men han synes for et øjeblik at glemme de trykkende omstændigheder, når talen falder på arbejdet for tværreligiøs dialog mellem jøder, muslimer og kristne ledere i Mellemøsten.

- Det arbejde er der håb i, siger han smilende.

- Der er mennesker fra alle religioner, som gerne ser, at konflikten i Mellemøsten er en religiøs konflikt. For eksempel er det ingen tilfældighed, at den nuværende intifada kaldes al-Aqsa-intifadaen (den ene af to moskeer på Tempelbjerget i Jerusalem, red.) og spiller på arabiske myter om, at der aldrig har været jøder i området, og at der aldrig har været et jødisk tempel.

- Men hvis konflikten gøres religiøs, er den uløselig. Det er en territorial konflikt, og den skal løses som sådan. Religiøse ledere fra både jødedom, kristendom og islam kan positivt bidrage til en politisk løsning, fordi religion er en så vigtig del af den mellemøstlige identitet, at man ikke kan ignorere dens betydning, siger han.

Michael Melchior har arbejdet med tværreligiøs dialog i 15 år.

I januar var han en af initiativtagerne til et tværreligiøst møde i den egyptiske havneby Alexandria, hvor fem muftier, seks rabbinere og seks patriarker og ærkebiskopper under ledelse af ærkebiskoppen af Canterbury, Georg Carey, udformede en deklaration for fredelig religiøs sameksistens. Deklarationen understreger, at drab på civile er vanhelligelse i alle tre religioner, anerkender, at det hellige land er helligt for alle de tre religioner, og deltagerne lover at arbejde for en atmosfære i området, så nuværende og fremtidige generationer i Mellemøsten fremover kan leve sammen i gensidig respekt og tillid.

- Både paven og FN's generalsekretær har siden blåstemplet deklarationen, og den russiske udenrigsminister har udtalt, at deklarationen bør inddrages som en væsentlig del af fredsbestræbelserne i Mellemøsten.

Michael Melchior minder om, at deklarationen er blevet til på trods. Januar 2002 markerede også en eskalering af konflikten, så de religiøse ledere har set deres folk udgyde hinandens blod, mens forhandlingerne foregik.

- Vi var enige om, at der kun er ét alternativ til blodsudgydelser og selvmordsbomber.

Når religiøse ledere fra både jødedom og islam har forsøgt at gøre konflikten religiøs, hænger det ifølge Michael Melchior sammen med, at fredsprocessen i Mellemøsten er blevet opfattet som en sekularisering.

- Religion blev ekskluderet fra fredstiltagene, fordi emnet blev opfattet som farligt, og på grund af en opfattelse af, at hvis man lod som ingenting, så forsvandt den nok. De mennesker, der identificerede sig med fredsprocessen udtrykte sig på en måde, så de traditionelt religiøse opfattede det som en sekulariseringstrussel. I Israel blev det klart udtrykt, at først skaber vi fred, og så tager vi rettighederne fra de religiøse.

Den 10. december 1994 modtog den daværende - og senere myrdede - israelske ministerpræsident, Yitzhak Rabin, udenrigsminister Shimon Peres og den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, Nobels Fredspris for Oslo-fredsprocessen. Stemningen var ladet med god vilje, men alligevel, siger Melchior, var tiden ikke til at inkludere de religiøse kræfter i området, der er en så stor del af den mellemøstlige identitet.

- Jeg havde en af Arafats nærmeste medarbejdere til bords. Han mente, at en måde at holde freden på var at låse alle rabbinerne inde i synagogerne, muftierne inde i moskeerne og præsterne inde i kirkerne, og så smide nøglerne i havet.

- Måske havde han ret, siger Michael Melchior med et smil.

- Men man skal have viljen til at bygge noget andet op. En fortolkning af Toraen (de fem Mosebøger, red.) er, at den er et træ for livet, som man kan læne sig op ad, men at den også kan være et narkotikum for døden. Toraen kan, ligesom alle andre hellige bøger, misbruges. Det sker, når mennesket sætter sig i Guds sted.

Michael Melchior ved af bitter erfaring, at ni ud af 10 forsøg på at skabe fred mislykkes i Mellemøsten. Derfor er han fuld af beundring for, at den snart forhenværende ærkebiskop af Canterbury tør sætte sin prestige og sit eftermæle ind på at fortsætte Alexandria-forhandlingerne.

- Det gør mig også optimistisk, at de palæstinensiske religiøse ledere har modet til at trodse den tidskrævende og ydmyge vej gennem alle de israelske checkpoints for at mødes til en fredelig dialog. De bliver forsvaret af deres egne, men også skarpt kritiseret. Det betyder for mig, at det ikke er ligegyldige, kameravenlige møder, vi har, men noget, som måske kan være en del af vejen til en varig fred.

Optimismen, smilene og den livlige gestik falmer markant, når Michael Melchior taler om et andet af sine hjertebørn. Et af de hjertebørn, der smerter mere, end det glæder: den nye antisemitisme.

Melchior leder et center i Jerusalem, som registrerer antisemitiske angreb på jøder i hele verden. Det er forbundet med den israelske regering. Samtidig forsøger han, uafhængigt af regeringen, at opbygge centre i hele verden, hvor mennesker, der beskæftiger sig med diskrimination og racisme, vil lægge kræfter i at bekæmpe antisemitisme.

- Antisemitisme er den ældste og mest vedvarende form for diskrimination. Men antisemitisme er ikke en jødisk sag. Det er vigtigt at forstå, at antisemitten aldrig er stoppet med had til jøder. Han går videre til at hade andre grupper i samfundet. Og et samfund, der accepterer diskrimination er truet på sit demokratiske fundament. Antisemitisme forsvinder ikke, selv om man bare lader, som om den ikke er der.

Mens den klassiske antisemitisme udtrykker had til den enkelte jøde, er den nye antisemitisme, ifølge Michael Melchior, kendetegnet ved dæmonisering af Israel, den nationale jødiske identitet og en stillen spørgsmålstegn ved Israels ret til at eksistere.

- I de sidste fire måneder er angreb på jøder steget med flere hundrede procent. Den nye antisemitisme finder et vigtigt motiv i holocaust-benægtelse. Hvis holocaust ikke fandt sted, har Israel heller ikke ret til at eksistere, hedder det. En anden model er at drage sammenligninger mellem Nazitysklands forfølgelse af jøder og Israels politik i forhold til palæstinenserne. Begge motiver nærer den klassiske antisemitisme, som i øjeblikket går hårdt ud over jøder i hele verden. Det er skræmmende. Børn, der får tæv, fordi de er jøder, overfald på jøder og skændede synagoger og jødiske begravelsespladser.

Viceudenrigsministeren understreger, at almindelig kritik, selv unfair kritik af Israel, er både legal og ønskværdig.

Adspurgt om kritikken af nyere eksempler, for eksempel forsøg på at få vedtaget en lov, der forhindrede, at israelsk-arabere kunne købe jord i Israel, siger Melchior.

- Jeg havde forladt regeringen, hvis den var blevet gennemført. Det er i orden, at en lov beskytter beduinlandsbyer mod, at israelere kan købe jord der. Men hvis majoritetsbefolkningen ville hindre jordkøb, ville det være organiseret diskrimination.

Om bombningen af en fem-etagers beboelsesejendom i Gaza, hvor 14 civile blev dræbt for at ramme én Hamas-leder i et andet hus:

- Det var en håbløs aktion, som aldrig skulle have fundet sted. Hvis man har sympati for Israel, vil man også vide, at det ikke var en let beslutning. Vi står gang på gang i samme uløselige dilemma, som også må have plaget beslutningstagere før bombardementet af Kosovo og Af-ghanistan. Vi fik ram på den mand, som blandt andet havde planlagt selvmordsbombningen af et diskotek, hvor unge civile israelere blev dræbt, men det er et dilemma, der ikke findes et svar på. Til gengæld vil jeg sige, at der aldrig i Israel er jubelscener som dem, man ser i de palæstinensiske områder, når en selvmordsbombe har dræbt civile israelere.

- Det er helt relevant at kritisere Israel for disse aktioner. Men det er ikke Auschwitz og Nürnberg-lovene. Skal man begive sig ud i sammenligninger, og det er jeg ikke sikker på, at man skal, så ligner amerikanernes bombning af et bryllup i Kabul mere den ulykkelige hændelse.

Det er især, ifølge Michael Melchior, i de arabiske lande, dæmoniseringen af Israel er foregået, men sammenligninger mellem Israel og Nazityskland og antisemitiske karikaturtegninger dukker med kortere og kortere mellemrum også op i europæiske medier.

- Der er i de senere år i Europa opstået en uhellig alliance mellem islamiske fundamentalister, den yderste ekstreme højrefløj og - desværre - socialister med hang til at se verden i sort og hvidt. Og det i en grad, så hadet til Israel er blevet så stort, at man nærmest kunne få den tanke, at vi er omgivet af demokratier, som trædes under fode af Israel.

- Det kunne man se i Durban på racisme-konferencen sidste år, hvor ekstreme arabiske delegerede sammen med visse europæiske kredse gik sammen om en deklaration, hvor Israel blev beskyldt for al ondskab: apartheid, etnisk udrensning, folkemord og racisme.

Resultatet er, siger Melchior, at den slags udtalelser virker fuldstændig modsat og gør israelske menneskerettighedsgruppers arbejde fuldstændig håbløst.

- Hvordan skal man kunne arbejde med menneskerettigheder, hvis de ikke gælder for ethvert menneske på ethvert sted, også i de arabiske lande. Hvis ikke menneskerettigheder omfatter alle, så bliver de blot et kynisk, politisk våben.

Michael Melchior afviser, at jøder er sarte.

- En af grundene til, at det i dag igen er muligt at spille på de antisemitiske strenge, er, at mennesker ikke er sensitive nok til at se konsekvenserne. Antisemisme spiller på uvidenhed, ligegyldighed og historieløshed.

Michael Melchior mener ikke, at 1930'ernes jødehad er på vej frem igen. De fleste jøder lever i demokratiske lande, hvor det ikke igen vil komme så langt. Selvom overgrebene på jøder i Europa er alvorlige, så er det den nye antisemitisme i de arabiske lande, han anser for farligst. Dæmonisering af Israel og spørgsmålene om jøders ret til mellemøstlig eksistens blokerer for fred og giver et hadefuldt billede af »den anden« frem for at skabe forståelse og tillid.

- I den arabiske verden findes der nu 60 forskellige udgaver af Zions Viises Protokoller. Den distribueres i millioner af eksemplarer med samme formål, som da den udkom i Rusland for 100 år siden. Den er også filmatiseret. (Zions Viises Protokoller er skrevet, som om en jøde har forfattet den, og handler om den konspiration, jøder verden over er indgået i for at erobre magten i hele verden, red.)

- I Rusland tjente den det formål at lede opmærksomheden væk fra tsarens inkompetente politik og lægge skylden for alle ulykker på jøderne. 100 år senere tjener den samme formål i de arabiske lande.

Det er med den begrundelse, Michael Melchior blandt andet i Danmark forsøger at få opbakning til komiteer, der skal bekæmpe antisemitisme og den diskrimination af andre end jøder, som oftest følger efter. Han er allerede i kontakt med flere personer i Danmark, hvor komiteerne, ligesom blandt andet i Storbritannien og fem andre lande, forsøges etableret inden den 1. oktober.

- De præsenterer sig nok selv, når de er klar til det, siger han og vil ikke løfte sløret for deres identitet eller de opgaver, der vil blive satset på.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk

blå bog

Michael Melchior, viceudenrigsminister i Israel, er født i 1954 i Danmark. Han er søn af tidligere overrabbiner Bent Melchior. Michael Melchior er uddannet rabbiner og har været overrabbiner i Norge. I 1985 flyttede han til Israel. Han er medstifter af partiet Meimad (Nuancer), som er et moderat, religiøst parti. Siden 1999 har han været medlem af det israelske parlament Knesset. Under den tidligere arbejderregering var Michael Melchior minister for jødedom i diaspora. Han er nu viceudenrigsminister.