Patientens sjæl har også brug for pleje
Ikke to patienter eller pårørende er ens. Men alle har brug for tryghed og omsorg. Det må lægen give sig tid til at forstå, mener speciallæge i kvindesygdomme og fødselshjælp overlæge, dr.med. Henri Goldstein
Dagen kan begynde med, at han tilser en døende familiefar på Sankt Lukas Stiftelsens Hospice i Hellerup ved København, og slutte med, at han i sin privatpraksis lykønsker en glad kvinde med scanningsresultatet af hendes gravide mave.
Siden sidste sommer har overlæge, dr.med. Henri Goldstein, 60 år, delt sin arbejdsdag mellem Sankt Lukas Stiftelsen og sin praksis som fødselslæge og gynækolog.
- Noget af det mest lavprestige-agtige er at tage sig af døende. Alligevel synes jeg, flere læger burde overveje at give et par karriereår til mennesker, der snart skal dø. Dels for at give den enkelte patient en så blid og god afslutning på livet som muligt. Dels fordi de bliver bedre læger af det, siger Henri Goldstein, der også er klinisk lektor i socialmedicin ved Københavns Universitet.
Han minder sine studerende om, at patienten også har en sjæl, der skal plejes med tryghed og omsorg. Og at lægen selv bliver patient en dag.
At være speciallæge for folk, både ved livets begyndelse og afslutning synes han er helt naturligt.
- I forvejen er vores tilværelse jo en fascinerende blanding af fødsel og død. Derfor er alting heller ikke kun glædeligt ved en gynækologisk konsultation og alting kun sørgeligt ved et dødsleje, tilføjer Goldstein.
- Jeg kan have en patient, der vil gå gennem ild og vand for at blive mor, bare en enkelt gang i livet. Og en anden, der kommer og bestiller endnu en abort af et rask, men uønsket foster. Engang på Herlev Sygehus var en 31-årig socialrådgiver mødt op for at få sin fjerde provokerede abort. Det var mig, der skulle foretage den. "Nu er din kvote vist opbrugt," sagde jeg bagefter og skrev p-piller op til hende, som jeg anbefalede hende at begynde på samme aften. Hun blev rasende og truede med sagsanlæg.
- Jeg har foretaget mange aborter. En 16-årig pige, der ikke magter at blive mor, en 50-årig, der ikke magter både at være bedstemor og småbørnsmor, og så videre. Årsagerne kan være mange. Alligevel er jeg enig med tidligere amtsborgmester og formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, når han kalder abortloven for en nødløsnings-lov. Da jeg læste medicin, var der 28.000 provokerede aborter om året. I dag er tallet cirka 15.000. Det går den rigtige vej. Men det ændrer ikke ved, at aborten er lægevidenskabens største etiske problem. Den stopper livet og giver psykiske eftervirkninger hos de fleste kvinder, siger Henri Goldstein.
Etiske dilemmaer ved lægegerningen har interesseret ham, lige siden han som ung skrev doktorafhandling om fosterdiagnostik. En af hans bøger hedder "Etik & Klinik".
Over døren på hans kontor i Sankt Lukas Stiftelsen står der: "Jesus siger: Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå". Det er ikke overlægens skønskrift. Han er troende jøde. Men citatet fra Matthæusevangeliet generer ham ikke. Selvom han og ægtefællen, praktiserende læge Vivi Goldstein, og parrets to sønner lever efter jødiske ritualer, har han det afslappet med andres tro. Og lader i øvrigt sin egen religion blive hjemme, når han er på arbejde, siger han.
- At være læge er at være humanist. Det vil sige at have lyst til at gøre noget for andre mennesker. Den lyst har jeg fælles med de fleste læger, uanset om de er kristne, muslimer, buddhister, jøder eller ateister. Selvom medier gør, hvad de kan for at opstøve lægehistorier om sjusk, griskhed, arrogance og andet, er læger faktisk optagede af at hjælpe og lindre mest muligt.
Henri Goldstein mener ikke, man som læge kan udpege troende og ikke-troende blandt patienterne ud fra deres måde at møde døden på. Den, der har været tryg i sin tro hele livet, kan pludselig gribes af ængstelse. Og den, der hverken kalkulerer med dom eller nåde, sover måske ind med sindsro. Fælles er en vis usikkerhed over for "det ukendte" ved døden. Den følelse tror han ikke, at nogen religion kan fritage hverken ham selv eller andre helt for.
- En ældre kvindelig patient, totalt slidt ned af et langt liv med smøger, bajere og barskt miljø og tilsyneladende uden mindste interesse for dybere emner i livet, lå bare og ventede på at dø. Pludselig åbnede hun øjnene, satte sig op i sengen, løftede hånden og bankede på en usynlig dør, mens hun råbte højt: "Luk op! Luk op!" - hvorefter hun faldt tilbage i sengen og sov fredfyldt ind. "Hvad sker her?" spurgte den forbløffede student ved min side. Jeg svarede, at jeg følte mig overbevist om, at her var tale om et menneske, som havde kaldt på Gud, banket på himmerigets port og fundet fred, tilføjer Goldstein.
- Ikke to patienter er ens. Ej heller to pårørende. Det må man som læge give sig tid til at forstå, så samtale og behandling i vid udstrækning kan foregå på patientens og de pårørendes præmisser. Hvad der er rigtigt for det ene menneske, behøver ikke være det for det andet.
Da Henri Goldstein var 10 år, døde hans far af cancer. Dengang tav lægerne og familien helst om dødelige sygdomme.
- Hverken min søster eller jeg anede, at far skulle dø. Det gjorde han vist knap nok selv. Kun mor vidste det. Den slags fortielser og efterfølgende chok er næppe af det gode. Men er åbenhed og evig sandhedssøgen rigtig under alle omstændigheder? Det er jeg ikke sikker på. Derimod er der ingen tvivl om, at hospitalspersonalet får det lettere, når der ikke skal holdes styr på hemmelighederne om Jensen på stue tre eller Petersen på stue otte.
- Hvis tilbud fra hospitals- og plejesektoren ender med at blive til, at "sådan gør man", kræver det mod at sige nej tak til den strømlinede trend med samvittigheden i behold. Skal man have alt at vide om sit foster? Skal enhver far være med ved sit barns fødsel? Skal børn og unge blive og holde deres døende far eller mor i hånd til det sidste? Skal vi voksne hjælpe til med at gøre vores gamle syge eller døde forældre i stand? Det synes jeg godt, man kan tillade sig at spørge om.
- I et konkret tilfælde var jeg ikke klar over, om det var klogt, at en 14-årig skulle være hos sin mor, når hun døde. Som situationen var, kunne jeg ikke udelukke, at drengen ville risikere at få et ubærligt indtryk siddende i sig resten af livet. Kun fordi det viste sig, at han i forvejen konsulterede en psykolog, og at denne over for mig sagde god for hans evne til at klare det, støttede jeg ham i at han kunne blive, hvis han ønskede det, siger Henri Goldstein.
- Det fine ved et hospice er tanken om, at når man er opgivet, er der stadig et sted, som har noget at tilbyde. Dermed være ikke sagt, at hospice er den bedste løsning for alle. Nogle er indstillet på at give slip. Andre frastødes af tanken om hospice som farvel til alt håb om helbredelse. Begge dele skal respekteres.
Henri Goldstein fortæller, at det faktisk sker, at patienter på hospice udskrives igen. De får det bedre efter tre-fire uger og kan komme hjem, hvor de måske lever et helt år til.
Det, der i sin tid fik ham til at begynde på medicinstudiet, tre uger efter at han var blevet cand.mag. i historie og samfundsfag, var en stigende nysgerrighed på historiens aktører: mennesker.
- Den dag i dag er jeg dybt betaget over, at to celler kan smelte sammen og udvikle sig til et barn i løbet af 40 uger. At dette barn kommer i puberteten, formerer sig, ældes og dør. Og at 95 procent af denne cyklus sker af sig selv. På samme måde som jeg fascineres over, at alle jordens tv-kanaler ligner hinanden så meget, fordi mennesker er optaget af samme grundtemaer: kærlighed, død, utroskab, hævn, lykke, frygt, angst, økonomisk gevinst. Og så er vi alligevel vidt forskellige. Det er da spændende, siger Henri Goldstein.